
Fejl under udførelsen kan følge det varme tag i hele levetiden
5.11.2026 09:20:16 CET | Bunch Bygningsfysik | Pressemeddelelse
Mange skader på varme tage opstår, før tagene bliver taget i brug. Isoleringen kan blive våd under byggeriet, mens materialer, installationer og færdsel kan belaste taget. Problemerne bliver ofte først synlige flere år senere.

Det er emnet for det netop opdaterede BYG-ERFA-blad ”Varme tage – beskyttelse mod opfugtning og mekaniske skader”. Erfaringsbladet er udarbejdet af civilingeniør Erik Brandt og teknisk direktør Tommy Bunch-Nielsen fra Bunch Bygningsfysik.
Erfaringsbladet beskriver, hvordan isoleringen i varme tage kan blive våd under byggeriet. Det viser også, hvordan belastninger kan trykke isoleringen sammen og skade tagdækningen. Skaderne opstår ofte tidligt, men følgerne viser sig først senere i bygningens levetid.
Varme tage er særligt sårbare over for fugt. Både tagdækningen og dampspærret er normalt diffusionstætte. Når fugten først er fanget, har den derfor svært ved at tørre ud. Erfaringsbladet fremhæver betydningen af tørre materialer, beskyttelse mod nedbør og et tæt dampspærre.
”Et af de vigtigste budskaber er, at fugt ikke først skal håndteres, når skaden er sket. Den skal forhindres i at trænge ind i konstruktionen. Når isoleringen først er blevet opfugtet, kan konsekvenserne følge taget i mange år,” siger Tommy Bunch-Nielsen.
Mekaniske belastninger er en hyppig, men ofte overset årsag til skader på varme tage. De kan opstå under byggeriet og senere omkring ventilationsanlæg, servicearealer og ganglinjer.
”Det er ikke kun de store laster, der har betydning. Gentagne belastninger på de samme områder kan være lige så problematiske, hvis konstruktionen ikke er dimensioneret til dem,” siger Tommy Bunch-Nielsen.
Projektering, udførelse og drift hænger tæt sammen, når det gælder varme tage. De valg, der træffes tidligt i projektet, kan få stor betydning for tagets robusthed og levetid.
”Et velfungerende varmt tag skal bygges korrekt op. Samtidig skal hele konstruktionen beskyttes mod fugt og uhensigtsmæssige belastninger under opførelsen og gennem hele tagets levetid,” siger Erik Brandt.
Erfaringsbladet kan købes hos BYG-ERFA.
Kontakter
Tommy Bunch-NielsenBunch Bygningsfysik
Tlf:4037 8240tbn@bunchbyg.dkBilleder





Bunch Bygningsfysik
Bunch Bygningsfysik rådgiver professionelle bygherrer, rådgivere, kommuner, forsikringsselskaber og advokater i sager, hvor byggetekniske forhold har stor betydning for økonomi, tidsplan og ansvar.
Vi arbejder med bygningsfysik, klimaskærm, fugt, skimmel, tæthed, indeklima, energiforhold og nye byggematerialer.
Vores rådgivning er uvildig, fagligt funderet og baseret på mange års praktisk erfaring fra komplekse byggesager, renoveringer og tvister.
Følg pressemeddelelser fra Bunch Bygningsfysik
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.