Regeringen, Enhedslisten og Alternativet er klar til at fordele 100 mio. til udvikling af den kollektive trafik på landet og øerne
2.10.2026 16:10:30 CEST | By-, Land- og Transportministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen, Enhedslisten og Alternativet er klar til at fordele 100 millioner kroner til udvikling af den kollektive trafik med vægt på landdistrikterne. Pengene bliver fordelt til hele landet gennem trafikselskaberne, til ø-kommunerne samt på udvikling af betalings- og bestillingsløsninger til den kollektive transport.
Den kollektive transport er udfordret, ikke mindst uden for de store byer. Derfor lægger regeringen, Enhedslisten og Alternativet nu op til at afsætte 100 millioner kroner i 2026 til initiativer, der skal styrke den lokale kollektive transport og mobilitet, særligt i landdistrikter og mindre byer.
Med aktstykket lægges der op til at fordele 80 millioner kroner i direkte tilskud til de regionale trafikselskaber samt ø-kommunerne Fanø, Samsø og Ærø efter en fordelingsnøgle indmeldt af trafikselskaberne.
Derudover vil de 20 millioner kroner gå til at udvikle og forbedre betalingsløsninger til at understøtte fleksible kollektive transporttilbud og transporttilbud i landdistrikter.
Blandt andet bliver der afsat 3 millioner kroner, så Bornholm fremover kan blive tilsluttet Rejsekort som app og Basiskort.
Aktstykket forventes behandlet torsdag den 8. oktober.
Fakta:
De 80 millioner kroner kan bruges til at igangsætte initiativer, der styrker den lokale kollektive transport og mobilitet i landdistrikter og mindre byer, eksempelvis inden for følgende kategorier:
- Anlæg af nye eller forbedring af eksisterende knudepunkter
- Pilotforsøg med bus på bestilling
- Borgerdrevne transportløsninger, herunder frivilligbusser
- Projekter, hvor delemikromobilitet, herunder delecykler, stilles til rådighed i sammenhæng med kollektiv transport.
By-, land- og transportminister Signe Munk udtaler:
- Den kollektive transport i landdistrikterne er udfordret, og det er vigtigt for regeringen, at de her penge kommer ud og virke med det samme. Derfor lægger vi med aktstykket op til at give det som et direkte tilskud til trafikselskaberne og et ekstra tilskud til ø-kommunerne, for det er der brug for.
Transportordfører Bjørn Brandenborg (S):
- De seneste års besparelser på busserne kan mærkes lokalt. Det rammer de ældre og unge, som er afhængige af bussen til indkøb, læge eller skole. Og det rammer familierne uden bil, som i dag er omkring hver femte familie i mindre byer. Derfor er det vigtigt, at vi styrker og udvikler den kollektive transport udenfor de største byer og på øerne. Nu tager vi de første skridt.
Transportordfører Frida Bruun (M):
- Den kollektive transport halter mange steder i landdistrikterne. Derfor er jeg glad for, at vi nu giver området et løft, så vi både kan udvikle den kollektive transport lokalt og afprøve mere fleksible og borgerdrevne løsninger. For den samme løsning passer ikke nødvendigvis til Føvling og Frederiksberg.
Transportordfører Vivi Nør Jacobsen (SF):
- For SF er kollektiv transport et spørgsmål om at sikre folk mulighed for at komme fra A til B. Derfor har vi længe kæmpet for at styrke den kollektive transport - også uden for de store byer. Nu kommer der penge direkte til den lokale kollektive transport og mulighed for forsøg med frivilligbusser, så flere kan komme bedre rundt i landdistrikter og de mindre byer.
Transportordfører Leila Stockmarr (El):
- De her midler falder på et knastørt sted. Den kollektive transport lider og der er akut brug for massive saltvandsindsprøjtninger lokalt, som kommer ud at arbejde med det samme. Naturligvis kan de ikke stå i stedet for langvarige investeringer, og vi skal samtidig sørge for, at der løbende ses på kompensation for stigende brændstofpriser.
Transportordfører Philip Vivet (R):
- I Radikale Venstre ønsker vi, at den kollektive transport skal være et mere attraktivt valg, også uden for de store byer. Med de her midler styrker vi mobiliteten i landdistrikter og mindre byer og giver plads til fleksible løsninger, der passer til de lokale behov. Det er godt for både klimaet og sammenhængskraften i Danmark.
Transportordfører Elise Sydendal (Alt):
- Alt for mange steder på landet er den kollektive transport blevet skåret ned så mange gange, at det i praksis er umuligt at få hverdagen til at hænge sammen uden en bil. Derfor er jeg virkelig glad for, at vi nu får 100 millioner kroner ud at arbejde for bedre mobilitet i landdistrikterne. Her er der brug for nytænkning og investeringer i for eksempel busser på bestilling, frivilligbusser, delecykler og gode knudepunkter. Det vigtigste er, at man lettere skal kunne komme rundt, selvom man bor langt fra en større by.
Følg pressemeddelelser fra By-, Land- og Transportministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra By-, Land- og Transportministeriet
Regeringen vil åbne for mere plads til saunaer, shelters og foreningsliv ved kysterne2.10.2026 10:38:37 CEST | Pressemeddelelse
Klubber og foreninger skal have bedre muligheder for at udvikle sig ved de danske kyster. Derfor vil regeringen give lokale kræfter i landdistrikterne mere handlerum og gøre det lettere at udvide fx saunaer, shelters og omklædningsrum, samtidig med, at der tages hensyn til naturen.
Styrket beredskab skal gøre transportsektoren mere robust24.9.2026 13:05:35 CEST | Pressemeddelelse
Nyt beredskabsforum skal styrke koordineringen og samarbejdet om godstransport i en krisesituation.
Puljemidler skal gøre stationer mere trygge og attraktive21.9.2026 07:12:38 CEST | Pressemeddelelse
Der udmøntes 51,5 millioner kroner fra puljen til mere trygge og attraktive stationer, som går til seks stationer.
Cykelstiprojekter for 269,9 millioner kroner fra cykelpuljen31.8.2026 08:01:12 CEST | Pressemeddelelse
34 cykelstiprojekter sættes i gang med midler fra cykelpuljen under infrastrukturaftalen. Projekter, der giver mere sikre skoleveje og får flere til at cykle, er prioriteret.
Flere direkte tog mellem Struer og København21.8.2026 09:11:18 CEST | Pressemeddelelse
Fra 13. december bliver antallet af direkte tog mellem Struer og København fordoblet, så der fremover vil være otte direkte afgange om dagen i hver retning.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum