Spiras: Bedre dyrevelfærd skabes i stalden – ikke af kontrollanter
2.10.2026 13:57:33 CEST | Spiras | Pressemeddelelse
Regeringen vil opruste dyrevelfærdskontrollen markant med en ny styrelse, flere kontrolbesøg og over 100 ekstra medarbejdere. Men hvis målet er bedre dyrevelfærd, bør investeringer i stalde, teknologi og uddannelse også på bordet, mener Spiras.

Hvis regeringen vil bruge markant flere ressourcer på dyrevelfærd, bør det første spørgsmål være, hvordan pengene skaber størst mulig forbedring for dyrene. Ikke hvor mange nye kontrollanter der kan ansættes.
Sådan lyder reaktionen fra Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras og medlem af sektorbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer Gris, efter regeringens akutplan om en ny styrelse for dyrevelfærdskontrol, et højere kontroltryk og som udgangspunkt to tilsynsførende ved kontrolbesøg.
– Vi skal hele tiden forbedre dyrevelfærden, og dem, der groft eller gentagne gange svigter deres dyr, skal selvfølgelig mærke konsekvenserne. Men vi får ikke automatisk bedre dyrevelfærd, fordi der stiger to kontrollanter ud af bilen i stedet for én, siger Martin Lambert.
Brug grisefirparten
Han mener, at den bebudede grisefirpart bør bruges til en bredere og fagligt funderet diskussion om, hvordan dyrevelfærden konkret kan forbedres.
– Regeringen har nedsat en grisefirpart, som skal være med til at finde fremtidens løsninger for griseproduktionen. Lad os bruge den konstruktivt og få fagligheden på bordet. Hvor kan vi dokumenteret flytte dyrevelfærden mest? Er det gennem flere kontroltimer – i øvrigt til 6000 kr. pr. time, eller kan vi opnå større effekt gennem bedre staldindretning, teknologi, ledelse og uddannelse af de mennesker, der passer dyrene hver eneste dag?
Ifølge Martin Lambert er forskellen væsentlig, fordi kontrol kan afdække problemer, men ikke i sig selv skaber forbedringerne.
– Kontrol kan finde fejl og sanktionere overtrædelser. Det er nødvendigt. Men kontrollen bygger ikke en bedre stald, uddanner ikke medarbejderen og udvikler ikke teknologi, der opdager sygdom eller mistrivsel tidligere. Hvis ambitionen virkelig er bedre dyrevelfærd, skal vi også investere dér, hvor den bliver skabt. Ude blandt dyrene.
Grove overtrædelser skal have konsekvenser
Netop ønsket om en målrettet og konsekvent indsats betyder ifølge formanden for Spiras, Poul Christensen, også, at organisationen bakker op om hårde sanktioner, når landmænd groft eller gentagne gange tilsidesætter reglerne.
– Der skal ikke være den mindste tvivl om, at de landmænd, der groft svigter deres ansvar og udsætter dyr for alvorlig vanrøgt eller mishandling, skal straffes. Det skylder vi dyrene, og det skylder vi også alle de landmænd og medarbejdere, der hver eneste dag gør sig umage for at passe deres dyr ordentligt, siger Poul Christensen.
Men netop derfor bør der efter hans opfattelse også være en grundig diskussion om proportionalitet, når regeringen vil hæve den maksimale straf for de groveste overtrædelser fra to til seks års fængsel.
– Seks års fængsel er en meget alvorlig straframme. Når man skruer så markant op for straffen, skal der også være proportionalitet mellem forseelse og straf og en knivskarp sondring mellem grov mishandling og de fejl, der kan opstå i arbejdet med levende dyr. Jo hårdere staten vil straffe, desto større krav skal vi stille til klare regler, faglighed, dokumentation og retssikkerhed, siger Poul Christensen.
Sæt ind, hvor problemerne er
Spiras bakker samtidig op om, at kontrollen bliver mere risikobaseret. Producenter med alvorlige eller gentagne problemer bør mødes af en konsekvent myndighedsindsats.
– Har en producent alvorlige eller gentagne problemer, så kom igen. Følg op. Brug ressourcerne og sanktionerne. Men brug kræfterne dér, hvor problemerne er, frem for at tro, at mere kontrol af alle nødvendigvis er lig med bedre dyrevelfærd, siger Martin Lambert.
Han undrer sig samtidig over, at erhvervet skal finansiere en væsentlig del af regeringens oprustning gennem gebyrer, efter at den hidtidige myndighedskontrol selv har fået alvorlig kritik af Rigsrevisionen. En kritik, som klart viste, at regeringen ikke selv har orden i eget penalhus.
– Hvis der skal bruges markant flere penge på dyrevelfærd, bør vi som minimum diskutere, om hver eneste ekstra krone gør mest gavn i kontrolsystemet, eller om nogle af pengene skaber større effekt ude i staldene.
For Martin Lambert bør succesen derfor ikke måles på antallet af kontrolbesøg eller kontrollanter.
– Grisefirparten skulle gerne være stedet, hvor vi finder de løsninger, der faktisk virker – ikke stedet, hvor vi bagefter får forklaret, hvorfor løsningen allerede var to kontrollanter i stedet for én.
– Danmark skal ikke have som ambition at blive europamester i at kontrollere dyrevelfærd. Vi skal have ambitionen om at blive endnu bedre til at skabe den, siger Martin Lambert.
Kontakter
Poul ChristensenFormand for Spiras
Tlf:+45 2636 8423poc@spiras.dkMartin LambertBestyrelsesmedlem i Spiras
Tlf:+45 2033 0648mlp@dynagro.dkBilleder
Om Spiras
Spiras er en uafhængig, medlemsejet rådgivningsvirksomhed og stærk forening, der arbejder for at sikre danske landmænd de bedst mulige rammevilkår i hverdagen. Gennem et aktivt bestyrelsesarbejde og en fast plads ved bordet sætter organisationen dagsorden med slagkraftige budskaber og en nysgerrig dialog.
Det politiske arbejde og rådgivningen bygger på sunde, jordnære værdier som troværdighed, høj faglighed og ærlighed, og foreningen møder verden med realisme og stor samfundsbevidsthed. Med stærkt fokus på at bygge bro mellem land og by, pleje kontakten til lokalsamfundene og løfte fortællingen om moderne landbrug, sørger Spiras for at skabe synlighed og reel indflydelse.
Følg pressemeddelelser fra Spiras
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Spiras
Spiras: Reglerne skal være kendt, før regningen lander28.9.2026 15:00:05 CEST | Pressemeddelelse
Danske landmænd står midt i efterårsarbejdet og træffer lige nu beslutninger, der får økonomiske konsekvenser langt ind i 2027. Problemet er bare, at væsentlige dele af rammerne fortsat er usikre. Det er ikke rimelige vilkår for et erhverv, mener formanden for Spiras, Poul Christensen.
Spiras: Regeringen kræver bedre grisestalde – og forbyder landmændene at bygge dem23.9.2026 14:32:06 CEST | Pressemeddelelse
Fra i dag kan nye og større konventionelle grisestalde ikke godkendes, mens regeringen forhandler om fremtidens rammer for griseproduktionen. Det er et frontalangreb på udviklingen af dansk griseproduktion, mener Martin Lambert, bestyrelsesmedlem i Spiras og medlem af Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.
Spiras: Landbrugets egne penge skal betale for dyrere kvælstofregulering23.9.2026 11:12:59 CEST | Pressemeddelelse
Allerede inden den nye kvælstofregulering er trådt i kraft, vokser kompensationsregningen med knap 700 millioner kroner. Samtidig hentes 192 millioner kroner fra reserven til pyrolyse. – Det er svært at kalde det kompensation, når en del af regningen betales med penge, der allerede var afsat til landbrugets grønne omstilling, mener Poul Christensen, formand i Spiras.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

