Esbjerg KommuneEsbjerg Kommune

Vandets magt og mystik: Fantasyfestival afslører næste års tema

8.10.2026 06:30:00 CEST | Esbjerg Kommune | Pressemeddelelse

Del

Sunkne riger, havuhyrer, forheksede søer og magiske kræfter. Den 18. og 19. september 2027 dykker Fantasyfestival ned i temaet Vandets magt og mystik og lader for første gang Esbjergs særlige forhold til havet danne afsæt for festivalens univers.

Heltene er knap sendt hjem fra årets Fantasyfestival, før næste eventyr tager form. 

Når Fantasyfestival vender tilbage til Esbjerg i september 2027, bliver det med vandet som den røde tråd gennem festivalens oplevelser og aktiviteter. 

Temaet ligger lige for i en by, hvor havet altid har været tæt på. Store fartøjer fylder horisonten, vindmølledele sejles ud i verden, Mennesket ved Havet spejder mod vandet, og Ocean Knight fortæller om livet på havets bund. 

Men Fantasyfestival bliver ikke stående på kajen. For ved vandet slipper virkeligheden sit tag. 

I dybet gemmer sig havfruer, vandånder, glemte skatte, forsvundne civilisationer og hemmeligheder, der aldrig var tænkt til at se dagens lys. Det er et univers af myter og magi, som fantasygenren igen og igen vender tilbage til. 

"Esbjerg er en havneby med stolte maritime traditioner, og det vil vi gerne omfavne. Men vi vil mere end bare havet og det maritime. Vi vil ud på åerne og floderne og ned i de dybe skovsøer. Vand fylder enormt meget i fantasy. Det kan føre helten videre, skjule hele verdener eller være en magisk kraft i sig selv," siger Jacob Holm Krogsøe, kreativ leder for program og indhold på Fantasyfestival. 

Og netop spændingen mellem det velkendte og det ukendte gør vandet til et oplagt fantasytema. 

"Der er noget dragende ved vand. En rolig overflade kan se uskyldig ud, men man ved aldrig helt, hvad der findes nedenunder. Og så er der selvfølgelig kraften. Forestil dig en troldmand, der med den rette formel får havet til at rejse sig mod en hel armada. Det er den slags billeder og fortællinger, vi gerne vil dykke ned i næste år. Derfor er det også en fantastisk timing, at Byparken i 2027 får værket Monoceros, hvor narhvaler og enhjørninger bryder frem af jorden. Her mødes havets virkelige verden og fantasien på en måde, der næsten kunne være skabt til årets tema." 

Syv år med nye temaer 

Siden 2021 har Fantasyfestival brugt et gennemgående tema som kompas for festivalens univers. 

Temaerne har gennem årene ført festivalgæsterne ind i alt fra heksekunstens mørke afkroge og nordisk mytologis gudeverden til monstrenes rige, magiske portaler og ikoniske skurke. Senest satte heltens rejse kursen for festivalen i 2026. 

I 2027 peger kompasset mod vandet og alt det, der gemmer sig over, under og på den anden side af overfladen. 

Første programpunkt er allerede klar 

Mens resten af programmet stadig er ved at tage form, kan Fantasyfestival allerede nu løfte sløret for det første programpunkt i 2027. 

Lørdag den 18. september 2027 indtager Sønderjyllands Symfoniorkester Musikhuset Esbjerg med koncerten GAME ON!! 

Her venter en stor symfonisk hyldest til musikken fra blandt andet Skyrim, World of Warcraft, Diablo, League of Legends og Assassin’s Creed. 
 
Billetterne er allerede sat til salg på Musikhuset Esbjergs hjemmeside.  

Fakta 
Fantasyfestivalens temaer 

Fantasyfestival begyndte i 2015 og er siden blevet en af Danmarks største kulturelle begivenheder for fantasyelskere. Siden 2021 er der fundet et særligt tema, der har præget de enkelte år:  
 
2021: Hekse 

2022: Nordisk mytologi 

2023: Monstre og magiske væsener 

2024: Portaler 

2025: Skurke 

2026: Heltens rejse 

2027: Vandets magt og mystik 

https://fantasyfestival.dk/

Billeder

Om Esbjerg Kommune

Esbjerg er landets femtestørste by og Danmarks EnergiMetropol. Vi har sat ambitiøse klimamål og går forrest i den bæredygtige udvikling, hvor byen spiller en central rolle for hele Europas grønne kurs.

I Esbjerg Kommune er pionerånd og viljen til fremdrift en del af DNA'et, og der er ikke langt fra idé til handling. Vores nye mål for Esbjerg er at blive et fyrtårn inden for oplevelser og kultur. Her er allerede masser af spændende muligheder, og nu sætter vi turbo på, så endnu flere får øje på Esbjerg.

Danmarks ældste by, Ribe, ligger i Esbjerg Kommune, og her emmer det af kultur og charme, lige som stationsbyen Bramming er populær og driftig. Samtidig nyder Esbjerg Kommune godt af en perlerække af aktive landsbyer med stærke fællesskaber.

Følg pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Esbjerg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye