Grøn omstilling skal drives af innovation, ikke af forbud uden alternativer
27.10.2026 10:00:00 CET | DLF Seeds A/S | Pressemeddelelse
Dansk frøavl skal reducere anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler, men omstillingen skal ske i takt med, at nye løsninger bliver udviklet og godkendt. På DLF AmbAs generalforsamling opfordrer bestyrelsesformand Christian Høegh-Andersen til et tættere samarbejde mellem landbrug, forskning, myndigheder og politikere om at udvikle fremtidens frøproduktion.

Danmark har gennem generationer opbygget en international styrkeposition inden for frøproduktion og er i dag verdens største eksportør af græs- og kløverfrø. Mere end 90 procent af den danske frøproduktion eksporteres. Den position giver ifølge DLFs bestyrelsesformand Danmark et stærkt udgangspunkt for at udvikle en mere bæredygtig og teknologisk avanceret frøproduktion.
"Vi ønsker ikke lavere miljøambitioner. Tværtimod. Vi skal fortsætte med at reducere anvendelsen af planteværn og udvikle vores dyrkningsmetoder. Men vi skal gøre det på en måde, hvor nye løsninger kan tage over, før de eksisterende muligheder bliver fjernet," siger Christian Høegh-Andersen.
Danmark skal vise en vej, der virker
Dansk frøproduktion står over for nye krav til blandt andet plantebeskyttelse, kvælstof og arealanvendelse. Samtidig arbejdes der politisk med yderligere nationale begrænsninger. Christian Høegh-Andersen efterlyser en regulering, der i højere grad bygger på faglighed, dokumenteret risiko og mulighederne for at bringe nye teknologier i anvendelse.
"Danmark har tradition for høje ambitioner på klima- og miljøområdet, og det skal vi være stolte af. Men høje ambitioner forpligter også til at finde løsninger, der virker i praksis. Vores ambition bør være at vise, hvordan høj produktivitet, miljøhensyn og ny teknologi kan gå hånd i hånd," siger Christian Høegh-Andersen.
Han advarer samtidig mod dansk enegang, hvor restriktioner indføres hurtigere end i de lande, danske landmænd og virksomheder konkurrerer med. For efterspørgslen efter frø forsvinder ikke, selv om produktionen begrænses i Danmark.
"Vi skal stille os selv spørgsmålet: Reducerer vi faktisk miljøbelastningen, eller flytter vi blot produktionen? Hvis frøene ikke produceres i Danmark, vil de blive produceret andre steder. Derfor skal vi finde løsninger, som både giver miljøforbedringer og mulighed for at fastholde en konkurrencedygtig produktion herhjemme," siger Christian Høegh-Andersen.
Innovation skal have tid til at virke
DLF ser betydelige muligheder i biologiske planteværnsløsninger, præcisionsteknologi og digitale dyrkningsværktøjer. Sensorer, droner, kunstig intelligens og præcisionssprøjtning giver nye muligheder for at målrette indsatsen i marken. Samtidig er nye biologiske planteværnsløsninger under udvikling. Men nye løsninger skal først udvikles, afprøves og godkendes, og de skal fungere både praktisk og økonomisk hos landmanden.
"Rækkefølgen er afgørende. Hvis vi først fjerner de eksisterende muligheder og derefter venter på alternativerne, risikerer vi at fjerne produktionen, før løsningerne er klar. Det er ikke et argument for at fortsætte som hidtil. Det er et argument for en omstilling, der virker i praksis," siger Christian Høegh-Andersen.
Han peger samtidig på behovet for hurtigere og mere smidige godkendelsesprocesser for nye biologiske løsninger og teknologier, hvis de politiske ambitioner om et lavere pesticidforbrug skal realiseres.
Hvidkløver viser mulighederne og udfordringen
Hvidkløver er et eksempel på en afgrøde, hvor Danmark har opbygget en stærk international position. Danmark er Europas største producent af hvidkløverfrø. Produktionen stiller høje krav til bekæmpelse af ukrudt og skadelige insekter for at kunne levere det rene og sunde frø med høj spireevne, som kunderne efterspørger. Samtidig bidrager de blomstrende hvidkløvermarker med fødegrundlag for bier og andre bestøvende insekter.
"Hvidkløver viser meget godt, hvorfor vi skal tænke os om. Vi skal både beskytte miljøet og udvikle vores dyrkningsmetoder. Men løsningen bør være at gøre en god produktion endnu bedre, ikke at gøre den umulig. Her kan forskning, planteforædling, teknologi og dygtige avlere sammen gøre en reel forskel," siger Christian Høegh-Andersen.
Vi skal løfte opgaven sammen
Christian Høegh-Andersen understreger, at danske frøavlere allerede gennem mange år har investeret i ny teknologi, større præcision og nye dyrkningsmetoder. DLFs planteforædling og forskning er samtidig en central del af arbejdet med at udvikle sorter og løsninger til fremtidens landbrug.
"Dansk frøavl står stærkt, fordi vi gennem generationer har været gode til at arbejde sammen. Avlere, forskning og virksomhed har hver især bidraget med faglighed og innovation. Det er den model, vi skal bygge videre på," siger Christian Høegh-Andersen.
For DLF-formanden handler den politiske diskussion derfor ikke om at bevare frøproduktionen, som den ser ud i dag, men om at skabe rammerne for den næste generation af dansk frøavl.
"Vi har en international styrkeposition, som det har taget generationer at opbygge. Den skal vi ikke bare forsvare. Vi skal udvikle den. Målet må være, at Danmark også om 10, 20 og 30 år er blandt verdens førende frønationer. Det ansvar tager vi som virksomhed og som avlere gerne på os," siger Christian Høegh-Andersen.
Nøgleord
Kontakter
Christine Bülow-OlsenCommunications Manager
Tlf:24230547christine.bulow-olsen@dlf.comBilleder
Links
Om DLF
DLF er en global forædlings -og frøvirksomhed ejet af danske landmænd med omkring 1.800 ansatte i 19 lande verden over. DLF er global markedsleder inden for foder- og plænegræsfrø og eksporterer frø til mere end 100 lande. DLF har en komplet værdikæde inden for foder- og plænefrø samt opformering af grøntsagsfrø.
Følg pressemeddelelser fra DLF Seeds A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra DLF Seeds A/S
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
