1.900 frivillige gør en forskel i Sundhed og Omsorg
25.9.2026 06:35:00 CEST | Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg | Pressemeddelelse
De cykler ture med ældre, læser højt på plejehjem, laver fællessang og samler mennesker om mad, motion og oplevelser. Fredag er det Frivillig Fredag, og i Sundhed og Omsorg er der god grund til at fejre de omkring 1.900 frivillige, der hver uge bruger tusindvis af timer på at skabe fællesskaber og gode oplevelser for andre.

Hver onsdag dufter der af mad fra forskellige dele af verden i Folkehuset Gellerup. Her samler Maryan Hayir omkring 20 kvinder i en international madskole.
Kvinderne har forskellige baggrunde, men omkring gryderne betyder det mindre, hvor man kommer fra. Her bliver der lavet mad, snakket, grinet og knyttet nye relationer.
”Når vi samles i madklubben, er det lige meget, hvor vi kommer fra. Alle snakker med hinanden, og vi samarbejder, driller hinanden og griner en masse. Nogle kan være trætte, når de kommer, men alle tager hjem med ekstra energi og smil,” siger Maryan Hayir.
Madskolen er ét blandt mange eksempler på den frivillighed, der hver dag lever i samarbejde med Sundhed og Omsorg. Nogle er cykelpiloter eller spisevenner. Andre arrangerer banko, stolegymnastik eller fællessang, er besøgsvenner med hund, hjælper til ved koncerter eller lægger timer i folkehusenes caféer og repaircaféer.
Og meget tyder på, at flere har fået lyst til at være med.
I løbet af efteråret udkommer en ny rapport om frivilligheden i Sundhed og Omsorg. Den viser, at der i dag er omkring 1.900 frivillige, der lægger frivillige kræfter i folkehusene, på plejehjemmene og andre steder på sundheds- og omsorgsområdet.
Blandt de frivillige, der har deltaget i undersøgelsen, er 65 procent kommet til inden for de seneste fem år.
De frivillige lægger også mange timer. I gennemsnit bruger de 4,7 timer om ugen på deres frivillige engagement i Sundhed og Omsorg. Det er 1,3 timer mere end landsgennemsnittet for frivillige på social og sundhedsområdet.
Det glæder rådmand for Sundhed og Omsorg Metin Lindved Aydin:
”1.900 frivillige er et fantastisk tal. Men det vigtigste er alt det, der gemmer sig bag tallet. Det er mennesker, der bruger deres tid på andre mennesker. Som den frivillige ildsjæl, der skaber et fællesskab omkring mad og samtidig bygger bro mellem mennesker, der måske ellers aldrig havde mødt hinanden. Eller cykelpiloten, der giver en ældre mulighed for at mærke vinden i håret. Den slags kan ikke måles alene i timer. Det har en kæmpe menneskelig værdi,” siger han.
Noget kommunen ikke kan skabe alene
Frivilligheden er samtidig en vigtig del af rådmandens ambition om et tættere samarbejde mellem kommunen og civilsamfundet. I hans politiske pejlemærker fremhæves netop stærkere partnerskaber med civilsamfund og lokale aktører som en vej til at skabe løsninger tættere på menneskers hverdagsliv.
”Kommunen skal selvfølgelig levere en stærk og ordentlig velfærd. Men der er noget, som hverken kommunen eller vores dygtige medarbejdere kan eller skal sættes til at skabe alene. Frivillige kommer med engagement, relationer og idéer, fordi de har lyst. Det skaber nogle andre møder mellem mennesker og nogle stærke lokale fællesskaber. Derfor skal vi gøre det nemt og attraktivt at være frivillig og passe godt på alle dem, der allerede lægger tid og kræfter hos os,” siger Metin Lindved Aydin.
Ifølge Anette Poulsen, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, går værdien begge veje. For frivillighed handler ikke kun om, hvad man giver til andre, men også om det, man selv får med sig:
”Noget af det smukke ved frivillighed er, at det går begge veje. Man giver sin tid og sit engagement til andre, men man får også selv noget igen. Nye relationer, oplevelser, fællesskab og følelsen af at være betydningsfuld for andre. Det er også en vigtig del af frivilligheden, og det har en stor værdi i sig selv,” siger hun.
Fredag den 25. september er det Frivillig Fredag, Danmarks nationale frivillighedsdag. Men i Sundhed og Omsorg har der gennem hele ugen været et særligt fokus på at fejre de frivillige med blandt andet film, brunch og festligheder for at sige tak til de mange, der hver dag er med til at skabe fællesskaber og gode oplevelser for andre.
Fakta
I løbet af efteråret udkommer en ny rapport om frivilligheden i Sundhed og Omsorg. Den viser blandt andet:
-
Omkring 1.900 frivillige er tilknyttet Sundhed og Omsorg.
-
De frivillige bruger i gennemsnit 4,7 timer om ugen på deres frivillige engagement i Sundhed og Omsorg. Det er 1,3 timer mere end landsgennemsnittet for frivillige på social og sundhedsområdet.
-
65 procent af de adspurgte er kommet til som frivillige inden for de seneste fem år.
-
35 procent har været frivillige i Sundhed og Omsorg i fem år eller mere.
-
Man kan blandt andet være cykelpilot, spiseven, højtlæser, musiker, besøgshundeejer, caféfrivillig, chauffør på busture eller hjælpe med fællessang, repaircafé, banko, stolegymnastik og kulturelle arrangementer.
-
Har du lyst til at blive frivillig? Hvis du er nysgerrig på mulighederne for at være frivillig i Sundhed og Omsorg, kan du skrive til civilsamfund@mso.aarhus.dk
Nøgleord
Kontakter
Sundhed og Omsorgs pressetelefon(modtager ikke sms)
Tlf:+45 23 35 19 20presse@mso.aarhus.dkOm Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune:
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune arbejder med omsorg for ældre og sundhed for alle borgere.
Vi står for pleje og støtte til aarhusianere i både hjemmet og på plejehjem og er til stede i hele kommunen.
Sundhed og Omsorg omfatter 53 plejehjem og 27 hjemmeplejeteams, som hver uge leverer omkring 60.000 hjemmeplejebesøg til knap 7.000 borgere. Derudover driver vi 34 folkehuse, der skaber rammer for fællesskab, aktivitet og livskvalitet.
Indsatsen løftes af over 7.000 medarbejdere, som hver dag arbejder for tryghed, kvalitet og nærvær i mødet med borgerne.
Følg pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg
Budgetforlig: Vigtige løft - men store udfordringer venter17.9.2026 22:08:30 CEST | Pressemeddelelse
Det netop indgåede budgetforlig rummer flere vigtige prioriteringer på sundheds- og ældreområdet. Der bliver blandt andet sat penge af til demensområdet, mennesker med udadreagerende adfærd, en mere mangfoldig ældrepleje og flere unge fritidsjobbere på plejehjemmene. Samtidig er der fundet en løsning, som afbøder en del af de økonomiske konsekvenser af sundhedsreformen. De kommende år vil dog fortsat kræve svære prioriteringer for Sundhed og Omsorg.
Flere unge skal skabe mere liv på plejehjemmene16.9.2026 11:07:32 CEST | Pressemeddelelse
Flere unge skal have mulighed for at tage et fritidsjob på plejehjem og andre arbejdspladser i Sundhed og Omsorg. Det er et af de forslag, rådmand Metin Lindved Aydin tager med til budgetforhandlingerne på Aarhus Rådhus torsdag. Han anbefaler at afsætte en million kroner ekstra om året til indsatsen, som både skal skabe mere liv og flere generationsmøder for de ældre og gøre flere unge nysgerrige på en fremtid på ældreområdet.
Hip, Hip, Hurra: Skovvang er blevet et helt særligt plejehjem11.9.2026 06:35:00 CEST | Pressemeddelelse
For fem år siden åbnede Skovvang som Aarhus Kommunes specialplejehjem for mennesker med fremskreden demens. Siden har plejehjemmet udviklet sig markant og været med til at gå forrest i arbejdet med personcentreret omsorg. I dag rummer Skovvang nogle af kommunens mest specialiserede indsatser til mennesker med demens.
Ny konstitueret leder skal sikre fremdrift for visionen i Generationernes Hus10.9.2026 11:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Vanja Horvat bliver konstitueret leder af vision og samarbejde i Generationernes Hus. Hun kommer med stor erfaring med frivillighed og samskabelse, og skal i de næste seks måneder stå i spidsen for det videre arbejde med at gøre husets vision levende i hverdagen.
Hvorfor er det blevet så svært at ses? Krop og Kærlighed sætter venskaber under lup4.9.2026 06:35:00 CEST | Pressemeddelelse
"Vi må lige ses snart." De fleste af os har sagt det – og lige så mange har oplevet, at aftalen aldrig blev til noget. Når Krop og Kærlighed vender tilbage under Aarhus Festuge, bliver bl.a. de nære relationer sat under lup med debatter, oplevelser og aktiviteter, der skal styrke både fællesskaber og trivsel.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum