
To menneskelignende robotter flytter ind i Planetarium
3.10.2026 08:05:00 CEST | Planetarium | Pressemeddelelse
Som den første danske kulturinstitution gør Planetarium to menneskelignende robotter til en permanent del af publikumsoplevelsen. De er 182 centimeter høje, vejer omkring 70 kilo og er nu en fast del af dagligdagen i Planetarium, hvor alle besøgende kommer til at stå ansigt til ansigt med dem.

Fremtiden er helt bogstaveligt flyttet ind i Planetarium.
To menneskelignende robotter af modellen Unitree H2 EDU skal fremover møde børn, unge og voksne. Her bliver de en del af formidlingen af naturvidenskab, kunstig intelligens og rumteknologi og af de spørgsmål, der helt naturligt opstår, når teknologien pludselig begynder at ligne og bevæge sig som os.
De fleste af os har indtil nu kun mødt menneskelignende robotter i film, på sociale medier eller i nyheder fra internationale teknologivirksomheder. Men nu kan publikum opleve dem helt tæt på - se dem gå, følge deres bevægelser og mærke, hvor grænsen går mellem det, robotterne kan selv, og det, mennesker styrer.
”Vi har altid kigget ud i universet for at forstå vores egen verden. Nu flytter en teknologi ind, som vil få stor betydning for livet her på Jorden og for menneskets udforskning af rummet i fremtiden. Planetarium skal være stedet, hvor alle kan møde fremtidens rumteknologi, stille spørgsmål og blive klogere på, hvad den betyder for os,” siger Mette Broksø Thygesen, Administrerende Direktør i Planetarium.
Nye beboere, der bliver ved med at udvikle sig
Robotterne er kommet for at blive. De bliver en permanent platform for oplevelser og læring, som Planetarium vil udvikle sammen med formidlere og teknologiske samarbejdspartnere.
I første omgang kan gæsterne opleve robotternes bevægelser og få indblik i teknologien bag deres menneskelignende kroppe. De demonstreres af oplærte medarbejdere i et afspærret område, så publikum kan komme tæt på i trygge rammer.
Med tiden skal robotterne aktiveres ude blandt publikum. De menneskelignende robotter kommer også til at indgå i undervisningen, særarrangementer og aktiviteter for virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
”Det er noget andet at tale om fremtidens teknologi, når den pludselig står foran dig og i samme størrelse som dig selv. Robotterne giver vores formidlere mulighed for at vise teknologien frem, som den er lige nu - imponerende, ufuldkommen og under hastig udvikling, siger Mette Broksø Thygesen.
Hvad sker der, når teknologien begynder at ligne os?
Robotterne åbner for en samtale, der rækker langt ud over Planetarium. Hvilke opgaver vil vi give maskiner, der kan bevæge sig menneskelignende rundt i vores verden? Hvorfor reagerer vi anderledes på teknologi, når den har ansigt og hænder? Og hvor meget selvstændighed er vi parate til at give den?
I Planetarium bliver spørgsmålene nu til en fysisk oplevelse. Publikum kan se robotterne foran sig og sammen med formidlerne undersøge, hvad teknologien kan, og hvad der stadig hører fremtiden til. For skoler og uddannelser giver robotterne et nyt afsæt for undervisning i programmering, kunstig intelligens, etik og teknologiforståelse.
Planetarium tager robotterne i brug i samarbejde med bl.a. Teknologisk Institut, som har bidraget med teknisk ekspertise og udvikling af robotternes funktioner.
Fakta om robotterne i Planetarium:
- Model: Unitree H2 EDU
- Antal: De to menneskelignende robotter bliver til tre i slutningen af december 2026
- Højde og vægt: Cirka 182 centimeter og 70 kilo
- Bevægelse: 31 bevægelsesgrader og robotiske hænder udviklet til præcise bevægelser
- Planetariums tiltag med menneskelige robotter i formidlingen er blevet til med uvurderlig støtte fra William Demant Fonden og Louis Petersens Legat
Nøgleord
Kontakter
Mette Broksø ThygesenAdminstrerende Direktør
Tlf:30118877mbt@planetarium.dkMette LjunggrenPressekontakt
Tlf:22949400mette@thecentral.dkBilleder
Links
Velkommen i Planetarium
Planetarium formidler viden om astronomi og rumfart gennem foredrag, udstillinger, science shows, undervisning, særarrangementer, digitale rumrejser og helt særlige filmforestillinger. Med afsæt i høj faglig viden, personlig gæsteservice og forunderlige formidlingsformer skaber vi berigende og engagerende oplevelser for vores gæster. Irammesat i vores ikoniske planetariebygning, placeret i vandkanten af Sankt Jørgens Sø i København – med Europas største tiltede Planetariekuppel.
Følg pressemeddelelser fra Planetarium
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.



