Ny hvepseart fundet i Danmark
15.10.2026 06:01:00 CEST | Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet | Pressemeddelelse
En 24 timer lang bioblitz i Naturnationalpark Gribskov resulterede i registreringen af 1.389 forskellige arter – heraf 41 rødlistede. Blandt fundene er en snyltehveps, som ikke tidligere er fundet i Danmark.

Omkring 70 deltagere brugte et døgn i midten af september på at lede efter dyr, planter og svampe i den nyåbnede Naturnationalpark Gribskov. Blandt de 1.389 registrerede arter var en lille snyltehveps, som ikke tidligere er fundet i Danmark. Bioblitzen blev afholdt i et samarbejde mellem Vores Vilde Natur og Arter.dk.
Finderen af snyltehvepsen, Lars Holm Hansen, er en hyppig deltager i bioblitz over hele landet – Gribskov var hans sjette i 2026. Efter halvanden times dokumentation af forskellige arter, var han dog ikke helt tilfreds med resultaterne og valgte en ny taktik. Han rystede en række ørnebregner for at se, hvilke smådyr der gemte sig mellem bladene, og sugede de små insekter op med en insektsuger, så han kunne undersøge dem nærmere senere.
– Noget af det, jeg godt kan lide ved at deltage i bioblitz og gå på kratlusk, er, at man aldrig helt ved, hvad man får med hjem. Blandt insekterne finder man tit en masse småting, som man ikke lige kan bestemme, og så kan man gå dem efter under stereolup eller mikroskop og se, om der gemmer sig noget interessant, siger Lars Holm Hansen, der til dagligt arbejder med naturformidling og underviser børn og voksne i natur. Han er desuden frivillig som artsekspert for Arter.dk.

2,5 millimeter og svær at artsbestemme
Den lille snyltehveps er omkring 2,5 millimeter lang, og Lars Holm Hansen kunne ikke selv bestemme den. Han lagde et billede af den på Arter.dk, hvor andre eksperter hjalp ham med at identificere arten. Ved hjælp af en bestemmelsesnøgle kunne han efterfølgende bekræfte, at der var tale om Hemiptarsenus ornatus – en art, der ikke tidligere er registreret i Danmark.
– Jeg er rigtig glad for mit fund. Det er meget sjovt, at man indimellem alle de her trivialiteter, som man finder, når man er på tur, kan være heldig at finde en art, der ikke tidligere er registreret i Danmark. Det viser, at hvis man slider lidt i det ude i felten, så kan man være heldig, og det er bare umagen værd, siger Lars Holm Hansen.
– Der er ikke ret mange, der interesserer sig for snyltehvepse
At snyltehvepsen er ny for Danmark, betyder ikke nødvendigvis, at den også er ny i Danmark. Arten er allerede kendt fra blandt andet Tyskland, Sverige og Norge. Ifølge Lars Vilhelmsen, kurator for insekter på Statens Naturhistoriske Museum, er det derfor mere sandsynligt, at snyltehvepsen allerede har været her, men hidtil er blevet overset.
Snyltehvepsen tilhører Chalcidoidea, som er en af de to største grupper af snyltehvepse. Den fundne hveps er kun et par millimeter lang, og nogle arter i gruppen er så små, at de knap kan ses med det blotte øje.
– Den har sandsynligvis været her hele tiden. Den er allerede kendt fra flere lande omkring os, men den er så lille, at man ikke bare lige opdager den. Og der er ikke ret mange i Danmark, der interesserer sig for snyltehvepse – man kan nok tælle dem på én hånd. Derfor findes der også mange arter, som vi endnu ikke har fået registreret, siger Lars Vilhelmsen.
Snyltehvepsene udgør samtidig den største og dårligst kendte gruppe blandt årevingerne, som også omfatter bier, andre hvepse og myrer.
– Når mange mennesker med forskellige artskompetencer undersøger et område på samme tid, får vi samlet langt mere materiale, end forskerne selv ville kunne nå. Det giver et bedre grundlag for at undersøge naturen nærmere – også grupper som snyltehvepsene, hvor vi stadig mangler meget viden, siger Lars Vilhelmsen.
1.389 arter på ét døgn
Det var netop gennem den intensive indsats, at bioblitzen kunne give et øjebliksbillede af Gribskovs artsrigdom. I alt blev der registreret 3.881 fund fordelt på 1.389 forskellige arter. 41 af arterne står på den danske rødliste over truede og næsten truede arter.
Bioblitzen gav desuden et usædvanligt stort antal edderkoppefund. Hele 112 forskellige edderkoppearter blev registreret på 24 timer, hvilket er det største antal registreret under en bioblitz i Danmark.
– Gribskov er netop valgt som naturnationalpark på grund af sin store biodiversitet, og et døgns bioblitz understreger stedets store artsrigdom. Det er det, vi skal bygge videre på. Der er også fundet dyr, planter og svampe, som vi ikke vidste fandtes her, siger Anna Thormann, projektleder for Naturnationalpark Gribskov.

Nu har hvepsen også fået et navn
For Lars Holm Hansen stopper historien ikke med artsbestemmelsen. Han har nu fået godkendt sit forslag til et dansk navn for arten: Smykket dværgsnyltehveps.
– Jeg synes, det er vigtigt, at arter også får danske navne, fordi det gør dem lettere at tale om og huske. Et dansk navn er en adgangsbillet til vores bevidsthed, mens det videnskabelige navn alene ofte kan være en barriere for den brede befolkning. Det er langt nemmere at forholde sig til for eksempel den nye snyltehveps, hvis den har et dansk navn, siger Lars Holm Hansen.
Navnet tager afsæt i det videnskabelige navn Hemiptarsenus ornatus, hvor det latinske ornatus kan oversættes til ”udsmykket” eller ”dekoreret”, hvilket henviser til snyltehvepsens fine metalliske skær og flerfarvede krop.
Om bioblitzen i Naturnationalpark Gribskov
En bioblitz er en intensiv undersøgelse af et afgrænset naturområde, hvor eksperter og frivillige sammen leder efter og registrerer så mange forskellige arter som muligt på kort tid.
- 3.881 registrerede fund
- 1.389 forskellige arter
- 41 rødlistede arter
- 112 forskellige edderkoppearter
- 24 timer med målrettet artsregistrering
- Omkring 70 deltagere
Om Vores Vilde Natur
Bioblitzen i Naturnationalpark Gribskov er en del af projektet Vores Vilde Natur, hvor Naturstyrelsen, Friluftsrådet og Statens Naturhistoriske Museum samarbejder om at vække nysgerrighed og engagement for en vildere natur gennem viden, oplevelser og handling.
Projektet har fået støtte fra Nordea-fonden og Aage V. Jensen Naturfond.
Om Arter.dk
Arter.dk er Danmarks vidensbase om de arter, der lever i vores natur. Her samles data om arter fra både private og offentlige kilder, så de er tilgængelige for alle.
På Arter.dk kan man finde viden om Danmarks omkring 35.000 arter af dyr, planter og svampe og selv indberette fund. Brugerne kan samtidig bidrage til at få fund artsbestemt og valideret. På den måde er Arter.dk med til at give forskere og naturforvaltere et bedre overblik over arterne i den danske natur.
Arter.dk er et samarbejde mellem Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Statens Naturhistoriske Museum, Naturhistorisk Museum Aarhus og DanBIF. Arbejdet er støttet af Aage V. Jensen Naturfond og 15. Juni Fonden.
Kontakter
Maja Nyvang ChristensenPressemedarbejderStatens Naturhistoriske Museum
Tlf:93 56 52 73mnc@snm.ku.dkBilleder



Om Statens Naturhistoriske Museum
Statens Naturhistoriske Museum er smukt beliggende i hjørnet af Botanisk Have nær Nørreport Station. Museet er nationalmuseum for naturhistorien i Danmark og har ansvaret for forvaltningen af de nationale naturhistoriske samlinger og den tilknyttede forskning og formidling. Samlingerne udgør museets absolutte kerne. De omfatter ca. 14 millioner genstande indsamlet over 400 år; heriblandt skind, skeletter, dyr i sprit, insekter på nål, planter på herbarieark, fossiler, mineraler og meteoritter. Hertil kommer de levende samlinger i Botanisk Have, der omfatter ca. 8.000 forskellige plantearter såsom orkidé, kaktus, kødædende planter og eksotiske træarter.
Adresse:
Øster Voldgade 5–7, 1350 København K

Følg pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Statens Naturhistoriske Museum - Københavns Universitet
Sidste chance for at opleve Statens Naturhistoriske Museum på Øster Voldgade2.10.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Efterårsferien bliver en af de sidste muligheder for at opleve Statens Naturhistoriske Museums udstillinger på Øster Voldgade, inden dørene lukkes og museet gør klar til åbningen af det nye museum 6. marts 2027.
Skoleelever er imponerende gode til at artsbestemme naturens mikroliv25.9.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Mere end 27.000 skoleelever blev sat til at finde og artsbestemme organismer, som både er svære at få øje på og vanskelige at artsbestemme. Nu viser et nyt videnskabeligt studie, at eleverne udviste stor præcision i deres artsbestemmelse og at deres arbejde kan bruges til at skabe ny viden om biodiversiteten i Danmark.
Nu skal danskerne hjælpe forskere med at finde skovens små edderkopper17.9.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
I Danmark findes der over 600 forskellige arter edderkopper, men langt størstedelen af dem har forskere stadig begrænset viden om. Nu inviterer Statens Naturhistoriske Museum danskere over hele landet til at hjælpe med at indsamle data og edderkopper. Den første Eddercup finder sted i uge 40-41 og har fokus på de små edderkopper, der gemmer sig i skovbundens visne blade.
Et af verdens kun to komplette drontekranier giver ny viden om den uddøde fugl6.8.2026 06:02:00 CEST | Pressemeddelelse
Et af verdens kun to komplette kranier fra en dronte befinder sig på Statens Naturhistoriske Museum. Nu har det sjældne kranium hjulpet forskere med at få ny viden om, hvordan den ikoniske, uddøde fugl sansede og interagerede med sine omgivelser.
Forskere opdager syv nye frøarter på Madagaskar3.8.2026 06:04:00 CEST | Pressemeddelelse
Et nyt internationalt studie beskriver syv hidtil ukendte frøarter fra Madagaskar og viser, hvordan naturhistoriske samlinger spiller en afgørende rolle i arbejdet med at kortlægge og bevare øens enestående biodiversitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum