Danmarks Eksport- og Investeringsfond

EIFO øger investering i Onomondo, der henter over 750 mio. kr. til global vækst

30.9.2026 14:49:20 CEST | Danmarks Eksport- og Investeringsfond | Pressemeddelelse

Del

Den københavnske IoT-virksomhed Onomondo får den europæiske kapitalfond Aspirity Partners ind som ny hovedaktionær, mens EIFO øger sin investering. Kapitalen skal bruges til international ekspansion og videreudvikling af selskabets egen globale infrastruktur, med fortsat forankring i Danmark.

Onomondo henter ny majoritetsejer og opnår ny investering fra EIFO. Fra venstre er det founderteamet Henrik Aagaard Jørgensen og Michael Freundt Karlsen. Til højre er det CEO Rasmus Jensen.
Onomondo henter ny majoritetsejer og opnår ny investering fra EIFO. Fra venstre er det founderteamet Henrik Aagaard Jørgensen og Michael Freundt Karlsen. Til højre er det CEO Rasmus Jensen.

Onomondo, der leverer forretningskritisk IoT-infrastruktur til mere end 500 virksomheder i over 100 lande, modtager en samlet investering på over 750 mio. kr. Aspirity Partners bliver ny hovedaktionær, og EIFO øger samtidig sin investering i selskabet.

Pengene skal bruges til at udvide Onomondos internationale tilstedeværelse og videreudvikle den teknologi og infrastruktur, som gør det muligt for virksomheder at udveksle data fra deres enheder i realtid over hele verden.

Mads Lacoppidan, Managing Director og Partner i EIFO Direct Venture & Growth, siger:

"Onomondo er et stærkt eksempel på, at Danmark kan udvikle teknologi og digital infrastruktur i verdensklasse. Virksomheden har opbygget en position på et marked, som bliver stadig vigtigere for både virksomheder, forsyningssektoren og samfundet generelt. Derfor øger vi vores investering. Samtidig får Onomondo med Aspirity en ejer med dyb international erfaring og sektorspecialisering, som kan være med til at accelerere virksomhedens globale vækst, mens udviklingen fortsat forankres i Danmark."

Egen infrastruktur frem for mellemled

Onomondo adskiller sig fra traditionelle udbydere af IoT-forbindelser ved at drive sin egen softwaredefinerede kerneinfrastruktur med direkte integration til næsten 700 mobilnetværk globalt. Virksomheden tilbyder dermed én samlet platform, der forbinder enheder, netværk og cloud.

For kunderne betyder det større kontrol over forretningskritiske data, bedre indsigt i driften og mulighed for at skalere globale løsninger hurtigere og mere sikkert. Blandt kunderne er Maersk, Carlsberg og Bosch.

Kapital og kompetencer til international vækst

Rasmus Jensen, CEO i Onomondo, siger:

"Behovet for sikker, robust og skalerbar IoT-infrastruktur vokser hurtigt globalt. Med Aspirity som ny majoritetsejer og EIFO som fortsat stærk investor får vi både kapital og kompetencer til at accelerere vores internationale vækst. Samtidig kan vi fortsætte med at udvikle teknologi og kompetencer fra Danmark og styrke vores position som global infrastrukturløfter inden for IoT."

Onomondo er fra København, hvor virksomheden har opbygget sit netværk, sin softwareplatform og sine ingeniørkompetencer. Det teknologiske tyngdepunkt forbliver i Danmark, også efter den internationale udvidelse.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Onomondo henter ny majoritetsejer og opnår ny investering fra EIFO. Fra venstre er det founderteamet Henrik Aagaard Jørgensen og Michael Freundt Karlsen. Til højre er det CEO Rasmus Jensen.
Onomondo henter ny majoritetsejer og opnår ny investering fra EIFO. Fra venstre er det founderteamet Henrik Aagaard Jørgensen og Michael Freundt Karlsen. Til højre er det CEO Rasmus Jensen.
Download

Om Onomondo

Onomondo er en global leverandør af IoT-infrastruktur til virksomheder, der udvikler produkter, der forbindes online. Virksomheden blev stiftet i København i 2012 af Henrik Aagaard Jørgensen og Michael Freundt Karlsen.

Onomondo har sin egen patenterede teknologi, og ejer og driver sit eget softwaredefinerede kernenetværk med direkte integration til næsten 700 mobilnetværk i mere end 180 lande. Infrastrukturen gør det muligt for virksomheder at udvikle sikre IoT-løsninger, rulle dem hurtigt ud globalt og give fuldt overblik over driften i realtid. Kunderne kommer hurtigere på markedet, kan fejlfinde uden at gå gennem teleselskabernes support og bygger produkter, der kan udvikle sig i takt med forretningen.

I dag bruges Onomondo af mere end 500 virksomheder i over 100 lande.

Læs mere på: www.onomondo.com 

Om Aspirity Partners

Aspirity Partners er en europæisk kapitalfond, der køber majoritetsandele i vækstvirksomheder og foretager strategiske minoritetsinvesteringer. Fonden fokuserer på to områder: Financial Technology & Services samt Enterprise Technology & Connectivity Services.

Aspirity investerer i virksomheder, der leverer forretningskritiske, teknologibaserede tjenester på markeder med langsigtet strukturel vækst. Fonden arbejder tæt sammen med porteføljeselskabernes ledelsesteams om at styrke driften, internationalisere forretningen og strategisk ekspansion.

Aspirity trækker desuden på et netværk af stiftere og erfarne topledere, som bidrager med specialistviden og sparring til virksomhederne.

Læs mere på www.aspiritypartners.com 

Om Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Som Danmarks nationale erhvervsfremmende bank og officielle eksportkreditinstitut arbejder EIFO for at åbne døre for global forretning, skubbe på den grønne omstilling, løfte innovative teknologier og bidrage til Danmarks sikkerhed.

Med et samlet engagement på 180 mia. kr. og aktiviteter i mere end 100 lande tilbyder EIFO finansielle løsninger til danske virksomheder og deres globale partnere.

EIFO er derudover Danmarks største ventureinvestor og investerer i startups og fonde. I 2025 investerede EIFO 31 gange i nye virksomheder og 15 gange i fonde. Sammenlagt har EIFO en investeringsportefølje på lige over 20 mia. kr. 

Læs mere på www.eifo.dk

Følg pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye