Alt for mange kører hurtigere, end udsynet tillader, når det er mørkt
26.10.2026 06:00:00 CET | Vejdirektoratet | Pressemeddelelse
Det kan være svært at se, hvad der gemmer sig længere fremme på en mørk motorvej. Alligevel svarer 58 procent af bilisterne i en ny undersøgelse, at de normalt kører efter den skiltede hastighed på 110 eller 130 km/t eller mere, selv om de kun kører med nærlys. I en ny kampagne sætter Vejdirektoratet fokus på mørke som et kørselsforhold, man skal tilpasse sin fart til.

Du kan se vejstriberne foran dig. Måske kan du også ane baglygterne fra en bil langt længere fremme.
Men mørket kan samtidig skjule en tabt genstand, et dyr eller en anden uventet situation på vejen, som først bliver synlig, når du kommer tættere på.
I en undersøgelse, som Epinion har gennemført for Vejdirektoratet, blev 1.012 bilister spurgt, hvor hurtigt de normalt ville køre på en mørk motorvej uden vejbelysning, uden biler umiddelbart foran og kun med nærlys. 58 procent svarede, at de ville køre efter den skiltede hastighed på 110 eller 130 km/t eller mere. Yderligere 35 procent ville køre mellem 85 og 109 km/t.
”Mange af os tænker helt automatisk over hastigheden, hvis vi kører i tåge, kraftig regn eller på en glat vej. Men mørke påvirker også, hvor langt vi kan se, og derfor skal vi have den samme refleks dér. Kan du ikke se hele vejen foran dig, skal du heller ikke køre, som om du kan,” siger Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet.
Kør efter det, du kan se
Vejdirektoratet lancerer derfor mandag 26. oktober en ny kampagne, der skal minde bilister om at tilpasse farten til den sigtbarhed, de har, når de kører i mørke.
Budskabet er enkelt: Kan du ikke se hele vejen foran dig, skal du heller ikke køre, som om du kan.
Vejdirektoratets egne ulykkestal understreger alvoren. Godt hver fjerde motorvejsulykke sker i mørke, men ser man på konsekvenserne, fylder mørkeulykkerne markant mere i statistikken: 35 procent af de tilskadekomne og 55 procent af de dræbte stammer fra ulykker, der er sket i mørke.
”Når det er mørkt, opdager du typisk en forhindring senere, end du ville gøre i dagslys. Det giver dig mindre tid til at reagere, hvis der pludselig sker noget foran dig. Derfor skal du ikke kun køre efter fartskiltet, men også efter, hvor langt du faktisk kan se,” siger Marianne Foldberg Steffensen.
Epinion-undersøgelsen viser samtidig, at bilisternes egen fart ikke står øverst på listen over det, de er ekstra opmærksomme på i mørke. 62 procent svarer, at de har øget opmærksomhed på ikke at blænde modkørende, og 55 procent på afstanden til bilen foran. Kun 46 procent svarer, at de har øget opmærksomhed på deres egen fart.
Tre råd til kørsel i mørke
- Sæt lidt ekstra tid af til turen, når du skal køre i mørke
- Tilpas hastigheden til, hvor langt du kan se frem på vejen
- Brug det lange lys, når det er muligt uden at blænde andre trafikanter, og sørg for at have styr på, hvordan du betjener det i din bil
Spørgeskemaundersøgelse
I en undersøgelse foretaget af Epinion i april 2026 blev 1.012 bilister spurgt, hvor hurtigt de normalt ville køre på en mørk motorvej uden vejbelysning, uden biler umiddelbart foran og kun med nærlys:
- Den skiltede hastighed på 110/130 km/t eller mere: 58 %
- 85-109 km/t: 35 %
- 70-84 km/t: 6 %
- 55-69 km/t: 1 %
- 40-54 km/t: 0 %
Nøgleord
Kontakter
Marianne Foldberg SteffensenAfdelingslederVejdirektoratet
Tlf:22 38 32 22mast@vd.dkVejdirektoratets pressetelefon
Tlf:51 83 33 93Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Ét spor på frakørsel 36 Ringsted N26.10.2026 10:48:45 CET | Pressemeddelelse
Trafikanter, der benytter frakørsel 36 Ringsted N på Vestmotorvejen i vestgående retning, må væbne sig med lidt ekstra tålmodighed. Der vil fortsat kun være ét spor på frakørslen frem til og med den 22. november.
Ny asfalt på cykelstier ved Væggerløse22.10.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra mandag 26. oktober til fredag 30. oktober lægger Vejdirektoratet ny asfalt på cykelstierne langs E55 Gedser Landevej ved Væggerløse. Arbejdet betyder, at trafikken bliver reguleret med trafiksignaler, og at cyklister og fodgængere skal benytte den modsatte sti, mens arbejdet står på.
2.500 år gammelt fund vidner om hidtil ukendte konflikter i det vestjyske21.10.2026 13:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Forud for udbygningen af rute 11 mellem Varde og Korskro er arkæologerne gået i jorden. Her har de fundet uventede spor fra flere tidsaldre, blandt andet huse, grave og en stridsøkse. Mest overraskende er et hulbælte, som kan have været brugt til at blokere fjendtlig indtrængen ad den ældgamle vestjyske færdselsåre.
Dobbelt så meget støjskærm på vej ved Bramdrupdam21.10.2026 12:15:27 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet genbruger den nuværende støjskærm og etablerer samtidig knap 1,6 kilometer ekstra støjafskærmning ved Bramdrupdam. Før de nye skærme kan komme på plads, skal den nuværende skærm tages ned for at gøre plads til et ekstra spor på Sønderjyske Motorvej.
Vejdirektoratet lægger ny asfalt på Sundvejen ved Faaborg21.10.2026 07:45:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra tirsdag 27. oktober lægger Vejdirektoratet ny asfalt på Sundvejen ved Faaborg. Arbejdet forventes at vare cirka en uge.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum