Magasin du Nord

Magasin har afgrænset omfanget af IT-hændelsen: Ingen tegn på læk af kundedata

3.11.2026 21:00:00 CET | Magasin du Nord | Pressemeddelelse

Del

Efter grundige undersøgelser er der på nuværende tidspunkt ikke tegn på, at kundeoplysninger er lækket eller gået tabt i forbindelse med den uautoriserede aktivitet i Magasins IT-systemer. Undersøgelserne viser samtidig, at uvedkommende har fået adgang til fortrolige oplysninger om nuværende og tidligere medarbejdere. Magasin har orienteret de berørte direkte.

Magasin på Kongens Nytorv
Magasin på Kongens Nytorv Magasin

Siden Magasin den 18. oktober konstaterede uautoriseret aktivitet i virksomhedens IT-systemer, har undersøgelserne givet et mere præcist billede af, hvilke oplysninger der er berørt.

“Da vi første gang fortalte om situationen, vidste vi endnu ikke, hvilke oplysninger der kunne være berørt. Jeg sagde dengang, at det også kunne være mine egne, og det ved vi nu, at det er. Det er en vigtig afklaring, at vi indtil videre ikke har fundet tegn på, at vores kunders oplysninger er lækket eller gået tabt. Det er samtidig en alvorlig situation for de medarbejdere, hvis fortrolige oplysninger er kommet i uvedkommendes hænder. Vi har et ansvar for at beskytte de oplysninger, vi har fået betroet, og det ansvar tager vi på os,” siger Peter Fabricius, CEO i Magasin du Nord.

Magasin styrker sikkerheden og hjælper berørte medarbejdere

Magasin har orienteret de berørte nuværende og tidligere medarbejdere direkte og tilbyder dem hjælp og vejledning.

Arbejdet med at klarlægge, hvordan uvedkommende fik adgang til oplysningerne, fortsætter. Magasin samarbejder samtidig med relevante myndigheder og specialister om at begrænse konsekvenserne og styrke sikkerheden fremadrettet.

"Vi er kommet et vigtigt skridt videre i forståelsen af, hvad der er sket, men vores arbejde er ikke afsluttet. Nu handler det først og fremmest om at hjælpe de berørte medarbejdere og bruge den viden, vi har fået, til at styrke sikkerheden. Vi skal lære af det her og sikre, at vi fremover passer endnu bedre på de oplysninger, vi har fået betroet," slutter Peter Fabricius.

Nøgleord

Kontakter

Om Magasin du Nord

Magasin har siden 1868 været en del af danskernes hverdag og er i dag Danmarks mest ikoniske stormagasin. Med seks stormagasiner, to Small Stores og onlineforretning i Danmark, Sverige og Norge skaber Magasin inspirerende shoppingoplevelser for kunderne på tværs af de fysiske og digitale rammer.  Med et nøje kurateret udvalg inden for fashion, beauty og design, personlig service og oplevelser, der rækker ud over selve købet, er ambitionen at være Danmarks bedste shoppingdestination og et sted, kunderne har lyst til at vende tilbage til.

Følg pressemeddelelser fra Magasin du Nord

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Magasin du Nord

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye