Randers Bibliotek

Beredskabsdag i Langå: Hvad gør du, hvis strømmen går?

9.10.2026 06:30:00 CEST | Randers Bibliotek | Pressemeddelelse

Del

Hvordan står vi sammen, hvis hverdagen pludselig bliver anderledes? Og hvad betyder beredskab egentlig for dig, din familie og dit lokalsamfund? Kig forbi Beredskabsdagen på Langå Bibliotek og få en spændende og lærerig dag med oplevelser, aktiviteter, konkrete råd og samtaler om beredskab.

”Skal vi panikke, eller skal vi bare tage det stille og roligt?” – citat og foto fra DR’s nye program ’Når alt slukker’.
”Skal vi panikke, eller skal vi bare tage det stille og roligt?” – citat og foto fra DR’s nye program ’Når alt slukker’.

Regner du med, at kommunen rykker ud med varme tæpper og suppe, hvis strømmen pludselig går midt i januar? Måske du har et lille lager af vand på flaske, knækbrød og dåseleverpostej, men har du tænkt på, at toilettet ikke kan skylle uden strøm?

Få svar på nogle af alle de spørgsmål, der melder sig, når talen falder på beredskab i tilfælde af kriser i Danmark, når Langå Bibliotek inviterer til Beredskabsdag i samarbejde med DR onsdag den 28. oktober 2026.

”Beredskab handler lige så meget om, hvordan vi kommer igennem en krise i fællesskab, som det handler om at have forberedt sig derhjemme. Vi håber, at så mange som muligt kigger forbi – også hvis man bare har lyst til at se en brandbil tæt på,” siger Margit Lund Deutsch-Lauritsen, tovholder for Langå Bibliotek.

Bag ’Sammen om beredskab’ står DR, bibliotekerne, Dansk Folkeoplysnings Samråd (DFS) og den almennyttige uddelende forening Østifterne. Partnerskabet gennemfører 20 gratis beredskabsdage på biblioteker og kulturhuse over hele Danmark som en del af DR's temasatsning om beredskab.

Escape Room: Oplev 72 timers krise på 30 minutter

Hvad gør du helt konkret, når strømmen går, nettet forsvinder, og hverdagen pludselig ikke fungerer som normalt? Til beredskabsdagen kan man prøve DR’s mobile beredskabs-Escape Room, hvor deltagerne bliver kastet direkte ind i en samfundskrise for sammen at hjælpe et familiemedlem i nød.

Oplevelsen tager cirka 30 minutter at gennemføre og er bygget som en intens, sjov og anderledes fælles oplevelse, hvor beredskab bliver noget, man gør og ikke bare noget, man taler om.

Man kan også opleve foredrag med DR’s journalister og en talk om det nye program ’Når alt slukker’, der har præmiere 21. oktober på DR. For de litterære er der guidet fælleslæsning, og for de historisk interesserede er der foredrag om en familiehistorie fra en tid, hvor beredskab var en tvingende nødvendighed. Gæster på dagen får også mulighed for at dyrke fællesskabet med leg, krea, quiz og fællessang.

Programmet starter klokken 14 med åbningstale fra borgmester Rosa Lykke Yde og fællessang. Dagen er for hele familien, og alle arrangementer er gratis. Nogle af aktiviteterne, som for eksempel Escape Room og guidet fælleslæsning, kræver tilmelding via Randers Biblioteks hjemmeside.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Randers Bibliotek

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Randers Bibliotek

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye