Jyske Bank A/S

Nye regler giver økonomisk håndsrækning til seniorer og arvinger

12.11.2026 11:23:59 CET | Jyske Bank A/S | Pressemeddelelse

Del

Seniorer kan se frem til et større skattefradrag. Det er resultatet af et lovforslag, som netop i dag er vedtaget i Folketinget. Det betyder samtidigt, at niecer og nevøer skal betale mindre i arveafgift.

Er du senior med en årsløn på 500.000 kroner kan det nye lovforslag, som netop i dag er vedtaget i Folketinget, betyde omkring 8.000 kroner mere om året efter skat.
Er du senior med en årsløn på 500.000 kroner kan det nye lovforslag, som netop i dag er vedtaget i Folketinget, betyde omkring 8.000 kroner mere om året efter skat.

Der er godt nyt for pengepungen, hvis du nærmer dig pensionsalderen og fortsat går på arbejde. Et nyt seniorbeskæftigelsesfradrag, som netop er vedtaget i Folketinget i dag, kan give flere hundrede kroner ekstra om måneden efter skat.  

Samtidig er der godt nyt for dem, der står til at arve fra en onkel eller tante, eftersom at afgiften på arv til niecer og nevøer falder markant fra 2027. 

Flere penge til seniorer, der fortsætter med at arbejde
Fremover gælder fradraget nemlig i de sidste fem år før folkepensionsalderen, og samtidig bliver det sat markant op. Ændringen får virkning allerede fra indkomståret 2026.  

For en senior med en årsløn på 500.000 kroner kan de nye regler betyde omkring 8.000 kroner mere om året efter skat. Det svarer til godt 650 kroner ekstra om måneden, ifølge privatøkonom Bettina Brask, Jyske Bank.

”650 kroner om måneden afgør selvfølgelig ikke, hvornår man går på pension. Men det er penge, der kan mærkes i hverdagen. Det kan måske være et lille plus ved at blive lidt længere på arbejdsmarkedet,” siger Bettina Brask.

De ekstra penge kan både give lidt mere luft i økonomien her og nu og være værd at tage med i regnestykket, når man overvejer, hvornår arbejdslivet skal skiftes ud med pensionstilværelsen.

Mere af arven bliver i familien
For niecer og nevøer er der en økonomisk gevinst i de nye regler. Fra 1. januar 2027 skal de ikke længere betale den ekstra afgift på 25 procent, når de arver. Det betyder, at afgiften falder fra op til 36,25 procent til 15 procent.

”Der kan være stor forskel på regningen, alt efter om pengene gives som gave eller går videre som arv. Derfor er det en god anledning til at se på, hvordan man ønsker at give sin formue videre, især hvis man ikke selv har børn,” siger Bettina Brask. 

Forskellen kan være stor, ifølge privatøkonomen. Arver en niece eller nevø 1 mio. kroner kan vedkommende beholde mere end 200.000 kroner ekstra med de nye regler. Det kan især være relevant for dem uden børn, hvor en niece eller nevø kan være blandt de nærmeste arvinger.  

Men her er der en vigtig krølle: De nye regler gælder kun arv, ikke gaver. Giver man i stedet en større sum penge til sin niece eller sin nevø, mens man lever, vil pengene som udgangspunkt fortsat blive beskattet som personlig indkomst hos modtageren.  

Tjek om økonomi og planer hænger sammen
De nye regler kan være en god anledning til at se på, om ens planer stadigt hænger sammen med den økonomi og de ønsker, man har. Det gælder både, hvis man nærmer sig pensionen, og hvis man gerne vil have styr på, hvem der en dag skal arve. 

Her kan det være relevant at kigge på både pension, testamente og begunstigelser på pensionsordninger.

"Små ændringer i reglerne kan faktisk gøre en stor forskel for, hvor pengene i sidste ende havner," slutter Bettina Brask.

Det betyder de nye regler

For seniorer: 

  • Seniorbeskæftigelsesfradraget udvides fra de sidste to til de sidste fem år før folkepensionsalderen. 

  • Fradraget stiger fra 1,4 til 8,5 procent af lønindkomsten

  • Det maksimale fradrag stiger fra 6.100 kr. til 37.000 kr. 

  • Ændringen får virkning fra indkomståret 2026

  • En senior med en løn på 500.000 kr. kan få omkring 8.000 kr. mere om året efter skat sammenlignet med de hidtidige regler

For niecer og nevøer:

  • Fra 1. januar 2027 afskaffes den ekstra afgift på 25 procent ved arv 

  • Det betyder, at afgiften falder fra op til 36,25 procent til 15 procent

  • Ved en arv på 1 mio. kr. kan en niece eller nevø beholde mere end 200.000 kr. ekstra

  • De nye regler gælder arv, ikke gaver. 

Billeder

De nye regler gælder kun arv, ikke gaver, ifølge Bettina Brask.
De nye regler gælder kun arv, ikke gaver, ifølge Bettina Brask.
Download

Om Jyske Bank A/S

Jyske Bank A/S er blandt Danmarks største pengeinstitutter. Banken tilbyder finansielle løsninger til privat- og erhvervskunder og er ejer af realkredit-selskabet Jyske Realkredit og af leasingselskabet Jyske Finans, der tilbyder leasing af biler og maskiner. Jyske Bank har cirka 140.000 aktionærer. www.jyskebank.dk

Følg pressemeddelelser fra Jyske Bank A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Jyske Bank A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye