Nu er der birkepollen i luften
16.4.2015 16:11:09 CEST | Astma-Allergi Danmark | Pressemeddelelse

Som forventet er der nu birkepollen i luften. Pollensæsonen for birk er normalt kort og intens i 3-4 uger med flest birkepollen i luften i dagene omkring 1. maj.
Med birkepollen i luften lyder også startskuddet for udsendelserne af pollenvarslinger. I år er det tilmed 35. års jubilæum for pollenvarslingerne, som Astma-Allergi Danmark og DMI udsender dagligt under pollensæsonen for birk, græs og bynke. Hvor pollensæsonen for birk netop er startet, så melder græs og bynkepollen sig først på banen til sommer.
- Pollenvarslingen fortæller hvor mange pollen, der forventes i det kommende døgn. Sammen med dagens pollental kan det hjælpe mennesker med pollenallergi til at træffe de nødvendige forholdsregler i forhold til, om de skal være udendørs eller har høfebermedicinen klar alt afhængig af, om pollentallet og varslingen er højt eller lavt, siger Karen Rasmussen, biolog og leder af pollenregisteringen i Astma-Allergi Danmark.
Hver fjerde dansker lider af pollenallergi, og når pollentallet er højt får mange symptomer som nyseture, tilstoppet næse og kløende og rindende øjne. Nogle risikerer også astmasymptomer som besværet vejrtrækning.
Vejret påvirker pollenmængden
Det er svært at forudsige, hvordan denne sæson for birkepollen bliver. Birketræerne har en tendens til at følge en biologisk rytme, hvor en sæson med mange pollen følger en sæson med få pollen.
- Sidste år var der jo rekord for mængden af birkepollen, men på trods af det, er der stadig mulighed for, at vi igen i år kan få en relativ stor sæson, fordi det gode vejr sidste sommer og en mild vinter har givet træerne gode vækstbetingelser, siger Karen Rasmussen.
Koncentrationerne af birkepollen vil samtidig afhænge af vejret de næste par uger, hvor blomstringen er i fuld gang. Her vil solrigt og varmt vejr give en større mængde pollen, mens køligt, blæsende og regnfuldt vejr vil mindske pollenkoncentrationen i luften.
Pollental på mobilen
Hvis du gerne vil være opdateret på dagens aktuelle pollental samt få pollenvarslingen, kan du gratis hente Astma-Allergi Danmarks pollen-app, der både fungerer på iOS og Android. Søg på ’pollen’ i App Store eller på Google Play, og så har du altid de aktuelle pollental og varslinger lige ved hånden.
FAKTA: Gode råd til dig med pollenallergi
Når der er sæson for pollen, er det umuligt helt at undgå de mikroskopiske pollenkorn, som florerer i luften. Derfor er det vigtigt, at man får den rette medicinske behandling i sæsonen for at holde symptomerne under kontrol. Du kan desuden følge disse gode råd til at mindske generne i hverdagen.
- Hold øje med Dagens Pollental og Pollenvarsling.
- Brug solbriller eller cykelbriller, så du får færre pollen i øjnene.
- Vask eller skyl dit hår inden sengetid, så du ikke får pollen med i seng.
- Tør dit tøj i tørretumbleren i pollensæsonen, så du undgår pollen i dit tøj og sengetøj.
- Luft ud tidlig morgen og sen aften, hvor der er færrest pollen i luften.
Hvis du har spørgsmål om allergi, høfeber, astma og eksem kan du også ringe til Astma-Allergi Danmarks telefonrådgivning på tlf. 43 43 42 99. Telefonrådgivningen er gratis og har åbent alle hverdage kl. 9-12 samt onsdag kl. 16-18.
Yderligere oplysninger
Karen Rasmussen, Biolog og leder af pollentællingerne, tlf. 61 27 37 45
Lise Nørgaard, kommunikationschef, tlf. 27 22 05 15
Billeder

Information om Astma-Allergi Danmark
Følg pressemeddelelser fra Astma-Allergi Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Astma-Allergi Danmark
Nu starter birkepollen-sæsonen27.3.2026 08:07:04 CET | Pressemeddelelse
Nu begynder en af årets værste pollenplager: Birkepollensæsonen. Sæsonen starter tidligt og kan blive intens for de 500.000 danskere med birkepollenallergi. Heldigvis kan de i år få hjælp fra nyt digitalt værktøj.
Pollensæsonen for elm er begyndt24.3.2026 09:14:52 CET | Pressemeddelelse
Elmepollensæsonen er over os, og Astma-Allergi Danmark udsender fra i dag Dagens Pollental og Pollenvarsling for elm. I år kan landets 1 million pollenallergikere få hjælp af ny app til en bedre hverdag og behandling igennem sæsonen.
Nu begynder pollensæsonen 20262.3.2026 09:15:52 CET | Pressemeddelelse
Årets pollensæson er i gang. Det er en uønsket forårsbebuder for landets 1 million danskere med pollenallergi. Astma-Allergi Danmark lancerer derfor en ny tjeneste, der kan hjælpe dig gennem sæsonen.
Vinterkulden er hård for astmatikere12.2.2026 11:00:00 CET | Pressemeddelelse
Januar var den koldeste måned i 16 år, og meget tyder på, at den hårde vinterkulde fortsætter længe endnu. For mange af de over 400.000 danskere, som lever med astma, medvirker den kolde luft til astmasymptomer med åndenød, hoste og besværet vejrtrækning. Samtidig er sæsonens mange luftvejsinfektioner også med til at øge risikoen for forværring af astma.
84 procent af deodoranter indeholder allergifremkaldende stoffer8.9.2025 09:37:19 CEST | Pressemeddelelse
De fleste af os starter dagen med deodorant. Men den tynde hud i armhulen er særligt sårbar over for allergifremkaldende stoffer. En ny undersøgelse fra Astma-Allergi Danmark afslører, at 42 ud af 50 deodoranter på det danske marked indeholder allergifremkaldende stoffer, der kan føre til kronisk hudallergi – en lidelse, som man aldrig slipper af med igen.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
