Fonden for Entreprenørskab

Fire elever fra Frederikssund vandt 10.000 kroner med idé til tryghedsarmbånd

11.11.2026 09:53:42 CET | Fonden for Entreprenørskab | Pressemeddelelse

Del

Fire EUX-elever fra Frederikssund har udviklet et armbånd, der skal skabe større tryghed ved at sende brugerens lokation til pårørende. Nu har idéen sikret dem førstepladsen i kategorien Kickstart Programme ved Danmarks Entreprenørskabsfestival.

Malthe Gade Kristensen, Solomon Haileyesus, Halima Kalash og Isabell Jerichau vandt årets Kickstart Programme for armbåndet Lumi. De går på Frederikssund Handelsskole. De er fotograferet med direktør i Fonden for Entreprenørskab, Christian Vintergaard.
Malthe Gade Kristensen, Solomon Haileyesus, Halima Kalash og Isabell Jerichau vandt årets Kickstart Programme for armbåndet Lumi. De går på Frederikssund Handelsskole. De er fotograferet med direktør i Fonden for Entreprenørskab, Christian Vintergaard. Rasmus Degnbol

Et enkelt dobbelttryk på armbåndet ved navn Lumi skal være nok til at give ens nærmeste besked, hvis man føler sig utryg.

Det er projektet, som fire elever fra EUX Frederikssund tirsdag vandt førstepladsen med i Kickstart Programme ved Danmarks Entreprenørskabsfestival i K.B. Hallen på Frederiksberg.

Malthe Gade Kristensen, Solomon Haileyesus, Halima Kalash og Isabell Jerichau har udviklet armbåndet Lumi, der ved to tryk sender brugerens lokation til de nærmeste pårørende. Med sejren kunne de fire elever tage hjem med 10.000 kroner i præmiepenge.

Fra skoleprojekt til prisvindende idé

For eleverne fra Frederikssund kom førstepladsen som en stor overraskelse.

– Vi havde slet ikke regnet med at vinde, så det er virkelig fedt. Vi havde ikke forventet, at vores idé ville nå så langt. Det startede som et skoleprojekt, men nu er det blevet til noget meget større, fortæller en af eleverne lige efter sejren. 

Lumi er blevet udviklet som en del af Kickstart Programme, der er et undervisningsforløb i entreprenørskab for elever på erhvervsuddannelserne. Undervejs har eleverne arbejdet med at udvikle deres idé og finde løsninger på de udfordringer, der opstår, når et projekt skal føres fra tanke til handling.

– Vi har lært meget om innovation, og hvordan man udvikler en idé og arbejder sig igennem de udfordringer, der opstår undervejs. Vi er også blevet bedre til at samarbejde og præsentere vores idé for andre. 

Måske julegaver

Selvom de fire elever nu har 10.000 kroner at gøre godt med, har de endnu ikke lagt sig fast på, hvad præmiepengene skal bruges til.

– Det ved vi faktisk ikke helt endnu. Måske beholder vi pengene og investerer dem hver især. Ellers kan det være, at nogle af dem skal bruges på julegaver, lyder det. 

Udover sejren tager de også oplevelsen af at møde andre unge med kreative idéer med sig hjem.

– Det har været fedt at være med, hvor vi har gået rundt, mødt andre elever og oplevet de forskellige aktiviteter, siger en af eleverne. 

Næsten 1600 deltagere

Danmarks Entreprenørskabsfestival blev afholdt af Fonden for Entreprenørskab og samlede tirsdag næsten 1600 elever, undervisere og øvrige gæster i K.B. Hallen på Frederiksberg.

Her fik elever fra ungdomsuddannelserne mulighed for at præsentere deres idéer og få feedback og sparring fra dommere og repræsentanter fra erhvervslivet.

Festivalen var den første af seks entreprenørskabsfestivaler, som Fonden for Entreprenørskab afholder rundt om i Danmark i november.

Om Fonden for Entreprenørskab

Entreprenørskab skal være for alle, for det giver børn og unge evner til at skabe, forandre og gøre en forskel i verden. Det er Fonden for Entreprenørskabs vision, og det vi er drevet af i vores arbejde på skoler og uddannelser.

Det gør Fonden ved at hjælpe skoler og uddannelser med at fremme entreprenante og innovative evner hos elever og studerende. Målet er, at entreprenørskab skal være en naturlig del af undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Helt konkret arbejder Fonden for at sikre, at alle elever og studerende færdiggør skole og uddannelse med evner til at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi som både talentfulde iværksættere og værdifulde medarbejdere til gavn for Danmark. Vi kalder det entreprenant dannelse.

Fonden for Entreprenørskab er desuden det centrale nationale videncenter og omdrejningspunkt for udvikling af entreprenørskab i undervisningen på alle uddannelsesniveauer i Danmark.

Følg pressemeddelelser fra Fonden for Entreprenørskab

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Fonden for Entreprenørskab

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye