Staten taber markant færre penge på grænsehandel end hidtil antaget
3.10.2026 07:00:00 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Skatteministeriet overvurderer, hvor meget den danske stat taber på moms og afgifter, når danskere krydser landegrænsen til Tyskland for at handle slik, sodavand og øl. Sådan lyder en af konklusionerne i et nyt studie fra Københavns Universitet, som peger på, at grænsehandel ikke ødelægger afgifters virkning for langt de fleste danske forbrugere.

Vil højere afgifter – og dermed højere priser – på slik, sodavand og øl få grænsehandlen til at stige? Ja, lyder svaret ofte i den offentlige debat, hvor et af hovedargumenterne mod særskilte afgifter på usunde fødevarer længe har været, at højere priser vil få flere danskere til at tage turen over grænsen.
Men det argument udfordrer et hold af forskere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi i et nyt studie, der netop er udgivet i The Scandinavian Journal of Economics. De har analyseret danskernes indkøbsmønstre under corona-nedlukningerne i 2020 og 2021, hvor grænsehandel ikke var muligt. Mere specifikt har de undersøgt, hvor meget af den handel, der normalt foregår ved den dansk-tyske grænse, vender tilbage i danske butikker, når grænsehandel ikke er en mulighed.
”Det er markant mindre, end hvad de officielle danske myndigheder antager. De antager, at alle indkøb i Tyskland ville være gjort i Danmark, hvis grænsen var lukket. Men det viser vi, ikke er tilfældet,” fortæller ph.d.-studerende på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og medforfatter Magnus Munk Bjerg.
Ifølge Skatteministeriet tabte staten i 2019 1,16 milliarder kroner på grund af grænsehandel, når tobak ikke medregnes. Men forskernes vurdering er, at staten tabte markant mindre – nemlig 415 millioner kroner.
”Skatteministeriet bygger deres beregninger på, hvad danskerne køber i Tyskland. Men når vi vil sige noget om, hvad Danmark går glip af, så bliver vi nødt til at se på, hvad der sker med det danske forbrug. Og det er netop det, vi har gjort,” fortæller Magnus Munk Bjerg.
Og en af forklaringerne på, at danskerne ikke køber de samme varer i Danmark som ved grænsen, har han et bud på:
”Når man nu har pakket bilen, traileren og kørt langt, så vil man formentligt være mere tilbøjelig til at købe en masse ekstra ting for at få turen til at gå i balance,” fortæller Magnus Munk Bjerg.
Grænsehandel er primært et lokalt fænomen
I studiet sammenligner forskerne indkøb gjort af husstande tæt på grænsen og husstande så langt væk, at grænsehandel aldrig har været en økonomisk gevinst for dem.
De finder, at husstande inden for 30 kilometer fra grænsen øgede deres udgifter til nydelsesmidler, altså slik, chokolade, chips, sodavand, øl, vin og spiritus med 109 procent i danske butikker, da grænsen lukkede.
Samlet brugte husstandene inden for 150 kilometer i gennemsnit 21 procent flere penge på nydelsesmidler som følge af grænselukningen. Efter 120 kilometer fra grænsen kunne forskerne ikke måle nogle ændringer i husstandenes forbrug.
Forskerne understreger, at grænsehandel fortsat spiller en stor rolle for de borgere, der bor tæt på grænsen. Men studiets resultater kommer med en vigtig pointe:
”Hvis det politiske mål med en afgift på denne slags varer er at tjene flere penge til den danske stat og forbedre folkesundheden, så tyder det på, at de effekter vil have fuld gennemslagskraft for langt de fleste danske husholdninger,” fortæller postdoc og medforfatter Carl-Emil Pless.
I tilfælde af at der kom en højere afgift på nydelsesmidler fra i morgen, tyder resultaterne på, at det primært vil være de borgere, som bor tæt på grænsen, som vil gøre deres indkøb på den anden side af landegrænsen.
”Det kan godt være, at nogle i grænselandet vil køre endnu mere til Tyskland end de gjorde i forvejen, men det er en relativt snæver gruppe i det store hele. Der er derfor tale om en primært lokal effekt snarere end en national effekt,” fortæller Carl-Emil Pless.
Den optimale afgift på nydelsesmidler kunne ifølge forskerne derfor godt se anderledes ud:
”Vi siger ikke, hvor høj den skal være. Men vi viser, at grænsehandel bør fylde mindre, når det kommer til at beslutte, hvordan en afgift på usunde fødevarer bør se ud,” afslutter Magnus Munk Bjerg.
_____________________________________________________________________________________________
Faktaboks: Forskel på Skatteministeriets tal og forskernes tal
Skatteministeriet vurderer, at Danmark årligt taber cirka 1,5 milliard kroner på grund af grænsehandel med nydelsesmidler, fraregnet tobak. Det tal kommer de frem til på baggrund af data fra danskernes indkøb i grænsebutikkerne.
Forskerne udfordrer dette tal på baggrund af en analyse, der bygger på data fra danske husholdningers indkøb under de to corona-nedlukninger i 2020 og 2021, som gjorde grænsehandel umuligt. Forskerne bruger Skatteministeriets tal fra 2019 til at sammenligne tabet af grænsehandel med. Det år vurderede ministeriet, at tabet på grænsehandel var 1,16 milliarder kroner.
Forskernes analyse viser, at danskerne kun køber en mindre del af de varer i Danmark, som de før købte i Tyskland. Dermed er vurderingen, at det økonomiske tab for den danske stat er markant mindre. Helt præcist burde tabet ligger på 415 millioner kroner – altså næsten tre gange mindre end hvad Skatteministeriet vurderer.
_____________________________________________________________________________________________
Faktaboks: Om studiet
Studiet er netop blevet udgivet i The Scandinavian Journal of Economics.
Forskerne har data fra YouGov Shopper-panelet. Det er et panel af danske husstande, der løbende registrerer deres dagligvareindkøb. Resultaterne er efterprøvet på et uafhængigt datasæt fra Spenderlog.
Følgende forfattere fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi har bidraget til studiet: Magnus Munk Bjerg, Carl-Emil Pless, Christopher Posselt og Sinne Smed.
Nøgleord
Kontakter
Magnus Munk BjergPh.d., Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi
Tlf:28 94 53 33magnus.bjerg@ifro.ku.dkCarl-Emil PlessPostdoc, Institut for Fødevare og Ressourceøkonomi
Tlf:22 52 01 96cep@ifro.ku.dkAmalie Viktoria GammelgaardKU Kommunikation, Presse
Tlf:93 51 60 67amalie@adm.ku.dkBilleder



Links
Om Københavns Universitet
Københavns Universitet blev grundlagt i 1479 og har i dag cirka 37.000 studerende og 10.000 ansatte – heraf flere end 5.000 forskere – og en omsætning på 9,4 milliarder kroner. 10 nobelpriser er blevet tildelt forskere med tilknytning til universitetet.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Ny organisering af Københavns Universitets fakulteter på vej8.10.2026 12:03:58 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Universitet skal fortsat have seks fakulteter, men de skal organiseres på en ny måde. Den nye organisering skal sikre en bedre faglig balance på universitetet.
Linguists: Madonna’s voice sounds younger than it “should”6.10.2026 14:30:54 CEST | Press release
A new study shows that the changes typically associated with ageing in women’s voices have not affected pop icon Madonna’s voice in the expected way. According to the researchers, Madonna has cultivated a public persona that challenges society’s expectations not only of how older women should look and behave, but also of how they should sound.
Sprogforskere: Madonnas stemme lyder yngre, end den ”burde” gøre6.10.2026 10:46:19 CEST | Pressemeddelelse
De forandringer, som en kvindes stemme typisk gennemgår i takt med, at hun bliver ældre, har ikke påvirket popstjernen Madonnas stemme, viser nyt studie. Ifølge forskerne har Madonna skabt en offentlig figur, som ikke bare gør op med samfundets forventninger til, hvordan ældre kvinder skal se ud og opføre sig… men også lyde.
Foroverbøjet arbejde kan være en overset risiko for gravide6.10.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Gravide der ofte er foroverbøjede i deres arbejde, har en øget risiko for spontan abort, viser nyt studie fra Københavns Universitet. Forskerne mener, at der bør være større fokus på arbejdsmiljø tidligt i graviditeten.
”Han er selvfølgelig jøde…” Populære krimier er fulde af jødiske stereotyper5.10.2026 09:15:49 CEST | Pressemeddelelse
I Agatha Christies krimier bliver jøder ofte fremstillet som grådige og mistænkelige fremmedelementer. Selv efter holocaust fortsatte hun med at skrive fordomsfuldt om jøder, bare i en mere indirekte form. Det viser ifølge historiker Sofie Lene Bak, hvordan populærkulturen kan være med til at fastholde antisemitiske forestillinger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum