Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Danske rådgivere eksporterer grønne løsninger for milliarder

27.10.2026 06:00:00 CET | Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI | Pressemeddelelse

Del

De danske rådgivende ingeniørvirksomheder eksporterede i 2025 løsninger inden for klima, energi, vand og miljø for 1,3 milliarder kroner. En stigning på knap 20 procent på blot ét år, viser nye tal fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

Danske ingeniører er eftertragtede, når verdens klima-, energi- og miljøudfordringer skal løses. Og efterspørgslen kan aflæses i de danske rådgivervirksomheders eksporttal.

I et marked præget af geopolitisk uro er eksporten af grønne løsninger vokset med 20 procent fra 2024 til 2025. Samtidig fylder det grønne område stadig mere i virksomhedernes internationale forretning.

– Vi har i Danmark nogle af verdens dygtigste rådgivende ingeniører inden for energi, klima og miljø. Det er ikke bare noget, vi siger om os selv. Det er en ekspertise, som resten af verden efterspørger og betaler for. De nye tal understreger, at danske ingeniørløsninger står stærkt internationalt, siger Jan Hylleberg, adm. direktør i FRI.

Grønne løsninger udgør næsten halvdelen af eksporten
I 2025 stod klima, energi, vand og miljø tilsammen for næsten halvdelen af de rådgivende ingeniørvirksomheders samlede eksportomsætning. Det svarer til en stigning på omkring 50 procent sammenlignet med 2021.

Særligt energiområdet har oplevet stor fremgang og størstedelen af branchens eksport leveres inden for denne sektor. Siden 2021 er energisektorens andel af den samlede eksport fordoblet. Også miljøområdet viser nu vækst efter flere år med vigende eksportomsætning.

– Vi har gennem årtier udviklet løsninger inden for blandt andet vedvarende energi, energieffektivisering og miljøbeskyttelse. Det har givet danske rådgivere en viden, som er værdifuld langt ud over landets grænser. Når andre lande skal omstille deres energisystemer eller finde mere bæredygtige måder at bruge ressourcerne på, er danske ingeniører nogle af verdens bedste til at levere løsningerne, siger Jan Hylleberg.

Fra dansk ekspertise til globale løsninger
De grønne eksportprojekter spænder vidt både geografisk og fagligt.

Hos Rambøll, en af landets største eksportører af rådgivningsydelser på energiområdet, udgør energiområdet en væsentlig del af den internationale forretning. Virksomheden leverer særligt rådgivning og løsninger til havvindsprojekter på tværs af markeder i Europa, USA, Asien og Australien.

Hos COWI er de internationale miljøopgaver blandt andet koncentreret om rent drikkevand og affaldshåndtering. Virksomheden er blandt andet aktuelt involveret i et projekt i Ukraine, hvor mulighederne for at omdanne affald til energi undersøges. Det kan både bidrage til en bedre ressourceudnyttelse og styrke landets energiforsyning.

Danmark skal fastholde sit forspring
Men den internationale styrkeposition er ikke noget, Danmark kan tage for givet, understreger Jan Hylleberg.

– Den grønne omstilling er en global opgave, og konkurrencen om at levere løsningerne er hård. Derfor skal vi fortsat investere i viden, innovation og stærke ingeniørkompetencer. Vi skal også huske, at vores internationale styrkeposition i høj grad er skabt gennem de opgaver, vi har løst herhjemme. Når Danmark går foran med ambitiøse projekter, skaber vi samtidig grundlaget for fremtidens eksport, siger han og afslutter:

– Vi har en branche, der kan levere grønne løsninger i verdensklasse. Det skal vi være stolte af. Men vi skal også sørge for, at danske rådgivere fortsat er blandt dem, verden ringer til først. Derfor er vi nødt til at have fødekæden for øje. For hvis vi skal fortsætte væksten, kommer vi til at mangle dygtige ingeniører, og det er vigtigt, at vi får uddannet alle dem, vi har mulighed for – og samtidig gør det attraktivt for udenlandske ingeniører at komme til Danmark for at arbejde.

Kilde: Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Kilde: Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI
Download

Om Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, er brancheforeningen for rådgiver- og ingeniørvirksomheder. FRI’s ca. 250 medlemsvirksomheder udgør omtrent 90 procent af den samlede branche af rådgiver- og ingeniørvirksomheder i Danmark, og beskæftiger ca. 35.000 medarbejdere i Danmark og udlandet.

FRI-virksomhedernes omsætning i Danmark, inklusiv eksport og datterselskaber i udlandet er på ca. 35,5 mia. kr. Heraf udgør omsætningen i udenlandske datterselskaber ca. 18,5 mia. kr. 

https://www.frinet.dk/

Følg pressemeddelelser fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye