Europas skove skal løse to kriser – dog ikke nødvendigvis på samme areal

Træer er et af vores vigtigste våben i kampen mod CO₂-udledning og deraf følgende klimaforandringer. Træerne binder som bekendt kuldioxid fra atmosfæren og lagrer den som kulstof, mens træerne opbygger stammer, grene, blade og frugter. Dette gør træerne mest effektivt i starten af deres levetid, mens de vokser hurtigst.

På tværs af Europa planter og forvalter man store skovområder. Her står træer af samme art i lige rækker under plantagelignende forhold og suger CO₂ til sig. Når træerne er gennem den hurtigste vækstperiode, hvor de også er bedst til at lagre CO₂, fældes de typisk, og man kan plante nye træer, som igen kan vokse og lagre mere CO₂.

Det er en ganske effektiv måde at forvalte skovområder, som både lagrer CO₂ og producerer træ til industrien. Der er bare ét problem, siger lektor Sebastian Kepfer-Rojas fra Københavns Universitet. Det løser kun ét af verdens to store kriser.

”Vi har to miljøkriser. Den ene er en klimakrise og den anden er en biodiversitetskrise,” siger han.

Problemet med de skovområder, vi netop har beskrevet er, at de måske er fremragende kulstoflagre, men ikke gør meget godt for biodiversiteten. Ensidigt fokus på CO₂-lagring kan føre til ensartede, artsfattige skove.

”Skovarealet i Europa er vokset gennem de seneste 30 år, men det betyder ikke automatisk, at skovenes naturtilstand er blevet bedre. Omkring 80 procent af de vurderede europæiske skove har en bevaringsstatus, der betegnes som ’ugunstig’,” siger Sebastian Kepfer-Rojas.

Døde træer er lig med liv

Problemet med de europæiske skovarealer er ifølge Sebastian Kepfer-Rojas, at de er for homogene, for tæt beplantede, og at træerne plantes samtidig og fældes, før de dør og vælter.

”Stor biodiversitet kræver variation på mange forskellige parametre; At der er forskellige størrelser af træer, og at nogle er døde, mens andre er levende,” siger han.

Her i Danmark er det vedtaget, at en stor del af statens skove fremover skal henligge uden skovdrift. Også Den Grønne Trepart lægger op til, at mange nuværende landbrugsarealer i fremtiden skal udvikle sig som ’urørt skov’. Det vil sige, at man netop ikke fælder alle træer, men lader nogle af dem dø og vælte for at skabe levesteder for en lange række arter, blandt andet svampe, insekter og flagermus. Nogle steder påfører man endda skader på træerne for at fremskynde dannelsen af levesteder for bestemte arter.

”Selvom der ikke er så meget skov i Danmark, har det stor betydning for biodiversiteten. Jeg vil faktisk sige, at Danmark er langt fremme på det her område. Man har virkelig taget det alvorligt, og det sender et godt signal, men der er stadig langt til målet,” siger Sebastian Kepfer-Rojas.

Win-win situation

Kan det lade sig gøre at forvalte ét skovområde, så det både fungerer optimalt som CO₂-lager, men også byder på stor biodiversitet?

Det er en større diskussion blandt Sebastian Kepfer-Rojas og hans fagfæller. Sammen med kollegaer fra hele Europa har han udgivet artiklen ’European forest carbon and biodiversity policies have a limited win-win potential’.

Sammen har forskerne undersøgt en række europæiske skove og sammenlignet sammenhængen mellem CO₂-lagring og biodiversitet. Arbejdet handler netop om at finde ud af, om man kan opnå gylden balance – en win-win situation – i skovforvaltningen. Altså: Kan man forvalte ét skovområde og optimere for både CO₂-lagring og biodiversitet, eller om det kræver to typer af skov hver for sig.

Som titlen på den videnskabelige artikel antyder, har forskerne konkluderet, at der kun er begrænsede muligheder for at balancere optimal CO₂-lagring og størst mulig biodiversitet i én og samme skov. Mens der generelt var en positiv sammenhæng mellem CO₂ lagret i dødt ved og biodiversitet, var der ingen entydig sammenhæng mellem høj biodiversitet og mængden af CO₂  lagret i levende træer. 

Sebastian Kepfer-Rojas og hans kollegaer foreslår en triade-tilgang, hvor man forvalter skove på tre forskellige måder:

1. Nogle skovområder skal optimeres for træproduktion, men under hensyn til samtidigt at sikre et højt og stabilt CO₂-lager
2. Nogle skovområder skal forvaltes med henblik på størst mulig biodiversitet
3. Nogle skovområder kan fungere som test-laboratorier, hvor man fortsat undersøger potentialet for en balanceret forvaltningsmetode
   
   

”Det er en diplomatisk løsning, kan man sige. Men jeg tror, det bliver lige så vigtigt at diskutere, hvor man gør hvad. Nogle gamle skove giver det mening helt at holde fingrene fra, mens der kan være andre områder, hvor biodiversitets-potentialet i forvejen ikke er så højt, hvor man kan dyrke ren kulturskov. Så er der områder, hvor naturnær skovdrift kan være en god løsning,” siger Sebastian Kepfer-Rojas.

____________________________________________________________________________________

Fakta om studiet

Den videnskabelige artikel ’European forest carbon and biodiversity policies have a limited win-win potential’ er udgivet i tidsskriftet Nature Communications.

Studiet er et resultat af et større europæisk forskersamarbejde ledet af italienske Lorenzo Balducci og Sabina Burrascano.

I alt har man indsamlet data fra 99 skovområder i 12 forskellige lande. Her har man observeret over 3500 forskellige arter. Forskerne har haft særlig fokus på seks taksonomiske grupper:

• Karplanter
• Mosser og laver
• Svampe
• Biller
• Fugle

Derudover inddeler studiet det tilgængelige kulstof (træerne) i tre biologiske kategorier for at kunne afgøre, hvordan tilstedeværelsen af de seks taksonomiske grupper påvirkes af skovområders sammensætning af:

1. Levende træer (overjordisk biomasse)
2. Stående dødt ved (døde, opretstående træer)
3. Liggende dødt ved (Væltede stammer)