Aarhus Teater

350 gymnasieelever dyster i kunsten at anmelde teater

Del
6. januar 2022 løber finalen på et nyt projekt af stablen på Aarhus Teater, hvor vinderne af TeaterAnmelderiet 2021/22 kåres. 350 gymnasieelever fra fire østjyske gymnasier har i løbet af efteråret dystet i at producere teateranmeldelser på forskellige platforme. TeaterAnmelderiet er et samarbejde mellem DMJX og Aarhus Teater, der også stod bag Gentænk Teateranmeldelsen i Kulturhovedstadsåret 2017 i Aarhus. Projektet fortsætter i næste sæson.
350 gymnasieelever dyster i ’kunsten at anmelde’ teater. Foto: Mikkel Christensen/Aarhus Teater
350 gymnasieelever dyster i ’kunsten at anmelde’ teater. Foto: Mikkel Christensen/Aarhus Teater

TEATERANMELDERIET

En ung stemme i kulturdebatten

Det unge danske teaterpublikum skal vækkes til live tidligt! Og næste generation af teatergængere og kulturforbrugere skal have de bedste forudsætninger for at se, forstå og fortolke scenekunst – og samtidig deltage aktivt og indsigtsfuldt i den kulturelle debat. Det var en af konklusionerne, som Gentænk Teateranmeldelsen, skabt af Have Kommunikation, DMJX og Aarhus Teater, nåede frem til i 2017. TeaterAnmelderiet står på skuldrene af dette projekt og giver gymnasieelever indsigt i scenekunsten, hvor de skriver klassiske teateranmeldelser til print og remedierer dem på andre platforme. Og samtidig deltager de i kulturdebatten med en journalistisk, personlig og faglig stemme.

Annemette Wendelboe Løkke, dansklærer på Egaa Gymnasium, der deltager i TeaterAnmelderiet fortæller:

-          TeaterAnmelderiet er en ny og frisk måde at arbejde med analyse og formidling i danskfaget. Analysearbejdet bliver kropsliggjort i en fed og højst elevaktiverende teaterworkshop, hvor teatrets fagsprog dramatiseres og grines ind, og elevernes formidling sættes under en skarp journalistisk no-bullshit lup. Yderst inspirerende for såvel elever som lærere.


Styrke den kvalificerede kulturanmeldelse

I sammenfatningen af Gentænk Teateranmeldelsen blev det klart, at den kvalificerede kulturanmeldelse i medierne længe har været under pres. Dels på grund af økonomiske udfordringer på redaktionerne og konkurrence fra såkaldte ”hverdagsanmeldere” på sociale medier. DMJX og Aarhus Teater har etableret TeaterAnmelderiet for at inspirere en ny generation til at forny og højne den offentlige kultursamtale på alle de platforme, hvor danskerne måtte befinde sig.

Parterne i projektet siger:

-          TeaterAnmelderiets ambition er at inspirere elever på landets gymnasier til at deltage aktivt i den offentlige debat om dansk teaterliv – og det øvrige kulturliv - på det bedst mulige grundlag. Vi håber at pilotprojektet med gymnasierne i Østjylland kan brede sig til hele landet.  

Jens Grund Nielsen, konst. Rektor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

-          Hvis vi vil styrke den kvalificerede teateranmeldelse, kræver det, at morgendagens teateranmeldere vækkes til live tidligt. Derfor giver det rigtig god mening at begynde dette vigtige arbejde med DMJX allerede i gymnasieskolen.

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen, Aarhus Teater 

-          Jeg vidste slet ikke, at teater kunne være sådan” – det var den spontane reaktion fra en 3.g-elev, da klassen var i teatret. Alt for mange unge véd ikke, hvad der gemmer sig bag teatrets mure. De skal opleve det. Og at de nu også får lov til at være skabende og møde teatret med deres personlige holdning, er en virkelig god idé. Traditionelt er de tilskuere og objektive analytikere. Jeg tror, at TeaterAnmelderiets blanding af faglig introduktion til teatrets sprog, teaterbesøg, skrivning, remediering og møder på tværs af skoler vil give eleverne teater-appetit. Det vil helt sikkert også give dem en dybere faglig og dannelsesmæssig indsigt i teatrets verden. Som dansklærer er det en velkommen mulighed for at arbejde med elevernes ”personlige stemmer”, faglige argumentation og remediering på en autentisk måde. What’s not to like?

Lektor i dansk og mediefag, Dorte Granild, Aarhus Statsgymnasium

TeaterAnmelderiet 2021/22 – sådan har vi gjort

I september 2021 afholdt vi et kursus for dansklærere fra de fire deltagende østjyske gymnasier - Aarhus Katedralskole, Egaa Gymnasium, Aarhus Statsskole og Favrskov Gymnasium. Her blev introduceret til den klassiske teateranmeldelse og anmeldelser på nye, typisk digitale, platforme og de deltog i forskellige skriveøvelser for at blive klædt bedst muligt på til at undervise deres elever i teateranmelderi.

Eleverne har skullet dyste i tre kategorier

  • En klassisk skriftlig anmeldelse, som vi kender den fra aviser og web.
  • En anmeldelse i et nyt format (fx digitalt, SoMe, podcast, klippe/klistre, kunstværk – kun fantasien sætter grænser)
  • Den bedste detalje (for også at kunne honorere en overskrift, en billedtekst, en idé eller andet, der har noget spændende)

I november – december så eleverne Aarhus Teaters opsætning af Christian Lollikes Kagefabrikken. I alt 350 gymnasieelever sad parat med notesblokken på Scala for at danne sig en personlig og kvalificeret mening om forestillingen. Det var et krav, at eleverne hurtigt herefter skulle skrive en anmeldelse og producere en anmeldelse til en anden platform end den skriftlige.

Herefter læste de i alt 13 klasser klassekammeraternes anmeldelser. Hver klasse har efterfølgende indsendt et bidrag i hver kategori til nominering. I alt 17 anmeldere er nomineret i de tre kategorier.

De elever, der bedst formår at anmelde (vurdere, perspektivere og diskutere) Kagefabrikken, vinder til finalen 6. januar på Aarhus Teater. Vinderne modtager et diplom og et gavekort til Aarhus Teater.

Juryen, der nominerer 3 x 5 kandidater og kårer vinderne består, af:

  • Anders Lange, DMJX, var også med i Gentænk Teateranmeldelsen i 2017
  • Anne Middelboe Christensen, anmelder Information, forfatter til bogen om anmelderi ”Begejstring og brutalitet” og underviser på KUA
  • Mette Klakstein, skuespiller og medvirkende i Kagefabrikken, som eleverne har anmeldt
  • Silja Marie Andersen Houtari, elev på Egaa Gymnasium
  • Sissel Worm Glass, teaterpædagog i AT Læring og underviser på Aarhus Katedralskole


Finalen 6. januar skulle have fundet sted i et fyldt Scala, men p.g.a. coronanedlukningen finder den sted virtuelt på video, hvor juryen i bedste Oscar-stil begrunder valget af vinderne i de forskellige kategorier.


Tilmeldingen til TeaterAnmelderiet 2022/23 er åbnet for skoler på ungdomsuddannelserne. Læs mere på aarhusteater.dk/teateranmelderiet

TeaterAnmelderiet er støttet af Aarhuus Stiftstidende Fond  

Venlig hilsen
DMJX & AARHUS TEATER

Nøgleord

Kontakter

Yderligere oplysninger og aftale om interviews hos kommunikationschef og leder af Aarhus Teater Læring Morten Daugbjerg, tlf. 42134700 / presse@aarhusteater.dk

Billeder

350 gymnasieelever dyster i ’kunsten at anmelde’ teater. Foto: Mikkel Christensen/Aarhus Teater
350 gymnasieelever dyster i ’kunsten at anmelde’ teater. Foto: Mikkel Christensen/Aarhus Teater
Download
Teateranmelderiet vil styrke den kvalificerede kulturanmeldelse. Foto: Aarhus Teater
Teateranmelderiet vil styrke den kvalificerede kulturanmeldelse. Foto: Aarhus Teater
Download
Teateranmelderiet er et samarbejde mellem DMJX og Aarhus Teater Læring. Foto: Aarhus Teater
Teateranmelderiet er et samarbejde mellem DMJX og Aarhus Teater Læring. Foto: Aarhus Teater
Download
Aarhus Teater Læring
Aarhus Teater Læring
Download
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Download

Links

Information om Aarhus Teater

Aarhus Teater
Aarhus Teater
Teatergaden 1
8000 Aarhus C

89 33 23 00http://www.aarhusteater.dk

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Teater

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Teater

Ville du turde lukke en fremmed ind i dit hjem? Og lege, at han er dig? Ja? Så får du nu chancen!21.11.2023 12:23:18 CET | Pressemeddelelse

Det internationalt lovpriste berliner kunstnerkollektiv Gob Squad kommer til Aarhus Teater fra 7. februar 2024 med den interaktive forestilling IS ANYBODY HOME? På scenen er et enkelt menneske, som inviteres til at se en livestreamet film. En film, som vel at mærke foregår i personens eget hjem, hvor Gob Squads performere flytter ind. Nu søger Gob Squad og Aarhus Teater tre aarhusianere mellem 18 og 28 år, som har lyst til at være gæst for en aften.

Jens Jørn Spottag fejrer 40-års skuespillerjubilæum med KONG LEAR på Aarhus Teater: ”Det var her, det hele begyndte”31.8.2023 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Når Jens Jørn Spottag - en af Danmarks førende film-, tv- og teater-skuespillere - træder op på Aarhus Teaters skrå brædder lørdag den 16. september, er det 40 år siden, at han debuterede. Jens Jørn Spottags store skuespillerjubilæum fejres fra scenen med taler efter Kong Lear-forestillingen kl. 16. Hyldest modtager han dog allerede 1. september, hvor han sammen med syv andre skuespillere er nomineret til Teaterflisen 2023 på Frederiksberg.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye