Dansk udviklingsbistand skaber resultater - for partnerlandene og for Danmark
8.10.2026 10:00:00 CEST | Udenrigsministeriet | Pressemeddelelse
Ny redegørelse gør status for dansk udviklingssamarbejde i 2025 – et år, hvor den globale udviklingsbistand oplevede det største fald nogensinde på 23 procent. Danmark har valgt en anden kurs og fastholder FN-målsætningen om at bruge 0,7 procent af BNI på udviklingsbistand.
Godt et år efter vedtagelsen af Danmarks nye udviklingspolitiske strategi i juni 2025, offentliggøres i dag den årlige udviklingspolitiske redegørelse, som præsenterer en række konkrete resultater på tværs af centrale områder for udviklingspolitikken.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger:
”I en tid, hvor den globale magtbalance er under forandring, skal vi bruge vores udviklingsbistand mere strategisk. Der er brug for at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Udviklingssamarbejdet skal i endnu højere grad skabe resultater, der gavner både vores partnere og Danmark. Vi skal både hjælpe mennesker, når katastrofen rammer, og bruge udviklingssamarbejdet til at skabe jobs, vækst og stærkere partnerskaber, der kan dæmme op for migrationspresset på Europa.”
Danmark udbetalte i alt 22,9 milliarder kroner i udviklingsbistand i 2025, hvoraf det største modtagerland var Ukraine, som modtog 1,2 milliarder kroner fokuseret på at sikre basale behov nu og her kombineret med langsigtet udvikling og støtte til reformer frem mod EU-tiltrædelse.
Redegørelsen fremhæver blandt andet følgende resultater for 2025
- 52.000 arbejdspladser blev understøttet af SDG-fonden, som er et offentligt-privat partnerskab mellem Impact Fund Denmark og danske institutionelle og private investorer, som ved udgangen af 2025 havde investeret ca. 4,1 mia. kr. i 27 private virksomheder på tværs af vækstmarkeder og mobiliseret yderligere 15,3 mia. kr. i kapital.
- Myndighedssamarbejdet bidrog til at styrke partnerlandenes kapacitet til at løse samfundsudfordringer i 24 geopolitisk vigtige lande inden for sektorer som sundhed, miljø, klima og søfart. Det styrkede Danmarks diplomatiske relationer til landene og åbnede døre til nye markeder for danske virksomheder.
- Danmark gav mere end 259 mio. kr. i humanitær støtte til Sudan i 2025, hvor verdens største fødevare- og fordrivelseskrise udspiller sig. Danmark bidrog bl.a. til at 12,1 mio. mennesker fik fødevarehjælp, herunder i områder ramt af hungersnød, samt at 13 mio. mennesker blev støttet med andre indsatser gennem FN’s humanitære fond relateret til fordrivelse, behandling af kolera og akut minerydning.
- Gennem den interministerielle freds- og stabiliseringsfond støttede Danmark indsatser i bl.a. Vest- og Østafrika, Syrien/Irak og Ukraine/Moldova for 480 mio. kr. i en tid, hvor væbnede konflikter stiger i antal og kompleksitet. Indsatserne bidrager til stabilitet og reducerer risikoen for irregulær migration gennem bl.a. bekæmpelse af ekstremisme og kriminalitet, styrket social sammenhængskraft samt maritim sikkerhed. Eksempelvis har over 11.000 personer i Ukraine modtaget psykosocial støtte, og støtte til over 50 kommuner i Vestafrika har bidraget til konfliktforebyggelse.
- Mere end 170.000 km² naturområder – svarende til omkring fire gange Danmarks størrelse – er blevet beskyttet gennem FN’s Miljøprogram (UNEP), hvor Danmark i 2025 var den fjerde største bidragsyder. Mere end 1.000 lokale civilsamfundsorganisationer opnåede i 2025 bedre beskyttelse mod digitale angreb, større digital kapacitet og styrkede forudsætninger for at imødegå desinformation gennem Det Digitale Demokrati Initiativ (DDI), som Danmark støtter i samarbejde med EU og Norge.
Læs hele redegørelsen her.
Redegørelsen er afsæt for en redegørelsesdebat i Folketinget om dansk udviklingssamarbejde senere på året.
For mere info, kontakt pressevagten@um.dk.
Følg pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Udenrigsministeriet
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn7.10.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde onsdag den 7. oktober kl. 15.00.
Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn7.10.2026 09:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Det Udenrigspolitiske Nævn holder møde onsdag den 7. oktober kl. 14.00.
Kongeriget Danmarks 7. ICCPR-rapport5.10.2026 14:26:57 CEST | Nyhed
Kongeriget Danmark har fremsendt sin 7. periodiske ICCPR-rapport til FN’s Menneskerettighedskomité. Rapporten kan læses nedenfor.
Børnenes U-landskalender er i handlen: I år hjælper den børn i Rwanda1.10.2026 09:21:34 CEST | Nyhed
Børnenes U-landskalender 2026 er nu i handlen. I år går overskuddet til UNICEFs arbejde med at give børn og familier i Rwanda bedre adgang til rent vand, vacciner og sundhedsydelser.
Udenrigsministeren: Kasakhstan og Usbekistan åbner nye muligheder for Danmark30.9.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Besøget i Usbekistan og Kasakhstan skal styrke Danmarks relationer til to af regionens vigtigste lande, åbne nye muligheder for dansk erhvervsliv og bidrage til et stærkere europæisk aftryk i Centralasien. Derfor rejser udenrigsministeren fra den 30. september til den 3. oktober til Almaty og Astana i Kasakhstan og Tasjkent i Usbekistan.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum