Aarhus Universitet Technical Sciences

Derfor er danske universiteter attraktive mål for hackere

26.10.2026 18:23:19 CET | Aarhus Universitet Technical Sciences | Pressemeddelelse

Del

På få uger har cyberangreb ramt DTU, Københavns Universitet og Aarhus Universitet. Universiteterne ligger inde med værdifulde data, har mange forskellige it-systemer og bygger på en tradition for åbenhed. Det gør dem interessante for alt fra cyberkriminelle til fremmede stater, forklarer professor i cybersikkerhed.

En hacker bryder ind i et universitets it-system. Måske leder vedkommende efter personoplysninger, der kan sælges eller misbruges. Måske er målet at stjæle værdifuld forskning eller prototyper på ny teknologi. Eller måske handler angrebet om at skabe uro og svække tilliden til en ellers højt anset offentlig institution.

De seneste uger har tre danske universiteter, som alle hører til blandt verdens højest rangerende forskningsinstitutioner, oplevet, hvor alvorlig cybertruslen kan være.

På Danmarks Tekniske Universitet (DTU) fik uvedkommende adgang til universitetets system til identitets- og adgangsstyring. Angriberne hentede data, og oplysninger om op mod 200.000 nuværende og tidligere brugere kan være berørt.

På Københavns Universitet fik hackere adgang til et testmiljø med personoplysninger om cirka 525.000 mennesker.

Og på Aarhus Universitet standsede it-afdelingen et angreb, hvor en hacker havde fået adgang til en server og forsøgt at få adgang til og ændre adgangskoder for omkring 1.700 brugere. Ifølge universitetets foreløbige oplysninger lykkedes disse forsøg ikke.

Hændelserne har forskelligt omfang, og der er ikke dokumenteret nogen sammenhæng mellem dem. Men de understreger en udfordring, som universiteterne har stået over for længe.

"Universiteterne er interessante for mange forskellige typer angribere. Vi ligger inde med store mængder persondata og forskningsdata, og samtidig er vi meget synlige institutioner. Det gør os til potentielle mål for både cyberkriminelle, fremmede stater og aktivistiske grupper," siger Jens Myrup Pedersen, professor i cybersikkerhed ved Aarhus Universitet.

Fra økonomisk afpresning til spionage

For nogle hackere handler et angreb om penge. De kan forsøge at stjæle personoplysninger eller lamme universitetets systemer med ransomware, hvor angriberne krypterer data og kræver betaling for at give adgangen tilbage.

For andre kan forskningen være det egentlige mål.

Universiteter udvikler viden inden for eksempelvis medicin og nye teknologier. Den viden kan have stor økonomisk og strategisk værdi, også for fremmede stater.

Og så findes der grupper, som først og fremmest ønsker at skabe opmærksomhed, usikkerhed eller mistillid ved at vise, at en institution ikke kan beskytte sine systemer.

"Det interessante er, at universiteterne både har mange forskellige typer data og en høj grad af synlighed. Derfor kan de samme institutioner være attraktive for angribere med vidt forskellige mål," siger Jens Myrup Pedersen.

Styrelsen for Samfundssikkerhed vurderede allerede i april 2025, at truslen fra både cyberspionage og cyberkriminalitet mod danske universiteter var meget høj. Styrelsen vurderede samtidig truslen fra cyberaktivisme som høj.

Men selv når et angreb er konstateret, kan det være vanskeligt at fastslå, hvem der står bag.

Angribere kan skjule deres spor eller forsøge at få et angreb til at ligne noget, en anden gruppe har udført. Og nogle kriminelle specialiserer sig i at skaffe adgang til it-systemer, som de efterfølgende sælger videre til andre.

"Det kan være én kriminel aktør, der skaffer sig adgang til et system, og en helt anden, der senere udnytter den. Det gør det vanskeligt at fastslå, hvem der står bag et angreb, og hvad det oprindelige formål var," forklarer Jens Myrup Pedersen.

Åbenhed skaber også udfordringer

Der er flere grunde til, at universiteter kan være vanskelige at beskytte.

Et universitet er ikke én samlet arbejdsplads med ensartede it-systemer og brugere. Det er tusindvis af studerende, forskere, undervisere, administrative medarbejdere og eksterne samarbejdspartnere, som har brug for adgang til forskellige digitale værktøjer.

Samtidig anvender forskningsmiljøerne ofte specialiserede systemer, som de har udviklet eller taget i brug til bestemte projekter. Nogle af dem har mange år på bagen.

"Universiteterne har rigtig mange forskellige systemer, og en del af dem er gamle og lever måske ikke op til de sikkerhedskrav, vi ville stille i dag. Samtidig har vi tradition for stor åbenhed og mange forskellige typer brugere med forskellige adgange," siger Jens Myrup Pedersen.

Kombinationen kan gøre det svært at sikre, at hver bruger kun har adgang til præcis de oplysninger og funktioner, vedkommende har brug for.

Udfordringen er samtidig, at åbenhed og samarbejde ikke blot er praktiske hensyn. De er en del af universiteternes måde at skabe forskning og uddannelse på.

Derfor handler cybersikkerhed også om at finde en balance, hvor forskere og studerende kan samarbejde på tværs af institutioner og landegrænser uden at give uvedkommende adgang til følsomme oplysninger.

Når hackere får adgang til et universitets systemer, kan konsekvenserne række langt ud over it-afdelingen.

Stjålne forskningsdata kan skade både universitetet og de virksomheder, som forskerne samarbejder med. Lækkede personoplysninger kan blive brugt til nye svindelforsøg og skabe usikkerhed blandt studerende og medarbejdere.

Og hvis angribere gør centrale systemer utilgængelige, kan det ramme undervisning, eksaminer og forskningsprojekter.

"Konsekvenserne kan være mangeartede. Man kan miste fortrolige oplysninger, men man kan også stå i en situation, hvor man ikke kan undervise, afholde eksaminer eller indsende forskningsansøgninger. Det kan få store menneskelige, professionelle og økonomiske konsekvenser," siger Jens Myrup Pedersen.

Samarbejde og forskning kan styrke forsvaret

Når universiteterne står over for mange af de samme trusler, kan de med fordel samarbejde om sikkerheden. Det kan gøre det lettere at dele viden, advare hinanden og opbygge stærkere faglige miljøer.

Men samarbejdet rummer også et dilemma, påpeger Jens Myrup Pedersen:

"Fælles systemer kan blive mere attraktive mål for angribere, fordi de potentielt giver adgang til flere data. Derfor skal vi prioritere sikkerheden højt og samtidig undgå så tunge beslutningsprocesser, at det bliver svært at gennemføre nødvendige forbedringer," siger han.

På Aarhus Universitet arbejder flere forskningsmiljøer med cybersikkerhed på tværs af teknologi, mennesker og organisationer.

Jens Myrup Pedersen forsker blandt andet sammen med kolleger på Institut for Elektro- og Computerteknologi i at opdage skadelig aktivitet i computernetværk. Målet er at identificere angreb så tidligt, at sikkerhedsfolk kan gribe ind, før angriberne når deres mål.

Forskerne udvikler også virtuelle miljøer, hvor de kan undersøge skadelig software – malware – under sikre forhold. Det giver nye muligheder for både forskning og uddannelse.

"Det er et kapløb, der kun kommer til at gå hurtigere med AI på begge sider. Derfor er det vigtigt, at vi bliver bedre til at opdage angreb tidligt. Og her er det en styrke, at vi på AU kan samarbejde på tværs af fagmiljøer og udvikle løsninger, der både tager højde for teknologi, mennesker og organisationer," siger professoren.

Nøgleord

Kontakter

Professor Jens Myrup Pedersen
Institut for Elektro- og Computerteknologi
Mail: jensmyrup@ece.au.dk
Tlf.: 21847931

Jesper Bruun
Journalist, Aarhus Universitet
Mail: bruun@au.dk
Tlf.: 42404140

Billeder

Professor Jens Myrup Pedersen, Aarhus Universitet
Professor Jens Myrup Pedersen, Aarhus Universitet
Aarhus Universitet
Download

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet Technical Sciences

Nyt værktøj afslører naturens skjulte potentiale26.10.2026 09:29:35 CET | Pressemeddelelse

Forskere fra Aarhus Universitet har udviklet en ny måde at tænke biodiversitet på. I stedet for kun at måle de arter, vi kan observere i dag, forsøger deres nye koncept at beregne, hvor meget biodiversitet et landskab faktisk har potentiale til at understøtte. Tilgangen kan være med til at forklare, hvorfor nogle natur- og biodiversitetstiltag bliver en succes, mens andre giver skuffende resultater.

Masser af temperaturdata – men hvad fortæller de egentligt om grises velfærd under transport?22.10.2026 13:30:00 CEST | Pressemeddelelse

En ny undersøgelse fra Aarhus Universitet viser, at de temperaturdata, der ifølge EU-reglerne skal registreres under lange grisetransporter, er vanskelige at sammenligne og kun i begrænset omfang kan bruges til at vurdere grisenes velfærd. Der skal ske betydelige forbedringer, før data kan indgå i et fælles europæisk system til overvågning af dyrevelfærd.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye