Ny undersøgelse viser, at hvert fjerde skolebarn ikke går til en fritidsaktivitet

7.10.2026 06:00:00 CEST | DGI | Pressemeddelelse

Del

Hvert fjerde skolebarn i Danmark går ikke til en organiseret fritidsaktivitet. Det viser en ny måling: ’Fritidsbarometeret’, som Epinion har lavet for DGI. Kulturminister Zenia Stampe siger, at der skal sættes en stopper for, at så mange børn står uden for fællesskaberne.

Ida Thorup Larsen er 15 år og går i 9. klasse på Vestre Skole i Viborg. Hun er en af de skoleelever, der ikke går til noget.
Ida Thorup Larsen er 15 år og går i 9. klasse på Vestre Skole i Viborg. Hun er en af de skoleelever, der ikke går til noget. Privatfoto

Når det ringer ud fra sidste time, har 25% af danske børn i skolealderen ikke et organiseret fritidsfællesskab, der venter på dem. De går hverken til rollespil, klaver eller fodbold. En af dem, der mangler et fritidsfællesskab, er Ida Thorup Larsen, der går i 9. klasse på Vestre skole i Viborg. 

”Jeg savner at have et fællesskab, hvor vi laver noget sammen efter skole. I dag hænger jeg mest ud med veninderne og shopper lidt indimellem. Jeg vil gerne gå til ridning, så jeg kan blive en del af et fællesskab og være sammen med vennerne på en anden måde,” fortæller hun.

Et spørgsmål om trivsel

Allerede i 2025 slog trivselskommissionen fast, at børn og unge, der er med i et fritidsfællesskab, har bedre mental sundhed. Derfor mener DGI’s formand, Charlotte Bach Thomassen, at det er helt afgørende, at flere børn kommer ind i fritidsfællesskaberne.

”Det er et stort problem, at så mange ikke går til noget. For både fritid og skoletid har kæmpe betydning for trivsel og læring," siger Charlotte Bach Thomassen og fortsætter.

"I PISA-målingerne kan vi se, at mange børn halter bagefter fagligt, men vi kan faktisk også se, at 11% føler sig ensomme og udenfor i skolen. Derfor skal de voksne i skoler, foreninger og lokalsamfund rykke meget tættere sammen. Det er de voksnes ansvar, at ingen børn står alene.” 
 

'Fritidsbarometeret' måler på danske børns fritidsvaner

DGI’s Fritidsbarometer er en ny, årligt tilbagevendende måling, der tager temperaturen på danske børns fritidsliv over en bred kam. Barometeret måler på, om børnene går til noget og hvad de får ud af det. Svarene i FRITIDSBAROMETERET viser, at 88% af de børn, der går til noget, vurderes at have høj, generel trivsel.
Fritidsbarometeret viser også, at 83% af forældrene til de børn, der ikke går til noget, gerne vil have, at deres børn begynder til en fritidsaktivitet, hvis de rette rammer er til stede.

”Det at mødes fysisk og være sammen med andre børn og unge, er et virkelig stærkt alternativ til at sidde alene bag en skærm. Vi har brug for, at forældre, frivillige, naboer, lærere, viceværter, pædagoger, tømrere og tandlæger støtter op om en aktiv fritid for alle børn,” lyder det fra Charlotte Bach Thomassen.

Kulturministeren bakker op


Derfor skal børn og unge ledes hen i de fysiske fællesskaber, hvor de får venner og bliver grebet af et fællesskab. Det er opfordringen fra Kulturminister, Zenia Stampe (B).  

”Børn skal ikke bruge al deres tid på TikTok. Børn skal gå til trommer, teater, spejder eller svømning. Vi skal derfor sætte en stopper for den ærgerlige udvikling, som ’Fritidsbarometret’ dokumenterer. Jeg synes, at DGI viser en god vej med ’Fritidsmissionen’, men der er også brug for flere greb. Derfor vil jeg bl.a. sikre, at vi får slået nogle af de bureaukratiske tidsler ned, der dræber den frivillige virkelyst. For virkelighedens fællesskaber er de bedste, og det er ærgerligt, at så mange børn ikke er en del af dem.”

På Vestre Skole i Viborg håber Ida Thorup Larsen, at hendes næste fritidsfællesskab er lige om hjørnet. Skolen er nemlig en del af DGI’s ’Fritidsmission’, der skal sikre, at alle børn går til noget efter skole.

”Jeg er begyndt at kigge på, hvor og hvornår, jeg kan starte med at ride igen. For det er bare noget helt andet at mødes om en fælles interesse, end bare at hænge ud. Så om et halvt år, er jeg forhåbentlig i gang igen,” siger hun.


Om Fritidsmissionen:
DGI’s Fritidsmission er en indsats, der indtil videre findes i 8 lokalsamfund fordelt over hele landet. Målet er at få alle lokalområdernes børn i skolealderen til at gå til noget i deres fritid. Missionen er et samspil mellem lokalområdernes skoler, foreninger, forældre, kirker, musikskoler, kommuner og andre lokale interessenter. Missionens motto lyder: Alle vinder, når alle er med.

Om fritidsbarometeret:

  • Fritidsbarometeret er en årligt tilbagevendende måling, hvor DGI tager temperaturen på danske børns fritidsliv i bred forstand. Der måles altså ikke kun på idræt, men på, om børn og unge går til en aktivitet i deres fritid.
  • Barometeret kigger på børn i skolealderen (6-16 år) og måler blandt andet på, hvor mange, der går til en fritidsaktivitet og hvor mange, der har et ønske om at gå til noget.
  • Det er skolebørnenes forældre, der har svaret på, hvordan børnenes fritidsliv ser ud.

Nøgletal fra Fritidsbarometeret:

  • 88% af de børn, der går til noget, vurderes at have høj, generel trivsel, mens tallet for børn uden en organiseret fritidsaktivitet ligger på 70%.
  • Deltagelsen falder med alderen. I udskolingen er det hele 33%, der ikke går til noget.
  • 12% af børnene i skolealderen har slet ingen fællesskaber efter skoletid: De går altså hverken til en organiseret fritidsaktivitet, i en fritidsinstitution eller har et fritidsjob.
  • Hos de børn, der går til noget, vurderer 70% af forældrene, at deres børn indgår i et eller flere positive, sociale fællesskaber. For dem, der ikke går til noget, er tallet 38%.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Links

DGI arbejder målrettet for at styrke motion og breddeidræt i Danmark. Vi tror på glæden ved idræt og på styrken i foreningsfællesskabet. DGI's 6700 foreninger har over 1,9 mio. medlemmer.

Følg pressemeddelelser fra DGI

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DGI

DGI’s hovedbestyrelse indstiller Christian Budde som kandidat til posten som landsformand25.9.2026 21:23:49 CEST | Pressemeddelelse

Det er den tidligere rådmand i Aarhus Christian Budde, DGI’s hovedbestyrelse indstiller som kandidat til posten som landsformand. Valget finder sted på årsmødet lørdag den 7. november 2026. Her skal DGI’s delegerede vælge en ny landsformand som afløser for Charlotte Bach Thomassen, der stopper efter otte år. Næstformand i DGI, Mogens Kirkeby, fremhæver Christian Buddes politiske profil, brede samfundsengagement og evne til at formidle foreningslivets betydning. ”Først og fremmest er jeg glad for, at Christian Budde har sagt ja til at stille op. Han har et stærkt kendskab til samfundet og politik, både nationalt og lokalt, og det er en stor styrke i arbejdet med at sikre de bedste rammer for foreningslivet og videreudvikle DGI som samfundsaktør. Christian Budde vil blive en stærk stemme for foreningerne og DGI’s medlemmer,” siger Mogens Kirkeby. Christian Budde siger om sit kandidatur, at han vil arbejde for, at DGI bliver en vigtig del af løsningen på store samfundsudfordringer. ”DGI’s

Torben Svejgård fra Ry er ny formand i DGI Tennis: "Idrætten har dannet mig. Det vil jeg gerne give videre"9.6.2026 20:23:10 CEST | Pressemeddelelse

Den erfarne idrætsentusiast, erhvervsmand og bestyrelsesmedlem Torben Svejgård er valgt som ny formand for DGI Tennis. Med en enorm erfaring fra både det frivillige foreningsliv og fra erhvervslivet vil den nye formand arbejde for at gøre de danske foreninger bedre og sikre, at nye generationer af frivillige også fremover får det danske idrætsliv til at blomstre.

Torben Svejgård er ny formand i DGI Tennis: "Idrætten har dannet mig. Det vil jeg gerne give videre"9.6.2026 20:17:19 CEST | Pressemeddelelse

Den erfarne idrætsentusiast, erhvervsmand og bestyrelsesmedlem Torben Svejgård er valgt som ny formand for DGI Tennis. Med en enorm erfaring fra både det frivillige foreningsliv og fra erhvervslivet vil den nye formand arbejde for at gøre de danske foreninger bedre og sikre, at nye generationer af frivillige også fremover får det danske idrætsliv til at blomstre.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye