
Ny rapport: Danmarks olieeventyr kan vare mange år endnu
Der ligger fortsat milliarder i indtægter og tusindvis af arbejdspladser og venter i Nordsøen. Det er det opmuntrende budskab i en ny rapport, som offentliggøres i dag.
Det er den nystiftede brancheorganisation Olie Gas Danmark, der står bag rapporten, og her glæder direktør Martin Næsby sig over det opløftende billede:
"Olie- og gassektoren har enorm betydning for dansk økonomi. Den står for 9 pct. af eksporten. Det er lige så meget som medicinalbranchen eller slagterisektoren. Vores rapport viser, at mere end 15.000 mennesker arbejder i olie- og gasbranchen. Jeg mener, at den eneste ansvarlige reaktion på dette billede er at spørge: Hvad gør vi for at sikre, at den succes fortsætter?"
Undergrunden er en udfordring
Billedet af et dansk olieeventyr på hastig retur er naturligvis ikke grebet ud af den blå luft. I modsætning til den udbredte opfattelse skyldes de pessimistiske vurderinger ikke, at olien er væk inden for få år.
Derimod bliver olien stadig sværere at få fat i, og den danske undergrund er vanskelig at arbejde i. Derfor har danske virksomheder udviklet en unik ekspertise. I dag er det fx muligt at bore med ned til en meters præcision flere kilometer under jorden for at komme frem til selv meget små fund. Det kræver avanceret teknologi og dygtige eksperter, men det er langt fra umuligt.
"Ser vi bare 20 år tilbage, var vi kun i stand til at hente en syvendedel af olien. I dag er det en fjerdedel. For hvert procentpoint dygtigere, den danske oliebranche bliver, lægger vi 80 milliarder kroner til den produktionsværdi, der bliver skabt i Nordsøen. Det er en udfordring at fortsætte olieproduktionen, men det er også en unik investeringsmulighed for det danske samfund," siger Martin Næsby.
Hvis de nødvendige investeringer bliver foretaget, vil skatteindtægterne til staten kunne øges med mellem 5 og 7 milliarder kroner om året frem til 2040. Til sammenligning bruger Danmark 5 milliarder kroner på kræftbehandling på hospitalerne årligt, ifølge Kræftens Bekæmpelse. Hertil kommer udsigten til højere vækst og tusindvis af arbejdspladser.
Det er baggrunden for den nye organisation Olie Gas Danmark, der i dag slår dørene op. Dermed er hele den danske olie- og gassektor samlet. En af de første opgaver bliver at arbejde for at sikre fortsat vækst, eksport og arbejdspladser. Tidspunktet for dannelsen af Olie Gas Danmark er langt fra tilfældigt:
"Gennem de sidste 40 år har vi opbygget en bred kreds af meget dygtige danske virksomheder, som leverer til olieproduktionen i Nordsøen, og som også eksporterer dansk know-how og teknologi. Branchen omfatter alt lige fra de store olieselskaber til små og mellemstore virksomheder, der leverer en lille, men uundværlig brik i puslespillet. Det er nødvendigt, at alle disse virksomheder trækker i samme retning, hvis vi skal have det danske olieeventyr til at fortsætte. Det sker nu engang bedst, hvis man sidder rundt om det samme bord," forklarer Martin Næsby.
Yderligere information:
Sekretariatschef Esben Mortensen, Olie Gas Danmark, telefon: 2949 4575, E-mail: Esben.Mortensen@oilgasdenmark.dk.
Rapporten kan hentes på www.oilgasdenmark.dk .
Fakta om rapporten: 'Den Danske Olie- og Gassektors Udvikling og Samfundsmæssige Betydning (1992-2022)'
- Rapporten om den danske olie- og gassektors udvikling og samfundsmæssige betydning er udarbejdet af Quartz+Co for Olie Gas Danmark. Den giver et samlet overblik over, hvad sektoren bidrager med i form af økonomisk vækst, arbejdspladser og skatteindtægter.
- Den første olie blev hentet op af Nordsøen i 1972. Produktionen toppede i 2004 og er siden faldet med 40 pct. Stigende oliepriser har imidlertid mere end opvejet faldet i mængde.
- Staten fik 30,6 milliarder kroner fra Nordsøolien i 2011, viser Energistyrelsens opgørelse. Det er en stigning på mere end 29 pct. i forhold til 2010.
- Både nye fund og et løft i, hvor mange procent olie og gas, der hentes op, kan øge den resterende værdi i Nordsøen betragteligt, viser rapporten. Det kræver imidlertid, at der bliver investeret i nye eftersøgninger, i forskning og udvikling og i forsøg med nye teknologier.
- Ifølge den nye rapport er der to faktorer udover de naturgivne, der afgør, hvorvidt olieselskaberne vil investere i Nordsøen. Det er den fremtidige oliepris og de politiske rammevilkår, herunder skattereglerne.
- Rapporten kan hentes på hjemmesiden www.oilgasdenmark.dk .
Fakta om Olie Gas Danmark:
- Olie Gas Danmark er en nystiftet brancheorganisation for alle virksomheder, der lever af olie- og gasproduktion. Det kan både være som producenter, underleverandører, servicevirksomheder med mere.
- Branchen omfatter i alt ca. 300 virksomheder og 15.000 ansatte.
- Organisationen skal arbejde for, at både virksomhederne og samfundet får mest mulig værdi fra olien og gassen, både direkte i form af indtægter fra Nordsøen og indirekte i form af nye eksportmuligheder og arbejdspladser.
- Organisationens fire fokusområder er udvikling af olie- og gassektoren, infrastruktur, miljø og sikkerhed samt kompetenceudvikling.
- Organisationen samler de hidtidige organisationer Danske Operatører, hvor blandt andet Mærsk Olie & Gas og DONG Energy er medlemmer, og medlemsorganisationen for underleverandører og servicevirksomheder til offshoreindustrien, Dansk Offshore Industri.
Bestyrelsen for Olie Gas Danmark:
Vice President Franz Willum Sørensen, Maersk Oil (bestyrelsesformand)
Vice President Verner Andersen, Semco Maritime (næstformand)
Country manager Flemming Horn Nielsen, DONG E&P A/S
Country manager Anders Nymann, HESS Danmark Aps
Adm. direktør John Sørensen, Ramboll Oil & Gas.
Olie Gas Danmarks Sekretariat:
Adm. direktør Martin Peter Næsby
Sekretariatschef Esben Mortensen
Billeder

Information om Olie Gas Danmark
Følg pressemeddelelser fra Olie Gas Danmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.