Zoologisk Have i København

Ekstremt sjælden leopardunge født i ZOO

24.9.2026 10:39:47 CEST | Zoologisk Have i København | Pressemeddelelse

Del

En af verdens mest sjældne leoparder har fået en unge i Zoologisk Have København. Fødslen er vigtig for den bestand af amurleoparder, der lever i zoologiske haver.

Mor og nyfødt unge. Foto: Zoologisk Have København
Mor og nyfødt unge. Foto: Zoologisk Have København

Se video af mor og unge her

Der er blevet mere liv i stalden hos leoparderne i ZOO. Onsdag aften i sidste uge fødte hunnen en unge, som lige nu tilbringer al tid tæt på sin mor.

Inden fødslen tydede hunnens størrelse ellers på, at der kunne være to eller måske tre unger på vej. Men da fødslen var overstået, stod det klart, at der kun var én unge.

Og selv om leopardunger ikke i sig selv er et sjældent syn i verdens zoologiske haver, er historien en helt anden, når det gælder netop amurleoparden.

”Amurleoparden er den sjældneste underart af leopard, og selvom arten er i svag fremgang, er der stadig kun omkring 110 individer i naturen. Derfor er hver eneste unge vigtig for bestanden og det internationale avlsprogram,” siger Mads Bertelsen, zoologisk direktør i ZOO.

Kun én registreret unge det seneste år

På verdensplan lever der ifølge den internationale zoologiske database ZIMS 93 hanner og 97 hunner af amurleopard i zoologiske haver. I løbet af de seneste 12 måneder er der kun registreret én unge.

Det betyder ikke nødvendigvis, at dyrene har problemer med at yngle. Ifølge Mads Bertelsen er der også en anden udfordring for bestandene i zoologiske haver.

”Vi ser i stigende grad, at zoologiske haver vælger ikke at lade deres dyr yngle, fordi de er bekymrede for, hvad de skal gøre med eventuelt overskydende afkom. Konsekvensen er, at nogle bestande risikerer at blive så små, at de ikke længere er bæredygtige. Derfor er unger som disse vigtige for avlsprogrammet,” siger han.

Små, blinde og helt afhængige af deres mor

Lige nu er der begrænset adgang til den nye leopardfamilie – også for dyrepasserne.

Amurleoparder lever overvejende alene i naturen, og hunnen er derfor nu adskilt fra hannen. Den nyfødte unge er lille og blind og fuldstændig afhængig af sin mor.

Hunnen tilbringer størstedelen af tiden sammen med ungen og forlader den kun i kortere perioder, blandt andet for at hente mad. Derfor holder dyrepasserne sig på afstand og følger i første omgang ungens udvikling ved at lytte efter lyde fra stalden.

Senere, når hunnen begynder at bevæge sig mere væk fra ungen, får dyrepasserne mulighed for at se nærmere på den.

Gæsterne må væbne sig med tålmodighed

Derfor går der også noget tid, før gæsterne kan forvente at se den nye leopardunge.

”De første uger handler om at give moren og ungen mest mulig ro. Vi forventer, at der går omkring to måneder – måske lidt længere – før ungen begynder at komme så meget frem, at gæsterne kan få mulighed for at opleve den,” siger Mads Bertelsen.

Kontakter

ZOO er sat i verden for at fremme naturbevarelse. Det gør vi gennem inspiration og opdagelser for vores gæster i Zoologisk Have København. Vi bidrager aktivt i det internationale arbejde med at bevare dyrearter og naturområder. Vi øger interessen og forståelsen af naturen og dens mangfoldighed og bidrager med vigtig forskning. Alt, hvad vi gør, er natuligvis baseret på et videnskabeligt grundlag.

Følg pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Zoologisk Have i København

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye