Tænketanken Hav

15 mio. kr. til videreførelse af Danmark Planter Ålegræs: Nu skal flere børn og unge engageres i havmiljøet.

12.11.2026 06:00:00 CET | Tænketanken Hav | Pressemeddelelse

Del

Med 15,3 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden er Tænketanken Hav klar til at videreudvikle projektet Danmark Planter Ålegræs sammen med Syddansk Universitet som videnskabelig partner. Det sker efter de første tre år med en stor frivillig indsats og tusindvis af danskere, som har plantet ålegræs til gavn for det danske havmiljø.

Landsdækkende ålegræsprojekt får ny støtte af Nordea-fonden.
Landsdækkende ålegræsprojekt får ny støtte af Nordea-fonden. Foto: Rune Wissing

Danmark Planter Ålegræs skal fortsat engagere danskerne i havmiljøet og bidrage til konkret naturgenopretning ved at plante ålegræs langs de danske kyster. Samtidig fortsætter de frivilliges store indsats med at indsamle viden om havet til gavn for forskningen. 

De kommende tre år (2027-2030) kommer der særligt fokus på at engagere skoleelever i vores havmiljø. Samtidig bliver der større fokus på fjordsystemer, hvor flere udplantninger tænkes sammen for at skabe en mere sammenhængende indsats og bedre muligheder for at genoprette ålegræsset i større områder. 

”Siden Danmark Planter Ålegræs blev søsat i 2024, har vi set, at danskerne gerne vil engagere sig i havet, når de får mulighed for at gøre en konkret forskel. Nu bygger vi videre på det stærke fundament. Vi skal have endnu flere børn og unge med, styrke de lokale fællesskaber og samtidig blive klogere på, hvordan vi bedst kan genoprette ålegræs i de danske fjorde,” siger Liselotte Hohwy Stokholm, direktør i Tænketanken Hav. 

Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden, siger:  ”Med 'Danmark Planter Ålegræs’ får vi alle mulighed for at engagere os aktivt i vores havmiljø. Frivillige i hele landet planter ålegræs og indsamler viden– mens flere børn og unge nu også får mulighed for at blive klogerere på havets tilstand, selv bidrage med handling og samtidig få fælles oplevelser i den blå natur. Projektet bliver løftet i tæt samarbejde med forskere fra Syddansk Universitet. Det vil vi gerne bakke op om hos Nordea-fonden.” 

Havet skal på skoleskemaet 

Et nyt centralt element bliver undervisnings- og formidlingsforløb for børn og unge. I samarbejde med undervisningsforlag og Danmarks blå formidlingsaktører – blandt andet naturcentre, akvarier og nationalparker – skal der udvikles forløb, som kombinerer faglig viden med praktiske oplevelser. Målet er hvert år at engagere mindst 2.000 børn og unge på tværs af klassetrin. 

Større sammenhæng i genopretningen 

Udplantningerne af ålegræs i projektet skal fremover indgå i større indsatser på tværs af fjordsystemer frem for primært at fokusere på enkeltstående lokaliteter. Hvert år skal 4–6 fjordsystemer indgå med testudplantninger, og der planlægges 3–5 større udplantninger. Syddansk Universitet fortsætter som videnskabelig partner og skal blandt andet udvælge lokaliteter og kvalitetssikre de data, som frivillige indsamler. De frivilliges data har stor videnskabelig værdi og bruges bl.a. til at lokalisere, hvor forholdene er mest gunstige ift. at udplante ålegræs i stor skala.  

Lokale fællesskaber og frivillige 

De frivillige er fortsat centrale for indsatsen. Lokale frivillighubs med blandt andre dykkerklubber, sejlklubber og foreninger skal organisere udplantninger og skabe lokal forankring. Samtidig udvides den årlige nationale udplantningsdag fra én til flere dage omkring Havets Dag den 8. juni. 

Resultater fra Danmark Planter Ålegræs 2024–2026 

  • Over 4.000 danskere har været med til at plante ålegræs på tværs af landet. 

  • 22 % af den danske befolkning kender til Danmark Planter Ålegræs. 

  • 2,3 hektar ålegræs er plantet ud ved 91 udplantninger langs de danske kyster. 

Om Danmark Planter Ålegræs: Danmark Planter Ålegræs blev søsat i 2024 af Tænketanken Hav med en ambition om at forbedre biodiversitet, indsamle viden og styrke forståelsen for naturens tilstand under havoverfladen. Projektet blev oprindeligt støttet med 8,8 mio. kr. af Nordea-fonden frem til 2026. Danmark Planter Ålegræs bliver nu videreudviklet fra 2027-2030 med yderligere 15,3 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden. Tænketanken Hav er projektleder, og Syddansk Universitet er videnskabelig partner. 

Om ålegræs: Ålegræsenge er vigtige levesteder for fisk og bunddyr. De bidrager til biodiversiteten, stabiliserer havbunden og optager næringsstoffer. De danske bestande er gået tilbage med over to tredjedele over de seneste 100 år. 

Nøgleord

Kontakter

Om Tænketanken Hav

Tænketanken Hav er omdrejningspunkt i arbejdet for et rent, sundt hav og en bæredygtig brug af havet. Tænketanken samler viden og skaber samarbejde mellem virksomheder, borgere og beslutningstagere om at sikre en genopretning af havet og en omstilling af alle sektorer og aktiviteter, der påvirker havet.

Tænketanken Hav er stiftet på initiativ af VELUX FONDEN.

Følg pressemeddelelser fra Tænketanken Hav

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tænketanken Hav

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye