Beskyttelse af havmiljøet fanget i net af ineffektivt bureaukrati

6.6.2014 06:30:00 CEST | Nordic Marine Think Tank | Pressemeddelelse

Del
Beslutningsgangene, der skal sikre balance mellem miljøbeskyttelse og fiskeri i Nordsøen, er omstændelige og ineffektive til skade for både havmiljø og offentlige budgetter. Der er brug for en mere strømlinet proces, viser en ny rapport fra Nordisk Ministerråd.

Det internationale samarbejde omkring fiskeri og naturbeskyttelse i Nordsøen er tidskrævende, dyrt og ineffektivt. En ny, mere strømlinet proces vil kunne spare tid, penge og ressourcer og samtidig styrke dialogen mellem aktørerne til gavn for både økosystemer og offentlige budgetter. Det konkluderer en rapport, udarbejdet af tænketanken Nordic Marine Think Tank (NMTT) for Nordisk Ministerråd.

”Som tingene fungerer nu, er der et kolossalt tids- og ressourcespild, som i sidste ende går ud over miljøet”, siger formanden for NMTT, Sten Sverdrup-Jensen. 

Rapporten har undersøgt det internationale samarbejde omkring balancering af hensynene til henholdsvis miljøbeskyttelse og fiskerierhvervet omkring Dogger Banke, der ligger i Nordsøen ca. 100 km ud for Storbritaniens kyst. Sandbanken, der næsten er på størrelse med Jylland, er hjemsted for en række af Nordsøens fiskearter, bl.a. tobis og fladfisk og dermed af stor betydning for Nordsøens samlede økosystem. Tre af landene omkring Nordsøen samarbejder derfor om at undgå fiskerimetoder, der anvender bundtrawl og dermed skader fiskenes opvækstbetingelser. Allerede for 10 år siden udpegede Tyskland et stykke af Dogger Banke som Natura 2000 område, men endnu i dag er der ikke truffet beslutning om, hvilke reguleringer, der er nødvendige for at sikre en god miljøtilstand. Selvom Dogger Banke ligger midt i Nordsøen, udnyttes den ikke blot til fiskeri, men UK undersøger i dag mulighederne for at lægge en meget stor vindmøllepark på banken.

Omstændelig beslutningsgang

Undersøgelsen kortlægger en beslutningsproces, som lader meget tilbage at ønske, både hvad angår effektivitet og stringens. I stedet for at være koordineret internationalt fra starten, begynder beslutningsgangen på nationalt plan i miljøpolitisk regi med inddragelse af miljøpolitiske interessenter. Derefter skifter den spor og behandles af myndighederne med ansvar for fiskeri og deres interessenter.

Det betyder, at dialogen med henholdsvis fiskerierhverv og miljøpolitiske interessenter foregår i adskilte fora og på et forskelligt videngrundlag. I stedet for at etablere et fælles videngrundlag fra starten inddrages forskellige videnskabelige organisationer løbende af de forskellige fora. Resultatet er, at proceduren med inddragelse af videnskab og interessenter bliver gennemført tre gange, før der kommer en endelig beslutning. Først på nationalt plan efter konsultation med nabolandene, så på EU-plan og endelig én gang til på nationalt plan. Og det er aldeles uhensigtsmæssigt, mener Sten Sverdrup-Jensen:

”Vi har de nødvendige institutioner. Det eneste, der skal til, er at man enes om en bedre beslutningsgang, hvor man gør tingene i den rigtige rækkefølge og inddrager de relevante parter fra starten”.



Behov for bedre koordination og videngrundlag

På baggrund af analysen kommer rapporten med en række anbefalinger til, hvordan processen kan strømlines. 

  • International koordination

Koordineringen mellem landene skal forbedres og finde sted så tidligt som muligt i regionale organisationer. Samtidig skal der gøres mere effektivt brug af de internationale videninstitutioner og skabes et fælles videngrundlag i form af fælles adgang til relevante databaser og koordinering af dataanalyser.

  •  Indførelse af et strømlinet beslutningssystem

Proceduren bør opdeles i fire trin: 1) etablering af den politiske dagsorden; 2) videnskabelig rådgivning; 3) inddragelse af interessenter og 4) enighed om foranstaltninger. Og så skal der vedtages klare tidsrammer og mekanismer til at sikre overholdelse af besluttede deadlines.

  •  Inddragelse af interessenterne

Det nuværende system indeholder få incitamenter til at nå til enighed. Processen skal ændres, så den øger presset på deltagerne for at skabe konsensus. Inddragelsen kan med fordel ske gennem eksisterende fora – de såkaldte Advisory Councils, der er etableret på fiskeriområdet.

  •  International lovgivning

Rammen for et strømlinet beslutningssystem skal baseres på international harmonisering af maritime politikker. I EU er dette arbejde i fuld gang, så den nye proces kan indgå i en international retlig ramme.

  

Yderligere information

Rapporten kan downloades her

Kontakter

Hans Lassen, tlf. +45 21 48 37 99
e-mail: Hans.Lassen.NMTT@gmail.com



Odma Johannesen, tlf. +45 23 25 49 16
e-mail: ojo@lic-mail.dk

Information om Nordic Marine Think Tank

Nordic Marine Think Tank



+45 21 48 37 99 / +45 23 25 49 16

Følg pressemeddelelser fra Nordic Marine Think Tank

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye