Psykolog advarer: Politikerne skal handle nu, hvis vi ikke skal efterlade de unge alene med chatbotten
12.11.2026 10:58:58 CET | GirlTalk | Pressemeddelelse
Vi risikerer at svigte en generation af unge, hvis menneskelig hjælp bliver mindre tilgængelig, mens AI overtager flere fortrolige samtaler. Sådan lyder advarslen fra psykolog og GirlTalk-direktør Anna Bjerre. GirlTalk appellerer til finanslovens forhandlere om at styrke indsatsen for at nå pigerne, før deres mistrivsel bliver alvorlig.

Unge betror sig til chatbots om tanker og problemer, de har svært ved at dele med andre. Anna Bjerre, der gennem mere end 20 år i GirlTalk har arbejdet med piger og unge kvinders trivsel, frygter, at teknologien kommer til at erstatte den kontakt, de unge har allermest brug for.
”Hvis unge taler med AI i stedet for mennesker, risikerer vi en generation i social isolation. Det er de år, der former dem. Det er gennem mennesker, de lærer at forstå andre, håndtere følelser og indgå i relationer. Jeg er dybt bekymret for, at vi svigter dem, hvis vi lader en chatbot overtage den plads”, siger Anna Bjerre, klinisk psykolog og direktør i GirlTalk.
Næsten hver tredje blandt børn og unge, der oplever ensomhed, bruger en AI-chatbot til følelsesmæssig støtte, viser en undersøgelse fra Red Barnet og TrygFonden. Børns Vilkårs seneste undersøgelse viser samtidig, at hver tredje pige, der har brugt en chatbot, har haft personlige samtaler med den.
Hvem opdager det, når en pige betror sig til en chatbot?
I GirlTalks gratis, anonyme rådgivning møder piger unge, uddannede frivillige. Samtalerne handler om alt fra konflikter og lavt selvværd til selvskade og selvmordstanker. Rådgivningen kan være det første sted, en pige fortæller, hvordan hun har det – før forældre eller skole kender til problemerne.
GirlTalk ser en tendens til færre henvendelser, fordi flere piger søger støtte hos chatbots i stedet for at række ud til et menneske.
Det er de piger, vi skal nå nu. Hvis deres sværeste tanker bliver mellem dem og en chatbot, risikerer problemerne at vokse, uden at et menneske opdager, hvor alvorligt det står til.
Finansloven skal sikre hjælpen nu
Vi har brug for politisk hjælp, for at nå flere piger med menneskelig hjælp. Uden en mere varig finansiering risikerer vi at måtte reducere tilbuddet, så færre piger kan få hjælp af et andet menneske.
GirlTalk er primært fondsfinansieret. Hovedparten af midlerne er tidsafgrænsede og bundet til projekter, og det er blevet vanskeligere at finansiere den løbende rådgivning. Derfor appellerer organisationen til, at de aktuelle finanslovsforhandlinger sikrer varige rammer om hjælpen til piger i hele landet.
”Vi svigter pigerne, hvis vi beder dem række ud til et menneske, men ikke sikrer, at der er nogen at tale med. Finanslovens forhandlere har mulighed for at tage ansvar nu. Vi appellerer til, at de sikrer GirlTalks rådgivning, så vi kan nå flere piger, før de får det værre. Vi kan ikke vente endnu et år på de fulde konsekvenser og så konstatere, at vi tabte en generation undervejs”, siger Anna Bjerre.
Fakta
-GirlTalk er en landsdækkende NGO, der arbejder for piger og unge kvinders trivsel.
-Chatrådgivningen er gratis, anonym og akkrediteret efter Rådgivning Danmarks kvalitetsmodel. De unge frivillige rådgivere er uddannede og får løbende supervision og faglig støtte.
- GirlTalk har brug for syv mio. kr. om året til at sikre driften af den landsdækkende rådgivning og styrke indsatsen for at nå pigerne. Det er det beløb, vi søger som en fast bevilling på finansloven.
- Girltalk risikerer på sigt at måtte lukke dele af rådgivningen ned, så færre piger kan få hjælp. Konsekvenserne er kortere åbningstider, færre rådgivere på vagt og færre samtaler. På sigt risikerer vi at måtte lukke dele af rådgivningen ned. Det betyder, at piger kan række ud uden at kunne komme i kontakt med os og blive alene med problemerne, mens deres mistrivsel forværres.
-GirlTalk får sværere ved at nå de piger, som søger hjælp hos en chatbot og risikerer at blive mere isolerede, uden at et menneske opdager, hvor alvorligt de har det.
-Færre midler vil også begrænse, hvor mange frivillige vi kan uddanne og understøtte med supervision og faglig støtte.
Ekstra citater:
Anna Bjerre, direktør, stifter og klinisk psykolog, GirlTalk
Spørgsmålet er ikke kun, om chatbotten giver gode eller dårlige råd. Det er også mere grundlæggende: Hvad sker der, hvis den teknologi, der opleves som en relation, begynder at erstatte relationen til andre mennesker?
Hvis jeg spørger: "Stoler du nok på chatbotten til at lade den være unges fortrolige?", tror jeg, mange voksne instinktivt vil svare nej. Men undersøgelserne viser, at en del af de unge allerede har svaret ja.
Udviklingen går hurtigt. Derfor er det nu, vi skal beslutte, hvilken rolle vi ønsker, at AI skal have i unges liv. Den må gerne hjælpe dem med at finde svar. Men børn og unge skal også have nogen at betro sig til - et menneske, ikke kun en chatbot.
Cathrine Lauritzen, frivillig holdleder, GirlTalks chatrådgivning
Vi bliver ofte spurgt, om vi er chatbots. Vi oplever i stigende grad, at pigerne gerne vil have en forsikring om, at de faktisk skriver med et rigtigt menneske. I rådgivningen har vi også lagt mærke til, at mange skriver til os, som om vi var chatbots, og nærmest prompter os, hvis vi ikke svarer hurtigt nok.
Nøgleord
Kontakter
Camilla PihlPresseansvarlig
Tlf:44184879Camilla.Pihl@girltalk.dkBilleder



Om GirlTalk
GirlTalk er en landsdækkende NGO, der arbejder for at styrke trivslen blandt piger og unge kvinder gennem direkte støtte til den enkelte samt ved at styrke fællesskaberne og de voksne omkring hende.
Samtidig arbejder vi for at omsætte pigernes erfaringer til viden, handling og samfundsforandring. På den måde hjælper vi ikke kun den enkelte, men bidrager også til varige forbedringer for piger og unge kvinder i hele Danmark.
Følg pressemeddelelser fra GirlTalk
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra GirlTalk
Hvad håber unge, at paracetamol hjælper dem med, når livet gør ondt?26.10.2026 15:16:52 CET | Nyhed
I ny DR-dokumentar på fortæller Anna Bjerre om årsagerne til nogle unges overforbrug af smertestillende medicin. Nogle unge tager piller mod følelsesmæssigt ubehag i håb om at få det mindre dårligt og opleve, at de gør noget konkret ved en svær situation.
GirlTalk: Voksne bør gå forrest og sige fra over for kvindefjendsk indhold19.10.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ny rapport fra Center for Digital Pædagogik og Analyse & Tal viser, hvordan unge mænd på TikTok bliver præsenteret for kvindefjendsk indhold, også uden selv at opsøge det. Både drenge og piger har brug for fællesskaber, hvor de bliver mødt med respekt.
GirlTalk udbreder indsats for piger i mistrivsel til flere kommuner19.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
GirlTalk kan nu udbrede gruppeforløbet EmpowR til flere kommuner med en samlet bevilling på 9,5 mio. kr. fra Alm. Brand Foreningen 1792 og Østifterne.
Nyt initiativ hjælper unge kvinder uden for job og uddannelse til at få mere fodfæste13.5.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune har besluttet at afsætte 500.000 kroner til GirlTalks gruppeforløb Sisterhood i 2026 efter lovende erfaringer fra et pilotprojekt støttet af Foreningen Roskilde Festival. Bevillingen skal give flere unge kvinder adgang til trygge fællesskaber, der styrker trivsel, tilknytning og retning i en livssituation præget af usikkerhed, ensomhed og mistrivsel.
Pigers trivsel under pres: Ny indsats rykker ind i klasselokalet9.4.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
En ny foredragsindsats fra GirlTalk skal styrke selvværd og fællesskaber blandt piger og unge kvinder i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelser. Indsatsen er støttet af Codan Fonden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum