
GLS træder ind i nyt forretningsområde med sit første lagerhotel
6.10.2026 13:41:08 CEST | GLS Denmark | Pressemeddelelse
I dag tog GLS Denmark det første spadestik til et kommende lagerhotel i Kolding. Spadestikket markerer samtidig pakkedistributørens entré i et helt nyt forretningsområde, hvor GLS Denmark udover levering fremover også kan opbevare, plukke og pakke ordrer for sine kunder.

GLS Denmark har taget det første symbolske spadestik til et kommende lagerhotel på Trianglen i Kolding, som forventes at stå færdigt mod slutningen af 2027.
Med lagerhotellet får pakkedistributøren fremover mulighed for at tilbyde sine kunder både lageropbevaring, pluk og pak som supplement til pakkelevering, og dermed træder GLS Denmark ind i et nyt forretningsområde, fulfilment.
Ifølge Managing Director for GLS Denmark, Steen Kristensen, er der tale om en ambitiøs, strategisk satsning med ”et betydeligt vækstpotentiale”.
”Vi oplever en stigende efterspørgsel fra kunder, der ønsker, at vi også kan tage os af opbevaring, plukning og pakning. Vores kunder har gennem mange år betroet os deres pakker på vejen til modtagerne, og fremover vil vi kunne hjælpe dem endnu længere i processen,” siger han.
Understøtter kundernes vækst
Lagerhotellet i Kolding bliver på 5000 kvm, men kan skaleres op til 15.000 kvm plus mere end 500 kvm administration.
Det samlede setup er målrettet SMV’er inden for blandt andet e-handel og skal sikre, at GLS Denmark både kan understøtte deres vækst og samtidig give dem en styrket værditilbud.
”Vi ved, at for mange webshops er væksten større, end deres lagerløsninger kan følge med til. Når lager, pluk, pak og levering samles ét sted, forsvinder et led i kæden, og kunderne får én samarbejdspartner i stedet for flere. På sigt kan vi forventeligt også levere direkte ud til vores depoter rundt i landet,” fortsætter Steen Kristensen.
Lagerrobot og automatisk sortering
Lagerhotellet bliver et helt nyt byggeri, designet specifikt til GLS Fulfilment. Det får et semiautomatisk setup med blandt andet en AutoStore og et automatiseret sorteringsbånd, der skal skabe fleksibilitet og reducere manuel håndtering. Pakkerne scannes første gang allerede på lagerhotellet, så de kan glide direkte ind i GLS-netværket.
Med lagerhotellet forventer GLS Denmark samtidig, at virksomheden skal ansætte omkring 30 nye kolleger, primært lageroperatører.
Borgmester: Styrker Kolding som erhvervskommune
Koldings borgmester, Jakob Ville (V), deltog ved første spadestik og ser udvidelsen som en gevinst for byen.
”Jeg har med glæde modtaget nyheden om, at GLS udvider i Kolding med et lagerhotel. Det betyder meget for Kolding og for det lokale erhvervsliv, at vores virksomheder investerer og udbygger deres forretning lige netop her og skaber nye arbejdspladser. Og da GLS er en anerkendt virksomhed, der er kendt af de fleste danskere, bidrager den nye udvidelse også til fortællingen om, at Kolding er en fremsynet erhvervskommune, hvor det er godt at drive virksomhed,” pointerer han.
Og det er heller ikke tilfældigt, at Kolding er blevet valgt:
“Vi har valgt at placere vores fulfilmentcenter i Kolding, fordi det ligger centralt i Danmark og giver os nogle gode logistiske muligheder. Samtidig ligger det kun to kilometer fra vores HUB, så vi har hurtig adgang til vores depoter rundt omkring i landet. Og så har vi et rigtig godt samarbejde med Kolding Kommune, der samlet set gjorde Kolding et naturligt valg for os,” supplerer Steen Kristensen.
Byggeriet opføres af entreprenørfirmaet Kjæhr & Trillingsgaard og forventes at kunne stå klar inden højsæsonen næste år.
Billeder fra første spadestik kan frit anvendes med kreditering: Foto: GLS Denmark A/S.
Kontakter
GLS Denmarks presseafdeling på mail: presse@gls-denmark.com.
Billeder
Fakta om GLS Denmarks første fulfilmentcenter
- Adresse: Trianglen 15, Kolding
- Lagerhotellet bliver 5000 kvm og kan skaleres til 15.000 kvm samt 550 kvm administration
- Lagerhotellet skaber omkring 30 nye arbejdspladser
- Semiautomatisk setup med AutoStore og automatiseret sorteringsbånd
- Entreprenør er Kjær & Trillinggaard
- Første spadestik er taget dags dato af Steen Kristensen, Managing Director, GLS Denmark, Jakob Ville, borgmester, Kolding Kommune, Morten Høilund, entreprenør, Kjæhr & Trillingsgaard og Christian Trillingsgaard, investor og udlejer.
- Forventes at være klar til brug til højsæsonen 2027.
Følg pressemeddelelser fra GLS Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.




