Ny udsigtsplatform og mere liv i skoven ved foden af Skamlingsbanken
11.11.2026 11:09:17 CET | Kolding Kommune | Pressemeddelelse
Opdateret med nye oplysninger: Sprængningen af de to træer vil ske torsdag den 12. november.
--
I løbet af 2027 vil en ny attraktion stå klar ved Skamlingsbanken. Fra en udsigtsplatform oppe i trætoppene vil du kunne få en storslået panoramaudsigt ud over hav, skov og eng, og måske ser du en havørn majestætisk svævende på jagt efter føde. Parallelt med anlægsarbejdet af platformen vil der blive arbejdet med at skabe grobund for mere biodiversitet i den del af skoven. Det starter med et brag med sprængningen af toppen af to bøgetræer.

Havørnereden er navnet på den nye spektakulære udsigtsplatform, der bliver placeret i skovbrynet neden for Skamlingsbanken ud mod engen og med udsigt over kysten ved Binderup/Grønninghoved Strand.
”Den store udsigtsplatform anlægges i skovbrynet omkring en mindre gruppe høje træer. Det er to af bøgetræerne her, vi sprænger toppen af. Det ene træ hælder, og det tør vi ikke lade stå, og begge bøgene skygger for to flotte egetræer, som vi gerne vil give lidt bedre vækstvilkår. Bøgetræer har vi masser af på Skamlingsbanken, mens der er forholdsvis få egetræer, og de kræver lys for at trives,” forklarer projektleder Mette List, Kolding Kommune.
Sprængningen af de to træer vil ske torsdag den 12. november, hvor området i en kort periode vil være afspærret.
Toppen sprænges af træer
Når toppen af træerne sprænges, sker det for at skabe levesteder til nogle af de mange arter, som har det svært i mange moderne skove, fordi der mangler stort dødt træ.
”Vi arbejder målrettet på at give naturen mere plads og øge biodiversiteten på Skamlingsbanken. Døende og dødt ved er nøgleelementer i skoven, og noget vi har alt for lidt af. Når man veteraniserer et træ, som det hedder, påfører man træet skader som ved et lynnedslag. Skaderne svækker træet, som langsomt vil begynde at blive nedbrudt, og de mange brud og sprækker giver mulighed for, at vand, svampe og insekter kan rykke ind og skabe grobund for et mylder af liv,” oplyser Mette List.
Stammen bliver stående efter sprængningen, og resterne af de sprængte grene får lov at blive liggende i skovbunden. På den måde får gæsterne ved den kommende udsigtsplatform mulighed for at følge med i, hvad der sker med træ, som langsomt går i opløsning og giver føde og plads til masser af andet liv.
”Det kommer vi til at bruge i vores formidling for at give både børn og voksne en bedre forståelse af de naturlige processer i skoven,” oplyser Mette List.
Bliv klog på havørnen
Foruden en storslået udsigt bliver formidling et kernepunkt i den nye udsigtsplatform, der bliver bygget i grænselandet mellem land og vand – lige midt i havørnens land.
”Havørnen er jo en renlivet succes i vores danske natur. Efter at have været udryddet i Danmark dukkede den pludselig op igen midt i 1990’erne. F.eks. bor der et par ved Solkær Enge, som jævnligt kikker forbi kystområdet, hvor vores nye platform bliver sat op,” fortæller Mette List.
Ved den nye udsigtsplatform bliver der mulighed for at blive klogere på Danmarks største rovfugl – eller ”den flyvende dør” som havørnen med et vingefang på op til 2,50 meter også kaldes.
Projektet udføres af Kolding Kommune i samarbejde med Museum Kolding og Naturpark Lillebælt og er medfinansieret af Den Europæiske Union.
Kontakter
Mette List, projektleder, Kolding Kommune - 30 35 31 64, meli@kolding.dk
Billeder
Om Kolding Kommune
Kolding er et stærkt centrum for erhverv, uddannelse, kultur samt design og rummer over 55.000 arbejdspladser, har ca. 95.900 indbyggere og dækker et areal på ca. 605 km². Som den eneste by i Skandinavien er Kolding udnævnt af UNESCO som Creative City inden for design og rummer markante kulturinstitutioner som Koldinghus og Trapholt. Med afsæt i fællesskab, kreativitet og handlekraft arbejder Kolding Kommune for at skabe gode rammer for borgere, virksomheder og besøgende.
Følg pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Kolding Kommune
Der bliver ryddet op på Verdensmålspladsen10.11.2026 11:18:53 CET | Pressemeddelelse
Forsøget med midlertidige byrumsmøbler og plantekasser på pladsen mellem biblioteket, banegården og det tidligere posthus i Kolding slutter, og inventaret fjernes. Samtidig flyttes skulpturen ”Tanker om en bro” i depot.
Julelysene breder sig i Kolding bymidte6.11.2026 16:23:33 CET | Pressemeddelelse
Borgmester Jakob Ville tænder lysene i gaderne og på butikkerne i Kolding bymidte onsdag 11. november kl. 17.30. Og der er flere julelys i gaderne i år, end der var sidste år.
Efterårsrengøring af veje med ekstra fokus på ukrudt5.11.2026 15:04:35 CET | Pressemeddelelse
De kommende uger gennemfører Kolding Kommune den store efterårsrengøring af kommunens veje og cykelstier. Her vil flere hundrede tons grus, sten, cigaretskod, blade, glas, plastic, osv. blive fejet sammen og fjernet fra veje og cykelstier.
Endnu et millionbeløb skal sikre gode rammer for fællesskaber5.11.2026 14:37:29 CET | Pressemeddelelse
For anden gang i år uddeler Kolding Kommune midler fra Energi- og bygningsrenoveringspuljen. 1,37 millioner går blandt andet til automatisk varmestyring i en hal og en ny styretavle i svømmehal med 50.000 årlige besøgende.
Virksomheder i Kolding Kommune kan nu indstilles til SammenomJOB 20275.11.2026 11:05:49 CET | Pressemeddelelse
Kolding Kommune åbner nu for indstillinger, så vi sammen kan hylde de virksomheder, der står sammen om at skabe et endnu mere bæredygtigt arbejdsmarked. Du kan indstille virksomheden fra 5. november og frem til 14. januar.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

