Nye og forenklede arrangementsregler skal gøre livet lettere for foreningslivet
2.10.2026 12:32:20 CEST | Børne-, Ældre- og Boligministeriet | Pressemeddelelse
Regeringen vil forenkle de regler, der gælder for afholdelse af midlertidige arrangementer som festivaler og idrætsstævner, så frivillige i landets foreninger fremover slipper for unødigt bureaukrati og besvær.
Det skal være lettere for frivillige i foreningslivet at afholde arrangementer uden at skulle bruge unødig tid på administration.
Derfor har Social- og Boligstyrelsen nu sendt en ny bekendtgørelse i høring, som skal forenkle reglerne for midlertidige arrangementer og gøre dem mere overskuelige for foreninger og frivillige.
Med bekendtgørelsen samles reglerne for midlertidige arrangementer i et særskilt regelsæt. Det betyder, at frivillige fremover ikke længere skal navigere i bygningsreglementets mange forskellige regler og krav for at kunne afholde fx idrætsstævner, festivaler og loppemarkeder.
Børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark siger:
”Overalt i landet er frivillige ildsjæle med til at skabe liv og fællesskab. Men desværre oplever mange, at de skal bruge unødigt meget tid på at finde rundt i komplicerede regler. Mange regler og krav er indført i den bedste mening, men kan ende med at lægge snubletråde ud for foreningslivet og de mange ildsjæle, som bruger deres fritid på at gøre en forskel for fællesskabet. Derfor rydder vi nu op i reglerne for midlertidige arrangementer, så de bliver enklere og mere overskuelige.”
Kulturminister Zenia Stampe siger:
”Ildsjælene i landets foreninger skal ikke kvæles af unødvendigt bøvl og bureaukrati, for ellers dør den frivillighed og virkelyst, der er så afgørende. For det går ikke, at den gode idé om en byfest, et kræmmermarked eller en koncert bliver slukket, fordi de foreningsfrivillige ender i en uoverskuelig regel-labyrint. Nu gør vi reglerne for midlertidige arrangementer mere forståelige og brugervenlige, så det bliver meget nemmere at holde festivaler og idrætsstævner.”
De nye regler betyder også, at en byggetilladelse til midlertidige arrangementer udstedt i én kommune, nu kan bruges i en anden kommune. På den måde skal frivillige foreninger ikke nødvendigvis søge om en ny byggetilladelse, hvis de skal afholde det samme arrangement flere steder i landet.
Samtidig kan flere typer midlertidige konstruktioner opstilles uden byggetilladelse. Det kan fx være en mindre salgsbod eller et serveringssted, som arrangøren selv opfører på arrangementspladsen.
Få det fulde overblik over regelændringerne her.
Om:
Børne-, Ældre- og Boligministeriet er ministeriet, som har ansvaret for børne-, ældre- og boligpolitik
Følg pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Børne-, Ældre- og Boligministeriet
Otte kommuner levede i 2025 ikke op til kravet om minimumsnormeringer i daginstitutioner28.9.2026 09:14:33 CEST | Pressemeddelelse
En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at flere kommuner i 2025 ikke levede op til lovkravet om minimumsnormeringer i daginstitutioner.
Landsbyggefondens rammer foreslås videreført i 202725.9.2026 16:21:01 CEST | Pressemeddelelse
Fredag sendes et lovforslag i høring, som lægger op til at forlænge Landsbyggefondens nuværende rammer frem til udgangen af 2027. Det skal give tid til at forberede, indgå og udmønte en ny, ambitiøs flerårig boligaftale.
Ekspertgruppe tager hul på arbejdet med kvalitet i dagtilbud25.9.2026 10:35:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad kendetegner et dagtilbud af høj kvalitet, og hvordan kan lovgivningen understøtte det pædagogiske arbejde endnu bedre? Det er nogle af de spørgsmål, som en ekspertgruppe om kvalitet i dagtilbud skal se på. Ekspertgruppen har netop holdt sit første møde.
Kender du en, der fortjener at vinde en demenspris?22.9.2026 14:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Nu åbner indstillingerne til demenspriserne 2026. Frem til den 19. oktober 2026 har du mulighed for at indstille en medarbejder eller ildsjæl, der gør en særlig forskel for mennesker med demens og deres pårørende.
Snyd med bopælspligt skal koste op til 100.000 kroner18.9.2026 15:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Med et nyt lovforslag vil regeringen hæve bødestraffen markant for gentagne overtrædelser af bopælspligten. Samtidig skal lovforslaget give kommunerne bedre muligheder for at gribe ind over for overfyldte udlejningsboliger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum