Købmandsfonden KFI udvider populær uddelingspulje: Langt flere medarbejderes barsel kan nu blive kompenseret
8.10.2026 06:00:00 CEST | KFI Erhvervsdrivende Fond | Pressemeddelelse
Dagligvarebranchen skal være et sted, hvor der er plads til at få børn. Derfor udvider købmandsfonden KFI nu sin barselspulje markant. Fremover kan købmænd også søge støtte når fastansatte medarbejdere går på barsel. Samtidig kommer ordningen til at omfatte graviditetsbetinget sygdom.

Købmandsfonden KFI vil gøre det lettere for selvstændige købmænd at fastholde dygtige medarbejdere gennem alle livets faser - også når de stifter familie.
Derfor udvider fonden nu sin populære Barselspulje, som flere end 50 købmænd og ledende medarbejdere landet over allerede har fået glæde af.
Hvor ordningen siden lanceringen i december sidste år har været målrettet købmænds og deres souschefers barsel, åbner den nu mulighed for at søge kompensation for alle medarbejdere, der er fastansat på mindst 30 timer om ugen.
Samtidig bliver det muligt for købmænd at søge økonomisk støtte fra puljen, hvis en medarbejder må sygemeldes som følge af graviditetsbetinget sygdom.
”Flere købmænd har henvendt sig til os med ønske om flere muligheder for kompensation, da både sygdom under graviditet og menige medarbejderes barsel også kan trække store økonomiske veksler på en butiks økonomi. Det ønske har vi valgt at lytte til”, siger adm. direktør i KFI, Terje List.
Plads til både karriere og familieliv
I en undersøgelse fra 2025 svarede 72 procent af landets selvstændige købmænd, at de så barsel som en udfordring for deres forretning. Det er netop den udfordring, barselspuljen på 20 millioner kroner forsøger at imødekomme.
”Barsel må ikke blive en barriere for at vælge livet som selvstændig købmand eller for muligheden for at avancere på karrierestigen. For er den det, mister vi talent. Og vi mister muligheden for at skabe en mere mangfoldig og bæredygtig branche”, siger Terje List.
Udvidelsen af barselspuljen bliver taget imod med stor glæde i branchen. Blandt andre hos Anette Thorslund, der er selvstændig købmand i MENY Hillerød og netop har fået godkendt sin ansøgning om at få dækket udgifterne til en medarbejders sygdom under graviditet og efterfølgende barselsforløb.
”Det gør en stor forskel, at der nu er økonomi til at få ekstra hænder ind”, fortæller Anette Thorslund.
”Det skaber ro og tryghed både for mig og for medarbejderne. Støtten betyder, at barsel og sygdom ikke bliver den samme økonomiske belastning for butikken, og det er jeg meget taknemmelig for”.
Hos KFI håber direktør Terje List, at barselspuljen er med til at gøre dagligvarebranchen endnu mere attraktiv som arbejdsplads.
”Målet er at gøre det lettere for de selvstændige købmænd at fastholde medarbejdere, også når livet ændrer sig, og der kommer børn til. Det skal være muligt at have ambitioner på jobbet og samtidig få plads til at stifte familie", siger Terje List.
FAKTA
KFI’s Barselspulje
- KFI har afsat 20 millioner kroner over tre år til Barselspuljen, der kan søges i forbindelse med selvstændige købmænds egen barsel og ved barsel til ledende medarbejdere.
- Fra første oktober 2026 udvides puljen til også at omfatte medarbejdere, der er fastansat mindst 30 timer om ugen. Samtidig kommer puljen til at dække fravær ved graviditetsbetinget sygdom
- Når en købmand har udgifter til barsel, dækkes de i dag i kun delvist af den refusion, købmanden kan få fra det offentlige. KFI’s Barselspulje kompenserer købmanden, så han eller hun ikke oplever udgifter til løntab.
- Derudover gives et økonomisk tilskud, som skal minimere købmandens afledte udgifter forbundet med barsel, fx optjent ferie, vikaransættelse og ekstra administration.
FAKTA
Købmandsbranchens syn på barsel
- 72% af købmænd angiver, at barsel er en udfordring for butikken
- Usikkerhed om refusionsmuligheder og økonomiske støtteordninger forstærker bekymringerne blandt købmænd
- 43% af kvinder i sektoren oplever, at barsel er en udfordring for deres karriere, mod 31% af mænd
Kilde: Rundspørge blandt landets selvstændige købmænd i forbindelse med idekataloget ’Muligheder og karriereveje i den selvstændige købmandssektor’.
Nøgleord
Kontakter
Mette Gylling PetersenKommunikationschef
Tlf:+45 28 30 72 26Terje ListAdm. direktør/CEO
Tlf:+45 21 71 24 50Fakta om KFI Erhvervsdrivende Fond
KFI Erhvervsdrivende Fond har eksisteret siden 1955 og arbejder for at styrke de selvstændige købmænds position i Danmark. Det gør de ved at stille lejemål, finansielle ydelser og uddelinger til rådighed for købmændene. KFI står i dag højt på listen over de mest bevilgende erhvervsdrivende fonde i Danmark.
Følg pressemeddelelser fra KFI Erhvervsdrivende Fond
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra KFI Erhvervsdrivende Fond
Nu åbner ny SPAR-butik i Rørvig med lokalkendt købmand i spidsen30.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På fredag den 2. oktober slår en helt ny SPAR-butik dørene op på Smedestræde i Rørvig. Hvor der for mindre end et år siden lå en nedslidt butiksejendom, står der nu en moderne dagligvarebutik klar til at styrke de lokale indkøbsmuligheder. I spidsen for butikken står den lokale købmand Henrik Købke Søeborg.
MENY-købmand hædres efter stærk vækst og digital succes24.9.2026 17:27:36 CEST | Pressemeddelelse
Med mere end 25.000 følgere på Facebook, stor aktivitet omkring JA TAK-tilbud og løbende investeringer i butikken har købmand Lars M. Andersen gjort MENY Tårnby til et lokalt samlingspunkt. Nu hædres han med årets KFI Pokal 2026.
To år efter overtagelsen hædres SPAR-købmand for markant butiksløft24.9.2026 15:17:48 CEST | Pressemeddelelse
Gennem omfattende investeringer, vækst på bl.a. ferskvareområderne og en målrettet indsats mod madspild har købmand Henrik Clausen udviklet SPAR Hornsyld og styrket butikkens position i lokalområdet. Nu hædres han med årets KFI Pokal 2026.
Pris til Skagen-købmand efter redning af lokal fiskeforretning23.9.2026 16:31:22 CEST | Pressemeddelelse
Da Skagen Frisk lukkede, sikrede købmand Thomas Hjørnet både arbejdspladser, kompetencer og adgangen til frisk fisk i Skagen. Nu hædres han med årets KFI Pokal 2026.
Sune fik pludselig mulighed for at gå på barsel uden tab: ”Det har været livsomvæltende”16.9.2026 07:33:40 CEST | Pressemeddelelse
Sune Vinding er blandt de første danske købmænd, der har fået glæde af ny barselsfond på 20 millioner kroner. Før tænkte han kun på økonomi, nu kan han se, hvor meget tiden hjemme gavner familielivet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum