3F

3F: Stærkt pensionsudspil fra S

Del
Socialdemokratiet lancerer i dag et nyt forslag til en pensionsreform. Forslaget har fokus på de mest nedslidte og får positiv modtagelse af 3F.

Socialdemokratiets forslag til en pensionsreform får positiv modtagelse fra 3F, der længe har kæmpet for løsninger til netop de mennesker, der ikke kan holde til at arbejde frem til folkepensionsalderen.

 - Socialdemokratiets udspil er et stort skridt i den rigtige retning. Det er helt, helt afgørende, at man sætter fokus de mest nedslidte på arbejdsmarkedet. Det er dem, der blev hårdest ramt, da man satte pensionsalderen op og de facto afskaffede efterlønnen, siger Per Christensen, formand for 3F.

- Alt for mange mennesker – bl.a. en del af mine kollegaer – må kæmpe sig gennem de sidste år på arbejdsmarkedet med smerter og bøvl. De fortjener også en værdig tilbagetrækningsmulighed og muligheden for også at have nogle gode år med deres børnebørn.

Blandt 3Fs medlemmer har mange forladt arbejdsmarkedet, inden de fylder 60 år. Enten fordi de havner på førtidspension, ressourceforløb eller dør tidligt. Derudover må mange med hårdt fysisk arbejde tage smertestillende medicin på daglig basis for at klare arbejdsdagen.

Socialdemokratiet vil indføre en ’ny ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte og dem, der har været længst på arbejdsmarkedet’. Forslaget bygger på syv principper. Et af disse principper er, at der skal være tale om en objektiv rettighed, mens et andet princip er, at det også skal være muligt at blive omfattet af rettigheden gennem visitation.

- Jeg synes, at det er rigtigt set, at tidlig pension bør være en ret, som gives på baggrund af objektive kriterier som fx anciennitet på arbejdsmarkedet, men at der også skal også være en visitationsmulighed til de mennesker, der er nedslidte, men som ikke opfylder kriterierne. Også her er objektive kriterier vigtige. I 3F er vi klar til at spille med, så tiltagene kan målrettes dem, der har haft et langt og nedslidende liv på arbejdsmarkedet, siger Per Christensen.

Han kalder det desuden positivt, at Socialdemokratiet vil inddrage arbejdsmarkeds parter i udarbejdelsen, samt at forslaget har fokus på arbejdsmiljø.

- Der er et stort behov for at prioritere arbejdsmiljøet. Vi skal arbejde aktivt for at skabe arbejdspladser, hvor vi mindsker sygefraværet, og hvor folk kan holde til at være på arbejdsmarkedet – både fysisk og psykisk, siger Per Christensen.

Information om 3F

3F
3F
Kampmannsgade 4
1790 København V

70 300 300http://www.3f.dk/
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye