Aalborg Universitet

Ambulanceforbruget blandt ældre falder

5.10.2026 09:53:48 CEST | Aalborg Universitet | Pressemeddelelse

Del

Danskerne bliver ældre, men antallet af ambulanceudrykninger pr. ældre borger falder. Det viser en analyse af tre millioner ambulanceudrykninger i Danmark. Årsagen bag bør undersøges yderligere, fastslår forskere.

Antallet af ambulancekørsler er ikke steget ret meget i takt med, at der er blevet flere ældre.
Antallet af ambulancekørsler er ikke steget ret meget i takt med, at der er blevet flere ældre. Foto: Colourbox

Danskerne lever fortsat længere. Flere ældre borgere forventes samtidig at øge presset på sundhedsvæsenet, fordi ældre oftere lever med flere kroniske sygdomme og komplekse helbredsproblemer.

Men udviklingen i de ældres brug af ambulancer går i en anden retning.

Forskere fra Center for Præhospital og Akut Forskning ved Aalborg Universitet har analyseret omkring tre millioner ambulanceudrykninger i Danmark fra 2018 til 2024. Analysen viser, at der blev sendt færre ambulancer pr. 1.000 ældre borgere i perioden.

I 2018 var der 200,9 ambulanceudrykninger pr. 1.000 borgere på 65 år eller derover. I 2024 var tallet faldet til 184,3. Det svarer til et fald på 8,5 procent.

”Ældre bruger ambulancetjenesten cirka fire gange så ofte som yngre borgere. Det er ikke overraskende, fordi ældre generelt har flere sygdomme og oftere bliver akut syge. Det interessante er, at antallet af ambulancekørsler ikke er steget ret meget i takt med, at der er blevet flere ældre,” siger Stine Ibsen, der er ph.d.-studerende og førsteforfatter til undersøgelsen.

Årsager bør undersøges

Studiet kan ikke fastslå, hvorfor ambulanceforbruget blandt ældre er faldet.

En mulig forklaring er, at flere ældre i dag bliver behandlet eller vurderet uden for hospitalet, for eksempel hos egen læge eller gennem andre sundhedstilbud tæt på borgeren. Det kan også være, at ældre generelt er sundere end tidligere.

”Det vil være meget interessant at se nærmere på, om ændringer i de nære sundhedstilbud eller ændringer i ældres helbred kan være med til at forklare udviklingen,” siger Stine Ibsen.

Yngre og ældre borgere visiteres forskelligt.

Studiet viser også forskelle på, hvordan ældre og yngre borgere kommer i kontakt med alarmcentralen.

Blandt ældre er symptomer relateret til stroke blandt de hyppigste årsager til at ringe, mens brystsmerter er den hyppigste årsag blandt yngre borgere.

Yngre borgere bliver samtidig oftere visiteret til hastegrad A. Det er den kategori, der bruges ved situationer, hvor der er mistanke om en potentielt livstruende tilstand.

Analysen kan ikke forklare, hvorfor yngre og ældre borgere visiteres forskelligt.
Den viser dog, at ældre oftere har været i kontakt med egen læge eller almen praksis, før ambulancen bliver sendt, og at ældre oftere har gentagne kontakter til de akutte sundhedstjenester.

”Vi ved fra tidligere forskning, at ældre kan være en vanskelig gruppe at vurdere i det akutte system. Symptomer på alvorlig sygdom kan være anderledes eller mere uklare hos ældre. Det betyder ikke nødvendigvis, at ældre visiteres forkert. Men resultaterne viser, at det er relevant at undersøge, om vurderingen af ældre patienter i tilstrækkelig grad tager højde for de særlige udfordringer, der kan være forbundet med at blive ældre,” siger Stine Ibsen.


______________________________________________

Om undersøgelsen

Læs den videnskabelig artikel: Differences in emergency ambulance use between older and younger individuals in Denmark: a nationwide register-based study
Udgivet i Scientific Reports.

Forskerne bag undersøgelsen

  • Stine Ibsen, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital samt University College of Northern Denmark
  • Tim Lindskou, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital
  • Erik Zakariassen, NORCE og University of Bergen, Norge
  • Allan Riis, University College of Northern Denmark og Aalborg Universitet
  • Christian H. Nickel, University Hospital Basel, Schweiz
  • Morten Breinholt Søvsø, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aalborg Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye