Hammel Neurocenter opruster for at sikre stærk og ensartet rehabilitering i hele Region Midtjylland
9.10.2026 13:14:01 CEST | Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive | Pressemeddelelse
Borgere med erhvervet hjerneskade skal have adgang til specialiseret rehabilitering af høj og ensartet kvalitet, uanset hvor i Region Midtjylland de bor. Med sundhedsreformen samles denne opgave nu i ét regionalt tilbud, og Regionshospitalet Hammel Neurocenter er i fuld gang med at udvide holdet til tre enheder i Hammel, Herning og Horsens.

Mere sammenhængende forløb, fælles faglige standarder og adgang til den samme specialiserede ekspertise, uanset om borgerne bor øst, vest eller midt i Region Midtjylland.
Det er ambitionen, når Region Midtjylland til nytår overtager ansvaret for rehabilitering på specialiseret niveau til borgere med svær, erhvervet hjerneskade og andre sjældne, komplekse rehabiliteringsbehov. Opgaven har hidtil ligget hos kommunerne, som igennem mange år har opbygget værdifuld erfaring og faglig viden på området. Nu forankrer Region Midtjylland indsatsen i Hospitalsenhed Midt - hos Hammel Neurocenter, som derfor er i fuld gang med at gøre klar og sætte det nye, udvidede hold.
- Vi glæder os helt vildt til at omsætte de politiske intentioner og faglige ambitioner til konkret virkelighed. I første omgang betyder det blandt andet, at vi skal finde en del nye, dygtige kolleger, som ligesom os brænder for at skabe gode og sammenhængende forløb, hvor vi på tværs af fagligheder hjælper borgerne godt videre til en ny hverdag efter en alvorlig skade, fortæller chefsygeplejerske på Hammel Neurocenter Tina Pasgaard.
Søger kolleger til tre enheder
Konkret søger Hammel Neurocenter nye kolleger til de tre enheder, som Region Midtjylland overtager til nytår. Enhederne er placeret i Herning, Horsens og Hammel og er hidtil blevet drevet af henholdsvis Herning Kommune, Horsens Kommune og Region Midtjyllands Socialområde.
Med ændringen af opgave og organisering skal de tre enheder fremover rumme dobbelt så mange pladser, ligesom der hvert sted udvides med dagrehabilitering på specialiseret niveau. Det er baggrunden for, at medarbejderstaben nu udvides med omkring 27 kolleger i Hammel, 23 i Herning og 16 i Horsens – fordelt på både sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, fysioterapeuter og ergoterapeuter.
- Vi bygger videre på tre enheder med stærke faglige traditioner og dygtige medarbejdere og udvider samtidig holdet markant for at kunne løfte opgaven regionalt. Vi leder særligt efter folk, der brænder for at arbejde i tværfaglige teams og tænke i helheder. For det er netop samspillet mellem faggrupperne, der gør hele forskellen for borgerne og deres familier, siger chefterapeut Helle Dybkjær fra Hammel Neurocenter.
Et stærkt fagligt ankerpunkt
Med den nye organisering overgår ansvaret for rehabilitering på specialiseret niveau i hele Region Midtjylland til Hammel Neurocenter. Centret har i forvejen ansvaret for den højt specialiserede neurorehabilitering i Vestdanmark. Dermed bliver de tre nye enheder og rehabiliteringen på specialiseret niveau forankret i et stærkt fagligt miljø, hvor forskning og vidensdeling også er en naturlig del af hverdagen.
- Kommunerne har hidtil gjort et stort og vigtigt arbejde med at rehabilitere blandt andre borgere med svære hjerneskader. Og vi glæder os over, at der følger dygtige og engagerede medarbejdere med, når Region Midtjylland overtager opgaven til nytår. Vi kommer til at lytte indgående til deres erfaringer, så vi kan tage det bedste fra begge verdener og sammen udvikle fremtidens rehabilitering på specialiseret niveau til gavn for patienterne, siger lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt, Claus Brøckner Nielsen.
Han peger samtidig på, at der også fremover vil være behov for et tæt samarbejde med kommunerne. Sideløbende med at Hammel Neurocenter gør klar til at overtage driften til nytår, sættes der derfor gang i et fælles udviklingsspor, hvor Region Midtjylland og de 19 kommuner i regionen skal undersøge og udvikle, hvordan de matrikelløse forløb over tid kan komme endnu tættere på borgernes hverdag uden at gå på kompromis med den faglige kvalitet.
FAKTA: Rehabilitering på specialiseret niveau i Region Midtjylland
- Med sundhedsreformen overtager Region Midtjylland 1. januar 2027 ansvaret for rehabilitering på specialiseret niveau fra de 19 kommuner i regionen.
- Opgaven forankres på Hospitalsenhed Midt, Regionshospitalet Hammel Neurocenter.
- Der etableres tre døgnrehabiliteringsenheder med i alt 30 pladser i Hammel, Herning og Horsens. Døgnpladserne bygger videre på tilbud, der i dag drives af hhv. Region Midtjyllands socialområde, Herning Kommune og Horsens Kommune.
- Antallet af sengepladser fordobles på alle tre lokationer, hvor der samtidig etableres pladser til dagrehabilitering.
- Målgruppen er primært borgere med svær, erhvervet hjerneskade og andre sjældne, komplekse rehabiliteringsbehov. Der forventes samlet set ca. 190 forløb årligt.
- Med overtagelsen af opgaven og udvidelsen af de tre enheder i Horsens, Hammel og Herning får Hammel Neurocenter brug for en del nye sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, social- og sundhedsassistenter.
Kontakter
PressevagtHospitalsenhed Midt
Tlf:7844 1120kommunikation@midt.rm.dkBilleder


Om Hospitalsenhed Midt
Hospitalsenhed Midt
Heibergs Alle 5A
8800 Viborg
Hospitalsenhed Midt er den næststørste af fem hospitalsenheder i Region Midtjylland. Enheden rummer Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive. Hospitalsenheden beskæftiger tilsammen cirka 4800 medarbejdere, som årligt behandler omkring 441.000 ambulante dagspatienter og udskriver flere end 60.000 patienter efter indlæggelse.
Følg pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Hospitalsenhed Midt - Viborg, Silkeborg, Hammel, Skive
Forløb giver hurtigere bedring efter hjernerystelse2.10.2026 11:31:04 CEST | Pressemeddelelse
Patienter med svære symptomer i flere måneder efter en hjernerystelse oplevede hurtigere bedring efter et GAIN-forløb, men over tid har en standardbehandling umiddelbart samme effekt. Det viser et af de hidtil største studier af behandlingstilbud til hjernerystelse i The Lancet eClinical Medicine.
Hospitalsenhed Midt ansætter ny administrationschef1.10.2026 09:32:15 CEST | Pressemeddelelse
Michael Friis Larsen er ansat som ny administrationschef i Hospitalsenhed Midt fra d. 1. november 2026. Han kommer fra en stilling som sekretariatschef i Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune.
2.200 gæster til Åbent Hospital i Hospitalsenhed Midt6.9.2026 15:09:43 CEST | Pressemeddelelse
Børn med syge bamser, unge med drømme om en fremtid i sundhedsvæsenet og voksne med interesse for livet på hospitalerne. I alt 2.200 borgere besøgte søndag Åbent Hospital i Hospitalsenhed Midt.
Kom til Åbent Hospital i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive26.8.2026 10:33:20 CEST | Pressemeddelelse
Hospitalsenhed Midt inviterer inden for på fire hospitaler til Åbent Hospital søndag den 6. september 2026 klokken 10-13.
Ny Viborg-forskning: Ultralyd kan afgøre, hvem der skal opereres for overrevet akillessene3.7.2026 10:47:04 CEST | Pressemeddelelse
En ultralydsundersøgelse kan vise, hvilke patienter med en overrevet akillessene der har brug for operation – og hvem kroppen selv kan hele. Det viser et stort dansk studie fra Regionshospitalet Viborg, der kan spare patienter for unødvendige operationer og har vakt international opsigt.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum