By-, Land- og Transportministeriet

Cykelfest i Midtjylland: EM i landevejscykling kommer til Herning og Silkeborg i 2027

11.11.2026 15:01:10 CET | By-, Land- og Transportministeriet | Pressemeddelelse

Del

Nogle af Europas bedste cykelryttere skal kæmpe om EM-medaljer på de midtjyske landeveje, når Herning og Silkeborg i 2027 danner rammen om europamesterskaberne i landevejscykling.

Danmark bliver endnu en gang centrum for international cykelsport, når EM i landevejscykling kommer til Midtjylland i september 2027.

Herning og Silkeborg bliver værtsbyer for mesterskaberne, der strækker sig over cirka fem dage. Herning lægger asfalt til linjeløbene, mens Silkeborg danner rammen om enkeltstarterne.

Med EM i landevejscykling bygger Danmark videre på erfaringerne fra blandt andet Tour de France-starten i 2022 og Copenhagen Sprint. Mesterskaberne skal samtidig være med til at styrke turismen og vise Danmark frem som cykelnation. Regeringen har derfor valgt at støtte op om værtskabet, så cykelfesten kommer til Midtjylland. 

By-, land- og transportminister Karina Lorentzen Dehnhardt siger:

- Danmark er en cykelnation, og vi har gang på gang vist, at vi kan skabe en fantastisk folkefest, når verdens bedste cykelryttere kommer på besøg. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu kan se frem til endnu en stor international cykelbegivenhed på dansk jord. Jeg håber, at rigtig mange danskere og udenlandske gæster vil finde vej til Midtjylland og være med til at skabe en kæmpe cykelfest, når Europas bedste ryttere skal kæmpe om medaljerne.

Kulturminister Zenia Stampe siger:

- Jeg glæder mig til, at Europas bedste ryttere kommer forbi, for så vil de både møde smukke landskaber i Midtjylland og en masse feststemte danskere. Regeringen har som mål at få flere store sportsbegivenheder til Danmark. Det får vi nu. Internationale sportsbegivenheder skaber begejstring og glæde og forhåbentlig får flere lyst til selv at hoppe på cyklen. EM bliver startskuddet til nogle fantastiske år for cykelglade danskere, for allerede i 2029 kommer VM i cykling til Danmark.

Helle Gade (Soc.dem.), Borgmester i Silkeborg Kommune siger:

- Silkeborg og cykling passer ganske enkelt godt sammen. I 2027 får vi Europas bedste ryttere til Søhøjlandet, hvor vores natur og landskab bliver en del af scenen. Rytterne får ikke bare en start- og målstreg – de får Søhøjlandets natur, som kulisse på en rute, der både skal udfordre dem og give publikum en stor oplevelse. Vi får derfor en mulighed for at vise, hvad vores område kan tilbyde både ryttere og publikum. Et europamesterskab i landevejscykling understreger vores ambition om at gøre Silkeborg til en attraktiv international cykeldestination. 

Dorthe West (V), Borgmester i Herning Kommune siger:

- Herning har en stærk cykeltradition, og vi er stolte af igen at kunne byde nogle af verdens bedste cykelryttere velkommen. Herning har tidligere lagt asfalt til både Giro d'Italia og EM i landevejscykling og har gennem mange år vist, at vi kan skabe cykelbegivenheder på højeste internationale niveau.
Nu vender EM tilbage, og denne gang gør vi det sammen med Silkeborg. To stærke cykelbyer, ét stort mesterskab og en fantastisk mulighed for at skabe en cykelfest, der samler mennesker og sætter hele Midtjylland på det internationale cykelkort.

Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark, siger:

- Danmark står foran nogle fantastiske år som international cykelnation. EM i landevejscykling 2027 i
Midtjylland bliver ét af årets eventhøjdepunkter, og samtidig også startskuddet til en stærk række af store
mesterskaber med bl.a. VM i landevejscykling i 2029 og VM i cyklecross i 2032. Det understreger Danmarks position som en attraktiv og ambitiøs vært for de allerstørste internationale cykelevents.
 
Enrico Della Casa, præsident for Det Europæiske Cykelforbund (UEC), siger:

- Vi glæder os meget til at vende tilbage til Danmark efter ti år. Siden Danmark var vært for EM i 2017, har mesterskabet udviklet sig markant og er i dag en begivenhed i verdensklasse, der tiltrækker medier og cykelentusiaster fra hele verden. Der var ingen tvivl i vores bestyrelse om valget af Danmark som værtsnation. Danmark er en stærk cykelnation med stolte sportslige traditioner, et særligt fokus på ungdom og sikkerhed og en internationalt anerkendt evne til at arrangere store begivenheder. Samtidig har Danmark med en visionær tilgang formået at styrke cykling både som transportform og som elitesport. De mange internationale topresultater er det bedste bevis på, hvor godt det arbejde er lykkedes.

Morten Anderson, bestyrelsesformand i Danmarks Cykle Union, siger:

- Herning og Silkeborg er byer med stolte cykeltraditioner og stærke klubber, og derfor er vi enormt glade for, at EM i 2027 lander her. Det er endnu en understregning af Danmarks position i international cykelsport, og vi glæder os til sammen med de to kommuner, klubberne og alle de frivillige at skabe et fantastisk mesterskab med deltagelse af en række af verdens største ryttere.

Fakta om EM i landevejscykling 2027

  • Tidspunkt: september 2027. De præcise datoer fastlægges senere.
  • Værtsbyer: Herning og Silkeborg.
  • Discipliner: Linjeløb i Herning og enkeltstart i Silkeborg.
  • Varighed: Cirka fem dage.
  • Budget: 21 millioner kroner.
  • Finansiering: Staten bidrager med 6 mio. kr., Herning og Silkeborg Kommuner med 9 mio. kr., Sport Event Denmark med 5 mio. kr. og øvrige forventede indtægter med 1 mio. kr.
  • Arrangører: Herning og Silkeborg Kommuner med involvering af Sport Event Denmark og Danmarks Cykle Union.

Pressekontakt:

Kontakt by-, land- og transportminister Karina Lorentzen Dehnhardt via ministeriets pressetelefon: 33 11 00 14

Kulturministeriets pressetelefon: 22 76 51 16

Følg pressemeddelelser fra By-, Land- og Transportministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra By-, Land- og Transportministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye