Vil du forkæle kaninen? Så drop menneskemaden

21.10.2026 06:00:00 CEST | Agria Dyreforsikring | Pressemeddelelse

Del

Gulerødder, gnaveblandinger og en fyldt foderskål forbindes ofte med et godt kaninliv. Men flere af de ting, vi mennesker opfatter som forkælelse, hører kun hjemme i meget små mængder – eller slet ikke – i kaninens hverdag. Agria Dyreforsikring gør op med nogle af de mest almindelige misforståelser om, hvad kaniner egentlig har brug for.

Gulerødder er en klassisk kaningodbid, men bør kun gives i små mængder. Vil du forkæle din kanin, er frisk hø, græs og fiberrigt bladgrønt langt bedre valg, der samtidig gavner både tænder og fordøjelse.
Gulerødder er en klassisk kaningodbid, men bør kun gives i små mængder. Vil du forkæle din kanin, er frisk hø, græs og fiberrigt bladgrønt langt bedre valg, der samtidig gavner både tænder og fordøjelse. Agria.dk

En gulerod til kaninen virker næsten lige så selvfølgeligt som et kødben til hunden. Generationer af tegnefilm og børnebøger har været med til at skabe billedet af kaninen med en stor orange gulerod mellem fortænderne.

Men i virkeligheden bør guleroden ikke være en fast del af kaninens kost. Kaniner er græsædere, og langt størstedelen af deres føde bør bestå af groft hø, hvor frisk bladgrønt og gnaverblandinger kun skal fylde ganske lidt.

Vi vil selvfølgelig gerne forkæle vores kæledyr, og derfor er det helt naturligt at give dem noget, vi opfatter som ekstra lækkert. Men det, vi mennesker forbinder med forkælelse, er ikke nødvendigvis godt for kaninen. Faktisk er noget af det bedste, vi kan tilbyde den, så enkelt som godt hø, frisk græs og mulighed for at bruge masser af tid på at spise og søge efter føde. Så godt hø er noget af det vigtigste, du kan give din kanin hver eneste dag.

1. Myte: Kaniner skal have masser af gulerødder
Virkeligheden: Gulerødder er en godbid – ikke basisfoder.

Gulerødder og andre rodfrugter indeholder forholdsvis meget sukker sammenlignet med det grønne plantemateriale, kaniner naturligt lever af. Derfor bør gulerødder kun gives i små mængder som en godbid.

Vil du forkæle din kanin med noget grønt, er der mange bedre alternativer. Prøv eksempelvis mælkebøtter, frisk græs, kløver, hindbærblade, mørke salatblade, friske krydderurter eller toppen fra gulerødder.

Samler du planter i naturen eller haven, skal du være sikker på, at de er egnede til kaniner og ikke er behandlet med sprøjtemidler. Undgå også græsafklip fra plæneklipperen.

2. Myte: En flot blanding med korn, majs og frø må være sund
Virkeligheden: Kaninen har langt mere glæde af hø og fiberrigt foder.

Farverige foder- og müsliblandinger kan se appetitlige ud for os mennesker, men de er ikke nødvendigvis gode for kaninen. Den kan nemlig sortere i blandingen og vælge de mest energirige dele, mens de mere fiberrige dele bliver liggende.

Det kan føre til en ubalanceret kost og øge risikoen for blandt andet overvægt, tandproblemer og fordøjelsesproblemer.

Undgå derfor traditionelle müsliblandinger med korn, majs og frø. Hvis kaninen skal have tørfoder, bør du i stedet vælge ensartede, fiberrige pellets, der er udviklet specielt til kaniner, og kun give dem i en afmålt mængde.

Hø og græs skal altid udgøre langt størstedelen af kosten.

3. Myte: Hårdt foder og ting at gnave i holder tænderne korte
Virkeligheden: Det vigtigste tandarbejde foregår, når kaninen tygger hø.

Kaninens tænder vokser hele livet og skal derfor slides løbende. Når kaninen tygger groft plantemateriale som hø og græs, bruger den kæberne i langvarige tyggebevægelser, der hjælper med at slide tænderne naturligt.

Hvis kaninen ikke får tilstrækkeligt med groft plantemateriale, øges risikoen for tandproblemer. Tænderne kan blandt andet blive for lange eller udvikle skarpe tandspidser, som kan gøre det smertefuldt at spise. Det handler derfor ikke bare om at give kaninen noget hårdt at bide i. Det er især de mange timers tygning af fiberrigt plantemateriale, der er afgørende for både tænderne og fordøjelsen.

4. Myte: Kaninen kan sagtens spise noget nyt fra den ene dag til den anden
Virkeligheden: Kaninens fordøjelse bryder sig ikke om pludselige forandringer.

Variation i det grønne foder er godt, men nye fødevarer skal introduceres lidt ad gangen.

Kaninens fordøjelsessystem er følsomt og afhængigt af en velfungerende balance mellem mikroorganismerne i tarmen. Pludselige ændringer i foderet kan forstyrre denne balance og give fordøjelsesproblemer.

Det gælder også om foråret, når en kanin, der hovedsageligt har levet af hø gennem vinteren, igen får adgang til frisk græs. Her er det vigtigt at lade kaninen vænne sig gradvist til de større mængder.

5. Myte: Hvis kaninen ikke spiser, kan man lige se tiden an
Virkeligheden: Manglende appetit hos en kanin skal tages alvorligt.

Kaniner er byttedyr og er gode til at skjule tegn på sygdom. Derfor kan selv små ændringer i appetit, afføring eller adfærd være vigtige signaler om, at noget er galt.

Hvis kaninen pludselig holder op med at spise, spiser markant mindre eller producerer færre eller ingen afføringskugler, skal man reagere hurtigt.

Det kan blandt andet være tegn på, at bevægelserne i mave-tarm-systemet er nedsat eller gået i stå. Tilstanden kaldes gastrointestinal stase og kan udvikle sig hurtigt og blive både smertefuld og livstruende. Symptomerne kan også skyldes andre alvorlige problemer, eksempelvis en blokering af tarmen.

Kontakt derfor dyrlægen med det samme, hvis kaninen ikke vil spise eller kommer af med væsentligt mindre afføring end normalt. Vent ikke til næste dag for at se, om det går over.

Det har din kanin faktisk brug for
Den gode kaninhverdag behøver altså ikke være særlig avanceret. Fundamentet er:

  • fri adgang til frisk hø af god kvalitet
  • frisk vand hver dag
  • varieret, groft bladgrønt
  • en lille, afmålt mængde egnet pellets
  • gradvise foderskift
  • dagligt opsyn med appetit, afføring og adfærd.

Og guleroden? Den behøver ikke ryge helt ud af køleskabet. Men tænk på den som en lille godbid frem for som kaninens svar på rugbrød.

FAKTA: Derfor er hø så vigtigt

Hø er meget mere end bare mad. Det fiberrige plantemateriale hjælper med at holde kaninens fordøjelsessystem i gang, mens den langvarige tygning bidrager til det naturlige slid på tænderne.

Samtidig giver hø kaninen mulighed for at bruge mange timer på en af sine vigtigste naturlige aktiviteter: at spise og søge efter føde.

En sund voksen kanin bør derfor altid have fri adgang til hø af god kvalitet. Som tommelfingerregel skal man hver dag tilbyde mindst en bunke hø svarende til kaninens egen kropsstørrelse – og sørge for, at den aldrig løber tør.

Vil du vide mere om, hvordan du giver din kanin et sundt og godt liv? På https://frikanin.dk/

kan du finde mere viden og inspiration til kaninens naturlige behov, trivsel og indretning af et kaninvenligt hjem.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Agria Dyreforsikring

Agria Dyreforsikring er specialist i dyreforsikringer gennem mere end 130 år og skal, med specialistkundskab og engagement, udvikle og sælge tryghed for dyr og mennesker. Agria Dyreforsikring i Danmark tilbyder fleksible forsikringer til heste, hunde, katte og andre smådyr som for eksempel gnavere, miniature grise, reptiler og racefugle. De fleste af virksomhedens medarbejdere er selv dyreejere, og sammen med dyreejerorganisationer og dyrlæger er Agria med til at udvikle dyrehold, dyrehelbred og bidrager til veterinærmedicinsk forskning. Agria Dyreforsikring er en filial af Försäkringsaktiebolaget Agria (publ) (Agria Djurförsäkring). Ud over Danmark har Agria også virksomhed i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Frankrig, Irland og England.

Følg pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Agria Dyreforsikring

Hund og ejer er mere forbundne, end vi troede16.10.2026 09:16:02 CEST | Pressemeddelelse

Båndet mellem hunde og mennesker er ikke kun følelsesmæssigt. Ny forskning viser, at hunde og deres ejere også kan være fysiologisk afstemt med hinanden. Når ejeren er afslappet, ses en tilsvarende reaktion hos hunden – og påvirkningen går også den anden vej. Studiet, der er støttet af blandt andet Agrias Forskningsfond, giver ny viden om det helt særlige forhold mellem mennesket og dets bedste ven.

Bella døde få dage før sin etårs fødselsdag: Hjerteorm kan ramme uden tydelige tegn8.10.2026 11:01:59 CEST | Pressemeddelelse

Den langhårede dværggravhund Bella døde få dage før sin etårs fødselsdag af fransk hjerteorm. Hun viste ikke tydelige tegn på alvorlig sygdom, før det var for sent. Hendes historie er en alvorlig påmindelse om, hvor lumsk parasitten kan være. I oktober sætter Agria Dyreforsikring med kampagnen #Husklorten fokus på hjerte- og lungeorm og på, hvad hundeejere selv kan gøre for at mindske smittespredningen.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye