Aarhus Kommune

Børn vil indgå legeaftale med ældre

Del
GENERATIONER I FÆLLESSKAB: Ny friskole vil skabe mulighed for liv og læring mellem skolebørn og ældre ved plejeboligerne i Malling.

Side om side vil børn gå i friskole, Zofiaskolen, i en tidligere hovedbygning til Malling Plejehjem, mens ældre bor i to bygninger på hver side af skolen – pt. er det plejeboliger, men de bliver nu ombygget til ældreboliger:

- Det er fantastisk, det er lykkedes at skabe muligheden for et fællesskab i Malling. Børnene i den nye skole og de ældre kan flette generationerne sammen til glæde for alle, og vi får samtidig sat skub i ombygningen til ældreboliger, siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Hovedbygningen, der nu delvist bliver udlejet til skolen, indeholder blandt andet otte utidssvarende plejeboliger, som ikke er i drift, og i takt med at skolen udvider fra de begyndende 0.-3. klasse til 0.-9. klasse, vil de overtage hele hovedbygningen.

Første skoledag i august

Zofiaskolen begynder i august med 30-35 elever i 0.-3. klasse og planen er, at den skal kunne rumme cirka 200 elever fra 0.-9. klasse:

- Skolen ønsker et tæt samspil med nærområdet og beboerne i plejeboligerne og de kommende ældreboliger. Skolen vil for eksempel gerne etablere nyttehaver sammen med de ældre og lave fællesspisning og andre arrangementer, siger Hella Feldthaus, der er initiativtager og kommende daglig leder af skolen.

- På Zofiaskolen sætter vi børns nysgerrighed og glæde ved at lære i centrum. Børnene skal glæde sig til at komme i skole hver dag, fordi de oplever det er sjovt og spændende at lære nyt. Vi er optaget af at skabe de bedste rammer for at nære børnenes nysgerrighed i dagligdagen, og ser derfor store muligheder i at være med til at bygge bro mellem generationer, siger Hella Feldthaus

 

Fortsat frivillige aktiviteter

Der er mange borgere i nærområdet, som bruger lokalerne i hovedhuset til forskellige frivillige aktiviteter, og de muligheder ønsker skolen også at understøtte fremover. De vil gerne indgå et sæt leveregler for at tage hensyn til hinanden, og i takt med at skolen udvider, vil det blive aftalt, hvornår og hvordan lokalerne kan bruges af borgerne.

Samtidig med at skolen indtager hovedhuset begynder en løbende ombygning af plejeboligerne til ældreboliger. Pengene blev afsat i 2012 og kommer i spil nu, hvor der er fundet en afklaring på hovedhusets anvendelse.

Brugerrådet, borgergrupper, beboer- og pårørenderådet og afdelingsbestyrelsen får mere information på et møde onsdag 4. marts.

Sundhed og Omsorg har på ældreområdet samarbejde med en række andre skoler/institutioner for at skabe liv og glæde mellem generationerne. Der arbejdes også fortsat videre med kommunens planer om Generationernes Hus på havnen i Aarhus.

Kontaktpersoner

Jette Skive (DF), rådmand, Sundhed og Omsorg

Tlf. 89 40 65 00

Hella Feldthaus, initiativtager og leder af Zofiaskolen

Tlf. 31 51 46 25

Information om Aarhus Kommune

Aarhus Kommune
Aarhus Kommune



World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye