

Kom og hør om de nye boliger i Æblelunden i Kolding
13.10.2026 07:00:00 CEST | Boligselskabet Kolding | Pressemeddelelse
Hvordan kommer fremtidens Æblelunden til at se ud, og hvilke boliger bliver der mulighed for at bo i? Det kan interesserede få svar på, når Boligselskabet Kolding inviterer til informationsmøde tirsdag den 20. oktober. På dagen er der også mulighed for gratis opskrivning til boligerne.

Æblelunden i Kolding er i gang med en omfattende forandring. Frem mod 2029 skal boligområdet udvikles med nye og renoverede boliger, grønne opholdsarealer og flere forskellige boligtyper.
Tirsdag den 20. oktober kl. 17.00–19.30 inviterer Boligselskabet Kolding alle interesserede til informationsmøde på Skovvejen 64A i Kolding.
Her kan man høre om planerne for Æblelunden, som blandt andet kommer til at rumme et seniorbofællesskab, rækkehuse, ældreboliger, ungdomsboliger og lejligheder, hvoraf mange bliver tilpasset personer med funktionsnedsættelse. Boligerne får forskellige størrelser og huslejer.
”Vi glæder os til at fortælle om planerne for Æblelunden og de mange forskellige boligmuligheder, der bliver i området. Vi håber, at både nuværende ventelistemedlemmer og andre interesserede har lyst til at komme og høre mere og stille spørgsmål,” siger Bjarne Olesen, formand for Boligselskabet Kolding.
Til informationsmødet vil der blandt andet være oplæg om byudviklingen i Kolding Kommune med særligt fokus på Kolding Nord ved formand for Plan- og Teknikudvalget Tobias Jørgensen. Afdelingsformand Anne-Mette Højer vil fortælle om livet i Æblelunden, mens totalentreprenøren NCC præsenterer byggeprojektet og de kommende forandringer i området.
Fra 474 til 318 boliger
Når omdannelsen er afsluttet i 2029, vil Æblelunden rumme 318 boliger mod tidligere 474. Projektet omfatter som nævnt blandt andet et seniorbofællesskab med 18 boliger, 42 ældreboliger og nye ungdomsboliger. Samtidig moderniseres næsten alle etageboliger med blandt andet elevatorer og forbedret tilgængelighed.
På informationsmødet vil der være oplæg om både projektet, byudviklingen i Kolding Nord og livet i Æblelunden. Deltagerne kan også høre mere om det at bo alment og få svar på deres spørgsmål.
Tilmelding senest 17. oktober
Informationsmødet finder sted tirsdag den 20. oktober kl. 17.00–19.30 på Skovvejen 64A i Kolding.
Det er gratis at deltage, og der serveres lidt at spise. Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet.
Du skal tilmelde dig arrangementet. Det kan du gøre ved at skrive til kolding@bdk.dk med navn, mail eller telefon og antal, I deltager senest den 17. oktober.
På dagen er der mulighed for gratis opskrivning til boligerne.
Nøgleord
Kontakter
Bjarne OlesenFormand Boligselskabet Kolding
Tlf:21 45 83 06bjol@bdk.dkBilleder


Links
Boligselskabet Kolding
Boligselskabet Kolding er et alment boligselskab med knap 750 lejeboliger fordelt på 9 boligafdelinger i Kolding og omegn.
Boligselskabet Kolding administreres af Boligkontoret Danmark, der som en foreningsbaseret nonprofitorganisation leverer administration, rådgivning og serviceydelser til mere end 36.000 lejeboliger landet over for både boligselskaber og kommuner.
Følg pressemeddelelser fra Boligselskabet Kolding
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.