Globenewswire

MT Højgaard Holding A/S

12.11.2026 07:56:00 CET | Globenewswire | Pressemeddelelse

Del

MT Højgaard Holding A/S: 3. kvartal blev årets hidtil bedste og travleste

MT Højgaard Holding A/S: 3. kvartal blev årets hidtil bedste og travleste

RESULTATER I 3. KVARTAL 2026

(Sammenligningstal for 3. kvartal 2025 i parentes)

3. kvartal blev som ventet det hidtil travleste og mest lønsomme i 2026.

  • Omsætningen steg 12% til 2,7 mia. kr., drevet af høj, tocifret vækst i MT Højgaard Danmark, mens Enemærke & Petersens toplinje faldt svagt.
  • Driftsresultatet (EBIT) steg 13% til 125 mio. kr. efter stigende aktivitet og bedre marginer i MT Højgaard Danmark. Enemærke & Petersens indtjening faldt på grund af tidligere nedskrivninger på ikke-kerneprojekter, men der var ikke væsentlige nye nedskrivninger i kvartalet.
  • Nettoresultatet blev 89 mio. kr. (70 mio. kr.).
  • Pengestrømmene fra driften blev forbedret til 350 mio. kr. (35 mio. kr.). Periodeforskydninger bidrog kraftigt til forbedringen.

ORDREINDGANG OG ORDREPORTEFØLJE

Der var igen i 3. kvartal en fornuftig tilgang af nye ordrer fra licitationer, partnerskaber og samarbejder. Ordreindgangen var på niveau med 3. kvartal sidste år, mens ordrebogen voksede.

  • De to forretningsenheder vandt endelige, ubetingede ordrer for 1,8 mia. kr. (1,8 mia. kr.) og andre ordrer for 0,9 mia. kr., som vil indgå i ordreindgangen, når de kontraheres endeligt.
  • Ordrebogen med de endelige, ubetingede ordrer voksede 21% til 13,3 mia. kr.
  • Den samlede ordreportefølje steg til 24,4 mia. kr. (22,5 mia. kr.). Porteføljen består af de endelige ordrer samt vundne, men endnu ikke tildelte ordrer for 6,1 mia. kr., fremtidige opgaver i partnerskaber med en skønnet værdi på 4,6 mia. kr. og ordrer i joint ventures for 0,4 mia. kr.

FORVENTNINGER TIL 2026 FASTHOLDES

MT Højgaard Holding fastholder de forventninger, der blev meldt ud 3. juni efter indgåelsen af aftalen om Nordhavnstunnelen i København. Forventningerne understøttes af en høj ordredækning.

  • Omsætningen ventes at blive 10,0-10,5 mia. kr. Ultimo september var 98% af årets forventede omsætning på bygge- og anlægsentrepriser dækket af endelige ordrer (98%).
  • Driftsresultatet (EBIT) ventes at blive 225-275 mio. kr. Heri indgår avance fra et grundsalg, som ventes effektueret i 4. kvartal.
  • Justeret for den tidligere nedskrivning på 175 mio. kr. af joint venturet Nordhavnstunnelen ventes driftsresultatet at blive på niveau med sidste år.
  • Der er fortsat basis for, at nettoresultatet falder mindre end driftsresultatet.

”Vi skabte den forventede fremgang i 3. kvartal og står godt rustet til at fortsætte i det spor med den forenkling af strukturen, vi foretager i den kommende tid for at robustgøre koncernen yderligere ved at styrke fagligheden, fremme koordineringen og afkorte beslutningsvejene. MT Højgaard Danmark eksekverer fortsat stærkt på sin store ordrebeholdning, og Enemærke & Petersen stabiliserer forretningen med et skarpere fokus på projekteksekvering og en god beholdning af opgaver inden for sine klassiske kernediscipliner,” siger CEO Rasmus Untidt.  

Kontakt
Henvendelse til CEO Rasmus Untidt og CFO Dennis Nørgaard på tlf. +45 31 21 68 72.

Rasmus Untidt og Dennis Nørgaard præsenterer delårsrapporten på en telekonference den 12. november 2026 kl. 10.00 (CET). Telekonferencen afholdes på engelsk og kan følges her.

Vedhæftede filer


Vedhæftede filer

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye