Særlig ordning hjælper ukrainske unge ind i fællesskabet og tættere på job
22.10.2026 12:09:00 CEST | Randers Kommune | Pressemeddelelse
På Sprogcenter Randers lærer unge ukrainere ikke kun dansk. Gennem særlige ungehold får de også et fællesskab, større kendskab til det danske samfund og inspiration til uddannelse, fritidsliv og arbejde.

Når unge ukrainere skal finde sig til rette i Randers, er der brug for mere end danskundervisning. Derfor har Sprogcenter Randers oprettet særlige ungehold, hvor de unge både lærer dansk, får nye relationer og bliver klogere på livet i Danmark.
På holdene er der undervisning i alt fra uddannelse og privatøkonomi til hverdagsliv i Danmark. De unge kommer også ud af klasselokalet og besøger blandt andet kulturinstitutioner, biblioteker, naturcentre og lokale foreninger.
”Vi ønsker at skabe nogle rammer, hvor de unge både lærer dansk og får mulighed for at opbygge relationer, møde andre unge og få kendskab til samfundet omkring dem. Det handler om at styrke deres muligheder for at blive en aktiv del af lokalsamfundet og komme tættere på uddannelse og job,” siger Liselotte Keld Blokkebak, leder af Sprogcenter Randers.
I dag har Sprogcenter Randers fem ungehold for ukrainere. De unge besøger blandt andet kulturinstitutioner, biblioteker, naturcentre og lokale foreninger, og gennem et samarbejde med Randers Gymnastiske Forening (RGF) får de mulighed for at blive en del af fritidsfællesskaber uden for skolen. Sprogcenter Randers er blandt få steder i landet, hvor undervisningen er organiseret på den måde.
Bedre muligheder for arbejde
23-årige Yurii Ivanov fra Dnipro har boet i Randers i et år. For ham har det haft stor betydning at være på et hold sammen med andre unge.
”Man har meget at tale om, fordi man er nogenlunde samme sted i livet og på samme niveau. Det betyder meget at være en del af et fællesskab, især når man er kommet alene til Danmark og ikke har familie og venner her. På den måde føler man sig ikke så alene,” fortæller han.
Yurii oplever, at både han selv og de øvrige kursister er blevet markant bedre til dansk gennem det seneste halve år. Samtidig har aktiviteter som ture til teatret, biblioteket og naturcentret givet nye oplevelser og relationer. Fællesskabet er blevet så stærkt, at flere fra klassen nu mødes på biblioteket hver lørdag.
”Det er vigtigt at lære dansk, fordi det giver flere muligheder for at få arbejde i Danmark og skabe sig et godt liv,” siger Yurii.
Sprog og kulturforståelse er vigtig
Anton Bezkorovainyi, som også er 23 år, har boet i Randers i næsten et år. I hjemlandet er han uddannet lærer, men i Danmark drømmer han om at arbejde inden for træning og motion. Han har også været glad for de særlige ungehold.
”Det giver mulighed for at lære om det sociale liv i Danmark og få en bedre forståelse af den danske kultur og livsstil,” fortæller han om undervisningen.
For Anton er både sproget og kendskabet til dansk kultur vigtigt, hvis man vil skabe sig en fremtid på arbejdsmarkedet.
”Sproget giver bedre muligheder for at kommunikere med andre mennesker. Både dansk og kendskab til den danske kultur er vigtigt, hvis man gerne vil have et arbejde i Danmark,” siger Anton.
Yurii og Anton er begge kommet alene til Danmark og håber at skabe en fremtid her. I dag arbejder de på fuld tid hos Gammel Estrup Gartneri, hvor de har været ansat de seneste tre måneder. Fordi de nu er i arbejde, er de skiftet til aftenundervisning på Sprogcenter Randers, hvor de fortsætter med at lære dansk.
Kontakter
Pressevagt
Tlf:89 15 12 00presse@randers.dkLiselotte Keld Blokkebak
Sprogcenterchef
Billeder

Følg pressemeddelelser fra Randers Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Randers Kommune
Medarbejdere på omsorgsområdet har fået nyt arbejdstøj21.10.2026 08:19:03 CEST | Pressemeddelelse
Alle medarbejdere på omsorgsområdet har fået nyt arbejdstøj. Fokus i valget af det nye tøj har bl.a. været høj kvalitet og medarbejderinddragelse.
Nyt samarbejde med headspace skal styrke trivslen blandt unge i Randers20.10.2026 08:56:40 CEST | Pressemeddelelse
headspace Danmark og Randers Kommune har indledt et samarbejde om at give unge adgang til gratis, anonym rådgivning og støtte, når livet er svært.
Øvre niveau af sydtribunen på Cepheus Park lukker af sikkerhedsårsager20.10.2026 08:00:03 CEST | Pressemeddelelse
Der er fare for konstruktionen på det øvre niveau af sydtribunen på Cepheus Park (Randers Stadion). Af hensyn til tilskuer-sikkerheden bliver tribunen derfor nu lukket.
Nye fællesskaber skal hjælpe flere unge videre19.10.2026 12:44:12 CEST | Pressemeddelelse
Randers Kommune vil med to nye indsatser give unge, der har brug for en vej ind i fællesskabet, mulighed for at starte i et lokalt fritidsfællesskab.
Færre rotteanmeldelser i Randers før højsæson19.10.2026 10:11:16 CEST | Pressemeddelelse
Tal fra Miljøstyrelsen viser positiv udvikling i antallet af rotteanmeldelser.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum