3F

3F ønsker omfattende opgør med arbejdsmarkedspolitikken

Del

Det skal være slut med omfattende bureaukrati og uværdig behandling af de ledige. 3F præsenterer nyt arbejdsmarkedsudspil, der tager et opgør med den nuværende arbejdsmarkedspolitik og tankegangen om, at der findes 98 forskellige arbejdsmarkeder.

Arbejdsmarkedsindsatsen har alt for længe været på vildspor, nu skal den tilbage på sporet, derfor har 3F med tilfredshed noteret sig det brede politiske ønske om en reform af arbejdsmarkedspolitikken.

I forlængelse heraf lancerer 3F i dag et nyt arbejdsmarkedsudspil, der tager et opgør med den nuværende arbejdsmarkedspolitik og tankegangen om, at der findes 98 forskellige arbejdsmarkeder.

Det skal være slut med omfattende bureaukrati, rigide proceskrav, og uværdig behandling af de ledige, hvorfor 3F, som det største fagforbund, offentliggør et omfattende bud på løsningen.

”I 3F vil vi igen have fokus på de ledige og virksomhedernes efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft. Værdigheden skal tilbage, og det gør vi blandt andet ved at give de ledige en række nye rettigheder og et frit valg til opkvalificering,” siger forbundssekretær i 3F Søren Heisel.

”De nye rettigheder skal blandt andet bestå af ret til uddannelse i minimum 12 uger om året, ret til jobformidling eller løntilskud, ret til danskuddannelse og ret til samtaler med a-kassen efter behov. Slut med samtalefabrikker og at aktivering skal føles og udmøntes som en straf,” siger forretningsfører for 3F’s A-kasse Eva Obdrup.

Fire nye principper

3F præsenterer fire principper for en reform af både styring, aktiveringsindsats og finansiering af den aktive arbejdsmarkedspolitik:

  • To hovedspor i arbejdsmarkedsindsatsen: ét til arbejdsmarkedsparate ledige og ét til målgrupper med andre udfordringer end ledighed.

  • En mere sammenhængende arbejdsmarkedsindsats, der er forankret på regionalt niveau, og hvor arbejdsmarkedets parter prioriterer og dimensionerer indsatsen.

  • Flere rettigheder og valg til ledige - færre proceskrav og mindre bureaukrati.

  • A-kasserne tager et endnu større ansvar for at hjælpe de ledige tilbage i job.

Principperne vil betyde, at arbejdsstyrken løbende og målrettet opkvalificeres til arbejdsmarkedets aktuelle og fremtidige behov under ledighedsperioderne. Det medfører, at ledige får de konkrete kompetencer, som virksomhederne efterspørger, og det vil modvirke flaskehalse og mangelsituationer på det danske arbejdsmarked.

3F foreslår, at indsatsen for de arbejdsmarkedsparate ledige styres af otte styrkede arbejdsmarkedsregioner. I dag styres indsatsen af 98 kommuner med 98 forskellige arbejdsmarkedspolitikker. Det har på mange måder vist sig uhensigtsmæssigt, da både private og offentlige arbejdsgivere i stigende grad rekrutterer nye medarbejdere uden skelen til kommunegrænser.

”Arbejdsmarkedspolitikken kommer med en reform baseret på disse principper tilbage til sin oprindelige kerneopgave, nemlig at sikre et langt bedre match mellem virksomhedernes behov og de lediges målrettede opkvalificering. Dermed er modellen en fordel for alle; virksomhederne, de ledige og statskassen,” siger Søren Heisel.

Finansiering:

Finansiering af både indsats og ydelser skal ligge på statsligt niveau. Ved at centralisere finansieringen i staten skabes bedre muligheder for at bruge arbejdsmarkedspolitikken konjunkturpolitisk.

Staten bør således fremover stå for finansieringen af dagpenge og ydelser til de arbejdsmarkedspa­rate kontanthjælpsmodtagere. Det vil også være staten, der har ansvaret for at finansiere indsatsen i det arbejdsmarkedsparate spor, herunder særligt uddannelse og opkvalificering for de ledige. Hermed sikres det, at pengene øremærkes til den arbejdsmarkedspolitiske indsats.

Nøgleord

Kontakter

For yderligere information, kontakt 3F's pressetelefon på 88 92 88 92.

Vedhæftede filer

Information om 3F

3F
3F
Kampmannsgade 4
1790 København V

70 300 300http://www.3f.dk/

Følg pressemeddelelser fra 3F

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra 3F

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum