
Nyt mål: Kvinder i alle ansøgningsbunker
Det er slut med et ansøgerfelt kun bestående af mænd eller kvinder. Københavns Universitet vil med en ny handlingsplan sikre flere kvinder i forskning og ledelse. Derfor bliver der fremover krav om, at der er mindst én ansøger af hvert køn, før en forskerstilling kan besættes.
”Den nye plan skal sikre, at vi får flere ansøgere i spil. I dag er kun hver femte professor en kvinde, og det er et stort talenttab. Københavns Universitet er ikke ude på at gøre det lettere for kvinder at få stillingen, men vi vil sikre, at flere talenter har muligheden. Talent skal være afgørende – ikke køn,” siger rektor Ralf Hemmingsen.
Planen, som netop er trådt i kraft på universitetet, rummer også krav om ligelig kønsfordeling i bedømmelses- og ansættelsesudvalg. Desuden sætter fakulteterne midler af til, at adjunkter og lektorer – uanset køn – kan komme godt i gang med undervisning og forskning efter endt barsels/forældreorlov fx til forskningsophold eller videnskabelige medhjælpere.
En anden indsats er brugen af søgekomiteer, som forud for besættelsen af forskerstillinger på universitetet skal afsøge mulige kandidater nationalt og internationalt.
De enkelte fakulteter skal på basis af handlingsplanen udarbejde deres egne planer og årligt fremlægge opfyldelsen af målene til rektor.
Handlingsplanens indsatsområder:
- Kønsmæssig balance i de øverste ledelsesstillinger
Målet er en stigning i andelen af det underrepræsenterede køn over tre år på fem procentpoint til samlet 32 procent.
- Åbne rekrutteringer med krav om anvendelse af søgekomiteer til alle lederstillinger og faste lektor- og professorstillinger
Målet er, at der i 2017 har været anvendt aktiv søgning via søgekomiteer eller lignende ved alle de omfattede stillinger.
- Krav om mindst én ansøger af hvert køn, før professor- lektor- og adjunktstillinger kan besættes
- Ligelig kønsfordeling i bedømmelses- og ansættelsesudvalg
I 40 procent af bedømmelsesudvalgene skal der være en ligelig fordeling samlet set de næste tre år.
- Indsats efter endt barsels- og forældreorlov både til mænd og kvinder
- Karriereveje ved før-leder-kurser og mentorprogrammer
- Efteruddannelse og øget viden om kønsperspektivet i forskning
- Undersøgelse af, hvorfor kvinder fravælger en karriere på Københavns Universitet
Københavns Universitet har søgt og fået dispensation fra ligebehandlingsloven i forbindelse med kravet om mindst én person af hvert køn i ansøgerfeltet.
Planen trådte i kraft 1. februar og bliver evalueret efter tre år.
Handlingsplanen afløser en tidligere ordning, som fungerede fra 2007-13. Den skulle i form af økonomiske incitamenter sikre flere kvindelige forskere på universitetet, hvilket gjorde den til genstand for en del debat. Fakulteter, der ansatte kvindelige professorer, blev belønnet med ekstra professorater (m/k), og midler fra en bonuspulje gik til fakulteter, der forøgede antallet af nyansatte kvindelige professorer.
FAKTA:
Knap 23 procent af professorer på Københavns Universitet er kvinder. I gennemsnit er godt 18 procent af alle professorer i Danmark kvinder.
Andelen af kvindelige professorer på Københavns Universitet er steget fra 15,3 procent i 2007 til 22,8 procent i 2013. Andelen af kvindelige lektorer er i samme periode vokset fra 29,9 procent til 34,6 procent.
Kontaktinformation:
Chefkonsulent Charlotte Autzen
Københavns Universitet
Mail: chau@adm.ku.dk
Mobil: + 45 28 75 42 64
Information om Københavns Universitet
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.