Rudersdal Kommune

Stor tilfredshed med Rudersdals dagtilbud

1.10.2026 12:06:47 CEST | Rudersdal Kommune | Pressemeddelelse

Del

87 procent af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med Rudersdal Kommunes børnehaver, vuggestuer og dagpleje, viser brugertilfredshedsundersøgelse.

Pædagog og barn i børnehave

Den nationale brugertilfredshedsundersøgelse, der blev gennemført i perioden september 2025 til februar 2026 og offentliggjort for nylig, tegner et overordnet positivt billede af tilfredsheden med Rudersdal Kommunes dagtilbud. Ud over den samlede tilfredshed viser undersøgelsen, at 96 procent af forældrene oplever, at deres barn trives i dagtilbuddet, og 97 procent vurderer, at deres barn er glad og tryg ved de andre børn. 80 procent af forældrene er tilfredse eller meget tilfredse med de fysiske rammer, og 79 procent er tilfredse eller meget tilfredse med samarbejdet mellem personale og forældre om barnet.

Undersøgelsen peger samtidig på nogle områder, hvor kvaliteten kan styrkes yderligere. Selvom tilfredsheden fortsat er høj, ses der sammenlignet med kommunens seneste lokale undersøgelse tegn på lidt lavere tilfredshed med samarbejdet mellem personale og forældre samt med aktiviteterne i dagtilbuddene. Dialogen om børnenes sproglige udvikling er desuden det spørgsmål, der vurderes lavest i undersøgelsen, idet 56 procent af forældrene oplever, at personalet i høj eller nogen grad taler med dem om emnet.

Formand for Børne- og Skoleudvalget Christoffer Buster Reinhardt glæder sig over resultatet:

- Børnenes trivsel er det vigtigste, og derfor glæder det mig, at så mange forældre oplever, at deres børn trives og er trygge i vores dagtilbud. Det er et resultat, som medarbejdere og ledere kan være stolte af. Samtidig skal vi bruge undersøgelsen til at sætte ind dér, hvor undersøgelsen viser, vi kan gøre det endnu bedre, for eksempel dialog om arbejdes med børnenes sproglige udvikling.

Undersøgelsen er gennemført blandt forældre til børn i landets kommunale og selvejende daginstitutioner samt den kommunale dagpleje. I Rudersdal Kommune har 995 forældre deltaget i undersøgelsen, svarende til cirka 36 procent af de inviterede. Det er færre end ved den seneste lokale undersøgelse i 2024, hvor 1.430 forældre deltog. En mulig forklaring er, at den nationale undersøgelse er blevet gennemført kun ét år efter Rudersdal Kommunes egen undersøgelse. På den baggrund har Børne- og Skoleudvalget besluttet fremover at følge de nationale brugertilfredshedsundersøgelser på dagtilbudsområdet.

Christoffer Buster Reinhardt håber, at endnu flere forældre fremover vil deltage i brugertilfredshedsundersøgelsen fremover:

- Jo flere svar vi får, desto stærkere bliver grundlaget for at udvikle kvaliteten i vores dagtilbud. For os i Børne- og Skoleudvalget er det vigtigt, at undersøgelser som denne fører til reelle forbedringer i de enkelte vuggestuer og børnehaver og ikke blot er en statusmåling. Derfor er høj deltagelse afgørende.

Undersøgelsen vil nu blive brugt lokalt i dagtilbuddene, hvor ledelse, medarbejdere og forældre sammen skal drøfte resultaterne og følge op på de områder, der kan styrkes. Erfaringerne skal samtidig indgå i det fortsatte arbejde med at udvikle kvaliteten på dagtilbudsområdet i Rudersdal Kommune.

FAKTA

Den nationale brugertilfredshedsundersøgelse gennemføres af Økonomi- og Indenrigsministeriet og KL for at give kommuner og borgere indsigt i forældrenes oplevelse af kvaliteten i kommunale og selvejende daginstitutioner samt den kommunale dagpleje.

Kontakter

Christoffer Buster ReinhardtKommunalbestyrelsesmedlem

Børne- og Skoleudvalget, Økonomiudvalget, Udvalget for Ældre, Omsorg og Sundhed

Tlf:+45 51 26 99 26chrre@rudersdal.dk

Billeder

Om Rudersdal Kommune

Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.

Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye