Dansk El-Forbund: Dagpengeaftalen koster seniorer dyrt
Mange arbejdsløse seniorer står til et særdeles stort indtægtstab, hvis aftalen mellem regeringen og Enhedslisten om en midlertidig arbejdsmarkedsydelse gennemføres uændret. Samtidig mener El-fagets a-kasse, at aftalen indebærer, at rådgivningen til medlemmerne om efterløn og seniorjob er sket på et forkert grundlag, skriver fagbladet Elektrikeren.
Dansk El-Forbund (DEF) og a-kassen har i et brev til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gjort rede for problemerne. Men intet i hendes svar antyder en åbning for at imødekomme kritikken.
Ifølge aftalen får personer, der mister dagpengeretten i første halvår 2014, mulighed for en midlertidig arbejdsmarkedsydelse i op til et år og tre måneder. Ydelsen skal udgøre 60 procent af det maksimale dagpengeniveau for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere. Samtidig betyder aftalen, at ”for personer med ret til efterløn, der opbruger dagpengeretten, og som maksimalt har fem år til efterlønsalderen, indtræder retten til seniorjob tidligst, når retten til arbejdsmarkedsydelse ophører.”
Stort tab
Altså må et medlem, der opbruger dagpengeretten i første halvår 2014, og som ellers var berettiget til et seniorjob, nu vente på seniorjobbet i op til et år og tre måneder. Det kan blive på 60 procent af en dagpengesats, der i forvejen kun udgør cirka halvdelen af en overenskomstmæssig løn. Beløbet skal ses i forhold til, at et seniorjob ifølge reglerne netop er på overenskomstmæssige vilkår – og derfor aflønnes sådan.
Der kan ikke sættes et præcist beløb på, hvor stor forskellen er. Men den er betragtelig, og samtidig kan de pågældende ærgre sig over den tabte fordel ved ikke i tide at have hævet efterlønsbidraget skattefrit – som mange måske ville have gjort, hvis de havde kendt de kommende betingelser for et seniorjob.
– Da medlemmerne skulle tage stilling til, om de ville hæve efterlønnen skattefrit, eller om de ville blive i ordningen, så indgik det i vores vejledning, at man ved at hæve den ville miste retten til et seniorjob. Mange, der valgte at fortsætte, gjorde det for at beholde den sikkerhed, som lå i seniorjob-ordningen, siger næstformand i DEF Jan Jensen.
– Nu har de mistet den skattefordel, de kunne have fået ved at hæve efterlønnen, og kan se frem til en lang periode på en ydelse, som ligger milevidt fra det, de var stillet i udsigt.
Svar fra minister
Forbundet og a-kassen har i et brev til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen gjort opmærksom på konsekvenserne af aftalen. Her omtales også vejledningen af medlemmerne og senere hedder det, at modellen ”er med til at sikre medlemmernes mistro til systemet og den rådgivning, a-kasser giver. Det vil bestemt ikke være med til at fremme medlemmernes lyst til at være medlem af en a-kasse.”
Men intet tyder på, at regeringen vil ændre aftalen, inden der fremsættes et lovforslag. I et svar til DEF skriver Mette Frederiksen, at ”retten til arbejdsmarkedsydelse ligger i umiddelbar forlængelse af retten til dagpenge, og målsætningen er, at de ledige så vidt muligt skal i ordinær beskæftigelse, inden perioden med arbejdsmarkedsydelsen ophører.”
Hun forholder sig ikke til, at a-kassen har rådgivet medlemmerne på forudsætninger, der nu ændres, men konstaterer, at hun ikke tror, ”at medlemmerne er i tvivl om, at a-kasserne gør det så godt, de kan, i den givne situation.”
Læs mere i Elektrikeren side 16: http://www.e-pages.dk/danskelforbund/42/
Yderligere kommentarer hos næstformand Jan Jensen på 33 29 70 04 eller 40 45 41 23.
Information om Dansk El-Forbund
Følg pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk El-Forbund
FAGBLAD: Nyt navn, nyt look – samme fagligt stærke indhold!17.9.2024 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Efter i mere end 80 år at have udgivet Fagbladet Elektrikeren, vil Dansk El-Forbund nu favne flere faggrupper på det el-tekniske område med en relancering af bladet, der fremover vil hedde Fagbladet DEF
Rapport: Elektrikermangel risikerer at kortslutte grøn omstilling26.8.2024 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der vil mangle knap 10.000 elektrikere og andre på det el-tekniske område i 2035. Det skyldes blandt andet den forventede femdobling af forbruget af grøn strøm, der skal til, hvis Danmark skal nå sine klimamål. Dansk El-Forbund opfordrer derfor til en samlet plan for elektrificering af Danmark og for behovet for kvalificeret arbejdskraft til den grønne omstilling
Ny aftale: Forældre skal have bonus, når deres barn bliver elektriker1.4.2024 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Dansk El-Forbund og Tekniq Arbejdsgiverne vil fremover give forældre en kontant belønning på 100.000 kroner, når deres barn bliver udlært elektriker for at dække fremtidens behov for arbejdskraft. Penge skal komme fra et nystiftet fond
Data fra Google Maps sikrer elektriker 150.000 kroner19.3.2024 10:02:19 CET | Pressemeddelelse
Ved hjælp af data fra Google Maps har Dansk El-Forbund i en faglig sag om køretimer og overtidsbetaling for rejsevejtid dokumenteret en elektrikers færden i firmabilen gennem tre et halvt år. Det har nu sikret elektrikeren en tilbagebetaling fra virksomheden på 150.000 kroner
Polsk elektriker: Migrantarbejdere i Danmark har usle kår31.1.2024 09:36:01 CET | Pressemeddelelse
Den polske elektriker Malgorzata Kosior søgte lykken i Danmark gennem et dansk-polsk vikarbureau. Efter fire år som vikar i den danske byggebranche kan hun fortælle om urimelige arbejds- og boligforhold og polske kolleger, der udfører arbejdsopgaver, som danske elektrikere ikke ville røre med en ildtang. Hendes oplevelser falder i tråd med resultaterne i ny forskningsrapport
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum