Ny rapport fra Jobpatruljen: Fællesskabet er vigtigere end lønnen for unge i fritidsjob

5.11.2026 11:00:00 CET | FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation | Pressemeddelelse

Del

19 ud af 20 unge er glade for deres fritidsjob, viser Jobpatruljens årsrapport 2026, hvor 3537 fritidsjobbere fra 13-17 år er blevet spurgt. Gode kolleger og fællesskab betyder mest, men undersøgelsen viser også, at næsten halvdelen har oplevet ubehagelige situationer på arbejdet. Ifølge Morten Skov Christiansen, formand for FH, er det afgørende, at de unge får en god og tryg start på arbejdslivet.

Det er først og fremmest kollegerne og fællesskabet, der gør de unge glade for deres fritidsjob. Det viser Jobpatruljens årsrapport 2026, som bygger på undersøgelser blandt i alt 3.537 unge fritidsjobbere mellem 13 og 17 år, der i stigende grad bidrager til, at vores dagligvarebutikker, restauranter, plejehjem, tøjbutikker m.v. kører rundt.

I år har undersøgelsen kombineret to informationskilder: Flere hundrede jobpatrulje-frivillige har talt med 2.888 unge ude på arbejdspladserne, mens Epinion på vegne af Jobpatruljen har haft kontakt med yderligere 649 fritidsjobbere.

52 procent af de unge fremhæver kolleger og fællesskab som det bedste ved deres arbejde, mens 27 procent peger på lønnen og muligheden for at tjene deres egne penge.

Samtidig viser rapporten, at langt de fleste unge er glade for deres fritidsjob. I Jobpatruljens egen undersøgelse svarer 95 procent, at de er helt eller delvist enige i, at de er glade for deres arbejde.

Det glæder Morten Skov Christiansen, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

"Et fritidsjob er så meget mere end en lønseddel. Her lærer unge at tage ansvar, de bliver en del af et fællesskab, og de får deres første erfaringer med arbejdslivet. Det er værdifuldt, og derfor er det rigtig positivt, at så mange unge er glade for deres fritidsjob," siger han.

Gode kolleger og en lydhør chef

Rapporten viser en tydelig sammenhæng mellem gode kolleger og arbejdsglæde. Blandt de unge, der oplever at have gode kolleger, er 96 procent glade for deres arbejde. Det gælder kun 34 procent af dem, der ikke vurderer deres kolleger positivt.

Også forholdet til chefen har betydning. I den undersøgelse, som Epinion har gennemført for Jobpatruljen, svarer 80 procent af de unge, at de har en god chef.

Når de unge selv skal beskrive, hvad der kendetegner en god chef, fremhæver 46 procent nærvær og lydhørhed. Det handler blandt andet om en chef, der lytter, tager de unge alvorligt og er tilgængelig, når de har brug for hjælp.

Kendskab til rettigheder og arbejdsglæde

Jobpatruljens undersøgelse viser også, at unge, der kender deres rettigheder godt, oftere er glade for deres arbejde end unge, der ikke kender deres rettigheder.

Blandt de unge, der mener, at de kender deres rettigheder godt, er 96 procent glade for deres arbejde. Det gælder 67 procent af dem, der slet ikke vidste, at de havde rettigheder på arbejdspladsen.

Samme mønster viser sig, når det gælder tryghed. Her føler 97 procent af de unge med godt kendskab til deres rettigheder sig trygge på arbejdspladsen, mens det gælder 82 procent af dem, der ikke vidste, at de havde rettigheder.

Ifølge Morten Skov Christiansen understreger resultaterne, hvor vigtigt det er, at unge får en ordentlig introduktion til arbejdsmarkedet.

"Når man er 13, 15 eller 17 år og får sit første job, fortjener man en god start på arbejdslivet. De unge skal møde et arbejdsliv, hvor der er styr på tingene. De skal have en ordentlig oplæring, kende deres rettigheder og vide, hvem de kan gå til, hvis noget ikke er, som det skal være," siger han.

Næsten halvdelen har oplevet noget ubehageligt

Selv om langt de fleste unge er glade for deres fritidsjob, viser rapporten også, at 47 procent har oplevet mindst én ubehagelig situation på arbejdet.

26 procent har oplevet at blive råbt ad eller skældt ud, mens 10 procent af unge under 18 har været alene på arbejde, selv om det ikke er tilladt. Derudover har seks procent fået uønskede kommentarer om deres krop eller udseende.

De tal bekymrer Morten Skov Christiansen.

"Det er bekymrende, at 47 procent af fritidsjobberne har oplevet noget ubehageligt på jobbet. Unge skal ikke vænne sig til råb, uønskede kommentarer eller utryghed som en del af det at gå på arbejde. Arbejdspladserne har et ansvar for, at de unge oplever en god og tryg start på arbejdslivet."

Undersøgelsen viser samtidig, at 79 procent af de unge, der har oplevet noget ubehageligt, har talt med nogen om oplevelsen. Men 18 procent har ikke delt oplevelsen med andre.

Morten Skov Christiansen understreger, at unge også skal vide, hvor de kan søge hjælp uden for arbejdspladsen.

”Når tingene ikke er, som de skal være, skal de unge vide, at de altid kan tage fat i deres fagforening, læge, forældre eller andre voksne uden for arbejdspladsen, som de føler sig trygge ved.”

Første undersøgelse efter nye regler for fritidsjob

Jobpatruljens årsrapport 2026 udkommer efter, at regeringen og arbejdsmarkedets parter i 2025 indgik en aftale om at ændre rammerne for unges fritidsjob, så flere unge får mulighed for at prøve kræfter med arbejdsmarkedet.

Årets rapport er den første efter aftalen og giver et billede af de unges arbejdsforhold under de nye rammer.

Læs Jobpatruljens rapport 2026 her: jobpatruljen-2026-13-til-17-aarige-i-fritidsjob.pdf

Jobpatruljens hjemmeside: Jobpatruljen

FH: Fagbevægelsens Hovedorganisation

Fakta:

Sådan er Jobpatruljens rapport 2026 blevet til: I alt 3.537 fritidsjobbere i alderen 13-17 år er i sommeren 2026 blevet spurgt om deres forhold på fritidsjobbet. Et udsnit af rapporten viser bl.a., at:

  • 19 ud af 20 unge er glade for deres fritidsjob.
  • 80% mener, de har en god chef.
  • 47% har oplevet mindst én ubehagelig situation på fritidsjobbet
  • 46% mener, at nærvær og lydhørhed er det vigtigste ved en chef
  • Blandt de unge, der har fået en skade eller fysisk ubehag på fritidsjobbet, svarer 9 ud af 10, at de ikke har meldt det til fx arbejdspladsen, en læge eller deres fagforening.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye