MSC – Marine Stewardship Council

MSC Nordic Golden Fish Awards 2026: Kesko, Kalles og Princes Foods BV vinder - tre danske virksomheder blandt de nominerede

12.10.2026 09:26:08 CEST | MSC – Marine Stewardship Council | Pressemeddelelse

Del

Finlands førende dagligvareaktør målt på udvalg af fisk og skaldyr fra bæredygtigt fiskeri, et af Sveriges mest ikoniske fiskemærker og en vigtig drivkraft bag væksten i MSC-certificeret tun i Norden modtager årets priser, som blev uddelt ved en ceremoni i Malmø. 

København, 12. oktober 2026 - Marine Stewardship Council (MSC) har kåret Kesko (Finland), Kalles (Sverige) og Princes Foods BV som vindere af MSC Nordic Golden Fish Awards 2026. Kesko modtager prisen i kategorien Retailer Award, Kalles vinder Brand Award, og Princes Foods BV modtager prisen i kategorien License Holder Award. De tre vindere blev udvalgt blandt årets elleve nominerede fra Norden og resten af Europa. 

MSC Nordic Golden Fish Awards 2026 - priser
MSC Nordic Golden Fish Awards 2026 - priser

Vinderne blev offentliggjort den 7. oktober under konferencen MSC Nordic Seafood Futures 2026 på World Maritime University i Malmø. Konferencen samlede detailhandlere, producenter, NGO’er og andre interessenter for at drøfte udviklingen inden for bæredygtigt fiskeri og fremtiden for fisk og skaldyr fra sådant fiskeri. Her blev også MSC’s nye Nordic State of the Market Report præsenteret. Rapporten samler markedsdata og tendenser fra Sverige, Norge, Danmark og Finland. 

Kesko vinder Retailer Award 

Prisen i kategorien Retailer Award går til Kesko, som driver K-gruppens dagligvarebutikker i Finland. Virksomheden er førende på det finske marked målt på både volumen og bredden af sit udvalg af fisk og skaldyr fra bæredygtigt fiskeri. Gennem fortsatte investeringer har Kesko opnået en betydelig og stabil vækst i volumen af MSC-certificerede produkter. Blandt årets nominerede er Kesko den eneste nordiske dagligvareaktør med konsekvent stigende volumener og har samtidig den højeste volumen af MSC-certificerede produkter pr. indbygger blandt de nordiske dagligvareaktører. 

Kesko fjerner desuden ikke-certificerede produkter fra sit sortiment, når et fiskeris certificering midlertidigt suspenderes. 

“Hos K-Group ønsker vi at fremme beskyttelsen af fiskebestandene og give vores kunder tydelig information, så de kan træffe velinformerede valg. K-gruppens dagligvarebutikker tilbyder et bredt udvalg af bæredygtighedscertificerede fiske- og skaldyrsprodukter – fra konserveshylden og frysedisken til fiskedisken. Når en kunde vælger et MSC-certificeret produkt, kan vedkommende have tillid til, at produktet kommer fra et fiskeri, der er certificeret efter kriterierne i en uafhængig certificeringsordning. Den pris, vi har modtaget, er en stor anerkendelse af vores langsigtede og konsekvente arbejde med at udvikle vores udvalg af certificerede fiske- og skaldyrsprodukter,” siger Anna Blässar, Sustainability Manager hos K-Group, som også var til stede for at modtage prisen. 

Kalles vinder Brand Award 

I kategorien Brand Award hædres brands inden for fisk og skaldyr og kæledyrsfoder, der udvider deres sortiment af MSC-certificerede produkter. Årets vinder er Kalles, et af Sveriges mest ikoniske fiskemærker, som har været en del af svenskernes hverdag i mere end 70 år. 

Kalles viser, hvordan et velkendt hverdagsprodukt kan gøre MSC-certificerede fiskeprodukter tilgængelige for forbrugerne. I dag bærer 11 Kalles-produkter det blå MSC-mærke. 

“Vi er meget glade for at modtage denne pris fra MSC. Det er en stor anerkendelse af vores langsigtede arbejde og tætte samarbejde. Kalles Kaviar er et af Sveriges mest ikoniske brands – et produkt, der har været en naturlig del af hverdagen og morgenbordet i mere end 70 år. Vi er stolte af, at vores Kalles-produkter bærer det blå MSC-mærke, og det er vigtigt for os, at Kalles fortsat er en elsket klassiker, samtidig med at vi tager ansvar for vores råvarer og havets ressourcer,” siger Ella Karvonen, Brand Manager hos Orkla Foods Sverige. 

Princes Foods BV vinder License Holder Award 

Kategorien License Holder Award anerkender virksomheder, der producerer fiske- og skaldyrsprodukter til andre virksomheder på det nordiske marked, uanset hvor produktionen finder sted. 

Årets vinder, Princes Foods BV, leverer produkter til 16 brands i regionen og spiller en vigtig rolle i væksten af MSC-certificeret tun i Skandinavien. Virksomhedens volumen af MSC-certificerede produkter steg med mere end 13 procent i 2025/26. Gennem samarbejdet med en række brands bidrager Princes til at gøre MSC-certificeret tun tilgængelig for forbrugerne på tværs af regionen. 

“Vi har i årevis arbejdet på at sætte MSC på dagsordenen i Norden, især i detailhandlen, og det er virkelig glædeligt at se den indsats blive anerkendt. En stor del af æren tilfalder også MSC selv for at øge bevidstheden om bæredygtighed og bidrage til at bevæge branchen i den rigtige retning,” siger Hans Hagman, Commercial Sales Manager Scandinavia & Baltics hos Princes Foods BV. 

Tre danske virksomheder blandt årets nominerede 

Danmark var repræsenteret blandt årets elleve nominerede med Coop DK, Sæby Fiskeindustri og Espersen. 

I kategorien Retailer Award var Coop DK nomineret sammen med Axfood fra Sverige, Kesko fra Finland og REMA 1000 fra Norge. Coop DK blev nomineret for at have haft den største vækst i MSC-certificerede produkter blandt danske dagligvarehandlere. Et vigtigt skridt var, at kæden sidste år tilføjede MSC-certificeret sild fra Nordsøen til sit sortiment. 

I kategorien Brand Award var Sæby Fiskeindustri nomineret sammen med Kalles fra Sverige, Atria fra Finland og Mars fra Norge. Sæby blev nomineret for at introducere chilensk hestemakrel på det danske marked og for at have haft den højeste vækst i salgsvolumen af MSC-certificerede produkter i Danmark. 

I kategorien License Holder Award var Espersen nomineret sammen med Princes Foods BV og Lerøy Seafood Group. Den danske, fondsejede virksomhed har i mange år været engageret i MSC. Som leverandør af frosne hvidfiskeprodukter til detailhandlen i hele Europa har Espersen spillet en central rolle i at fremme og sælge MSC-certificerede produkter på tværs af kontinentet - både gennem sit eget mærke, Rahbek og gennem private label-produktion. Mere end halvdelen af virksomhedens rapporterede MSC-mærkede produktion for Skandinavien leveres gennem andre virksomheders varemærker, herunder store nordiske dagligvarekæder. 

“Stort tillykke til Kesko, Kalles og Princes Foods BV med årets priser. Deres indsats viser, hvordan virksomheder kan bidrage til at gøre MSC-certificerede fiske- og skaldyrsprodukter mere tilgængelige for forbrugerne. Vi er også stolte af, at tre danske virksomheder – Coop DK, Sæby Fiskeindustri og Espersen – var blandt årets elleve nominerede. De repræsenterer forskellige dele af værdikæden og viser, at arbejdet med MSC-certificerede produkter foregår på tværs af detailhandel, brands og leverandører. Det er netop samarbejdet på tværs af værdikæden, der er vigtigt for at udvikle markedet for fisk og skaldyr fra bæredygtigt fiskeri i Danmark og resten af Norden,” siger Morten Fristrup, landechef for Danmark hos Marine Stewardship Council.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

MSC Nordic Golden Fish Awards 2026 - priser
MSC Nordic Golden Fish Awards 2026 - priser
Download
MSC Nordic Seafood Futures 2026 - paneldiskussioner
MSC Nordic Seafood Futures 2026 - paneldiskussioner
Download
MSC Nordic Seafood Futures 2026 - paneldiskussioner
MSC Nordic Seafood Futures 2026 - paneldiskussioner
Download
MSC Nordic Seafood Futures 2026 - paneldiskussioner
MSC Nordic Seafood Futures 2026 - paneldiskussioner
Download
MSC Nordic Golden Fish Awards 2026 - priser
MSC Nordic Golden Fish Awards 2026 - priser
Download

Om MSC

Marine Stewardship Council (MSC) er en international non-profit organisation, der sætter globalt anerkendte standarder for bæredygtigt fiskeri og forsyningskæden for fisk og skaldyr. MSC-miljømærket på et fiskeprodukt betyder, at det kommer fra et fiskeri efter vilde fangster, som er blevet uafhængigt certificeret i henhold til MSC's videnskabsbaserede standard for bæredygtigt fiskeri. Mere end 600 fiskerier, der repræsenterer 20 % af verdens vilde marine fangst, er involveret i dets certificeringsprogram, og mere end 20.000 forskellige MSC-mærkede produkter er tilgængelige på hylder over hele kloden. For mere information besøg msc.org/dk

Følg pressemeddelelser fra MSC – Marine Stewardship Council

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra MSC – Marine Stewardship Council

Nordøstatlantisk makrel, atlanto-skandisk sild og blåhvilling er både truet af overfiskeri og klimaforandringer5.10.2026 11:11:36 CEST | Pressemeddelelse

Efter flere år uden politisk handling, opfordrer Marine Stewardship Council (MSC) de regeringer og nationer, der fisker i nordøstatlanten til at få etableret en kvote med en fælles aftale for almindelig makrel, norsk forårsgydende (atlantoskandisk) sild og blåhvilling for at beskytte disse arter til fremtiden. Givet de små pelagiske fiskearters sensitivitet til miljøet, er et internationalt samarbejde essentielt som klimaforandringer sætter pres på de marine ressourcer. Ny data fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) viser ensidige kvoter for makrel, hvilket har resulteret i at fangsterne overstiger forskning med omtrent 32% over de sidste 10 år. Mens det seneste estimat viser en lille forbedring i biomassen af makrelbestanden, forholder bestanden sig tæt på den kritiske tærskelværdi. Hvis der derfor fortsat overfiskes, kan det underminere dette tidlige tegn på forbedring og forhindre bestanden i at genoprette sig til biologisk sikre niveauer. De seneste år, er den totale fan

Coop DK udvider udvalget af MSC-mærket fisk og skaldyr, Sæby Fiskeindustri topper væksten i MSC-mærkede produkter i Danmark og Espersen har spillet en central rolle i udbredelsen af MSC-mærkede produkter – tre danske virksomheder nomineret til MSC Nordic Golden Fish Awards 202630.9.2026 14:25:58 CEST | Pressemeddelelse

Vinderne i alle tre kategorier kåres live i Malmø den 7. oktober, sammen med otte andre nordiske og europæiske nominerede. København, september 2026 - Tre danske virksomheder er blandt årets nominerede til MSC Nordic Golden Fish Awards, som arrangeres af Marine Stewardship Council (MSC). Coop DK er nomineret i kategorien Retailer Award for den største vækst i MSC-mærkede produkter blandt danske dagligvarehandlere. Sæby Fiskeindustri er nomineret i kategorien Brand Award for at introducere chilensk hestemakrel på det danske marked og for at have haft den højeste vækst i salgsvolumen af MSC-mærkede produkter i Danmark. Espersen er nomineret i kategorien License Holder Award, for at fremme og sælge MSC-mærkede produkter i hele Europa. De tre danske virksomheder er blandt årets elleve nominerede.

Fiskeriet af chilensk hestemakrel modtager MSC recertificering18.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse

Fiskeriet af chilensk hestemakrel er blevet recertificeret efter Marine Stewardship Councils (MSC) Fiskeristandard, hvilket anerkender fiskeriets engagement til bæredygtigt fiskeri og ansvarlig forvaltning af et af verdens mest udbredte fiskebestande. Fiskeriet modtog sin første certificering i 2020. En MSC-certificering er gyldig i fem år, hvorefter fiskeriet skal vurderes på ny. Chilensk hestemakrel kan måske lyde fremmed for en dansk forbruger, men fisken findes allerede i dåser med tomatsovs på de danske supermarkedshylder. I takt med at den nordatlantiske makrel er blevet overfisket, hvilket førte til at fiskeriet efter den mistede sin MSC-certificering i 2019, er den chilenske hestemakrel i stigende grad blevet set som et bæredygtigt alternativ til den nordatlantiske makrel. Morten Fristrup, chef for den danske afdeling af MSC udtaler: "Den seneste udvikling inden for makrel i det Nordøstlige Atlanterhav fremhæver vigtigheden af at sikre en pålidelig kilde af fisk og skaldyr fra

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye