Borgere får lettere adgang til høreapparatbehandling i Midt- og Vestjylland
30.9.2026 12:28:34 CEST | Regionshospitalet Gødstrup | Pressemeddelelse
I dag venter borgere op til et år på at få et høreapparat i det offentlige i Region Midtjylland, og efterspørgslen stiger. I alt fem nye hørebokse i Gødstrup, Holstebro og Viborg skal lette adgangen til behandling og imødekomme et voksende behov.

Behovet for høreapparatbehandling vokser: Der bliver både flere ældre og yngre borgere, som søger behandling for høretab i Midt- og Vestjylland. Regionsrådet har derfor som en del af budgetaftalen for 2026 afsat varige midler til at styrke høreapparatbehandlingen og nedbringe ventetiderne.
For Regionshospitalet Gødstrup betyder det åbningen af fem nye behandlingsrum – såkaldte hørebokse – fordelt på Øre-, Næse- og Halskirurgis høreklinikker i Midt- og Vestjylland.
De første to hørebokse åbner den 1. oktober 2026 i en helt ny høreklinik på Regionshospitalet Gødstrup. Den 16. november åbner yderligere to i Høreklinikken i Holstebros nye og moderne lokaler i Center for Sundhed, mens forberedelserne er godt i gang, så Høreklinikken i Viborg kan tage en ekstra høreboks i brug fra årsskiftet.
Når alle fem hørebokse er taget i brug, får Øre-, Næse- og Halskirurgi på Regionshospitalet Gødstrup større kapacitet til høreapparatbehandling i Midt- og Vestjylland.
– En ventetid på op mod et år er for lang. Samtidig ved vi, at det er en udvikling, vi skal være på forkant med. Derfor er jeg glad for, at vi styrker kapaciteten, så flere kan komme hurtigere til behandling, siger regionsrådsformand Anders G. Christensen (V).
Med flytningen i Holstebro til Center for Sundhed bliver Høreklinikken den sidste hospitalsafdeling, der forlader den tidligere hospitalsgrund på Lægårdvej. Medarbejderne glæder sig til at tage de nye rammer i brug. De giver bedre plads til behandlingen og placerer klinikken tæt på andre sundhedstilbud. Det skaber samtidig bedre muligheder for samarbejde med Holstebro Kommune.
– For patienterne skal det være et godt og sammenhængende tilbud, uanset hvor de bliver behandlet. Når vi arbejder tæt sammen på tværs, kan vi dele viden, lære af hinanden og bruge den samlede kapacitet bedre. Det styrker både kvaliteten i behandlingen og det faglige fællesskab, siger cheflæge Anne Louise Bach Christensen fra Øre-, Næse- og Halskirurgi.
Med den nye høreklinik på Regionshospitalet Gødstrup får borgere fra blandt andet Herning og Ikast-Brande kommuner adgang til høreapparatbehandling tættere på deres bopæl. Hidtil har de skullet tage til Holstebro eller Viborg for at blive behandlet.
Den nye klinik er indrettet inden for hospitalets eksisterende rammer og er blevet til gennem et samarbejde på tværs af flere afdelinger og funktioner.
– Det har krævet en meget stærk indsats af fællesskabet at få lokalekabalen til at gå op på et hospital, hvor pladsen i forvejen er presset. Derfor vil jeg gerne takke afdelingerne i Gødstrup for deres bidrag til løsningen. Nu får medarbejdernes høje faglighed bedre rammer, og flere borgere kan se frem til at få hjælp til høreapparatbehandling tættere på hjemmet, siger sundheds- og hospitalsdirektør Lasse Hansen.
Fakta: Høreområdet får et løft
De fem nye hørebokse i Midt- og Vestjylland er en del af Region Midtjyllands styrkelse af høreområdet i budgetaftalen for 2026.
I budgetaftalen er der afsat 10,9 mio. kr. årligt og varigt til høreapparatbehandling i Region Midtjylland. Heraf får Regionshospitalet Gødstrup 5 mio. kr. om året til driften af de fem nye hørebokse. Regionsrådet har desuden bevilget midler til flytningen af Høreklinikken fra Lægårdvej i Holstebro til Center for Sundhed i Holstebro.
Den offentlige høreapparatbehandling i Region Midtjylland varetages af Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Gødstrup.
Nøgleord
Kontakter
Cheflæge Anne Louise Bach Christensen, tlf. 2993 2046
Sundheds- og hospitalsdirektør Lasse Hansen, tlf. 2924 3207.
Presse:
Kommunikationskonsulent Merete Friis Jeppesen, tlf. 2962 4447.
Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Pia Dalgaard bliver ny servicechef i Driftsafdelingen30.9.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Pia Dalgaard tiltræder den 1. november 2026 som ny servicechef i Driftsafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.
150 borgere til borgermøde i Herning gav Sundhedsråd Vestjylland lektier for23.9.2026 11:10:08 CEST | Pressemeddelelse
150 borgere gav mandag aften deres perspektiv på fremtidens sundhedstilbud. Forebyggelse, større lighed i sundhed og hjælp, der passer bedre ind i hverdagen, var centrale temaer, da Sundhedsråd Vestjylland inviterede til borgermøde i Herning.
Sammen om diagnosen vinder initiativprisen18.9.2026 09:34:45 CEST | Pressemeddelelse
En ny form for diagnosesamtaler giver øget tryghed og bedre sammenhæng mellem hospital og kommune for patienter med alzheimersdemens. Nu har tiltaget vundet Region Midtjyllands Initiativpris.
Gødstrup skal stå i spidsen for ny regional ernæringsklinik16.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
I 2027 får Regionshospitalet Gødstrup ansvaret for en ny klinik for ernæring i Region Midtjylland. Målgruppen er omkring 14.000 patienter med behov for sondeernæring eller ernæringspræparater i eget hjem.
Hospital og kommuner tester ny løsning til borgere med blæreproblemer10.9.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Akutfunktionerne i Ikast-Brande Kommune og Holstebro Kommune undersøger sammen med Regionshospitalet Gødstrup, om en ny type blærekateter kan mindske komplikationer, der opstår ved langvarigt brug.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum