Nyt forskningsprogram styrker samarbejdet om ernæring og sundhed

24.9.2026 09:54:52 CEST | Aarhus Universitet: Health | Pressemeddelelse

Del

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Faculty of Technical Sciences går sammen i et nyt forskningsprogram om fødevarer, ernæring og sundhed. De to fakulteter investerer 16,4 millioner kroner af egne strategiske midler i programmet, der skal skabe ny viden om kost, næringsoptag og kroppens reaktion på det, vi spiser.

Professor Christina C. Dahm, klinisk professor Christian Lodberg Hvas, professor Jette Feveile Young og klinisk professor Søren Gregersen er programledere for det nye forskningsprogram.
Professor Christina C. Dahm, klinisk professor Christian Lodberg Hvas, professor Jette Feveile Young og klinisk professor Søren Gregersen er programledere for det nye forskningsprogram. Foto: AU Foto/Aarhus Universitetshospital.

Hvad spiser vi? Hvordan optager kroppen næringsstoffer? Og kan nye teknologier gøre os bedre til at måle, hvad maden gør ved vores krop?

Det er nogle af de spørgsmål, forskere fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Faculty of Technical Sciences på Aarhus Universitet skal arbejde sammen om i det nye forskningsprogram Fødevarer, Ernæring og sundt liv.

Programmet starter i oktober 2026 og løber frem til udgangen af 2029. Ambitionen er at samle stærke miljøer inden for blandt andet ernæring, klinisk forskning, folkesundhed, fødevarer og teknologi og skabe flere samarbejder på tværs af fakulteterne.

Professor Christina C. Dahm fra Institut for Folkesundhed er en af programmets fire programledere.

”Vi har allerede stærke faglige miljøer på området, men der er meget at hente ved at koble dem tættere sammen. Jeg håber og tror på, at programmet kan styrke de samarbejder, vi har, sætte nye i gang og skabe plads til nye projekter og forskertalenter,” siger hun.

Bygger videre på stærke miljøer

Forskningsprogrammet bygger blandt andet videre på samarbejder og erfaringer fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets eksisterende forskningsnetværk The Food and Nutrition Network. Men netværket og det nye forskningsprogram er to forskellige initiativer.

Fødevarer, Ernæring og sundt liv får sit eget budget, sin egen organisering og konkrete forskningsaktiviteter frem til 2029.

Programmet skal koble Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets styrker inden for kost, ernæring og sundhed med Faculty of Technical Sciences kompetencer inden for blandt andet fødevarer, analysemetoder og teknologi.

Fra kostvaner til kroppens reaktion

Programmet tager afsæt i tre arbejdspakker, der hænger tæt sammen.

Den første skal etablere en kohorte på 500 personer fra Aarhus-området med forskellige kostmønstre. Den anden undersøger, hvordan kroppen fordøjer, optager og udnytter næringsstoffer, mens den tredje ser på kostens biologiske effekter og udvikler nye metoder til at måle dem. 

Klinisk professor Christian Lodberg Hvas fra Institut for Klinisk Medicin er en af de fire programledere og kontaktperson for den arbejdspakke, der undersøger optagelse og udnyttelse af næringsstoffer.

”Vi kan rigtig meget i de forskellige forskningsgrupper, og vi skal lære hinanden bedre at kende. De tre arbejdspakker skal tale sammen,” siger han.

Et af de områder, forskerne skal blive klogere på, er, hvorfor mennesker kan have forskellige ernæringsbehov.

”Mange patienter, og også mange raske, har særlige ernæringsbehov. Ernæring er ikke one size fits all. Der er nogle generelle råd, som er gode for langt de fleste, men vi skal blive bedre til at nuancere vores viden, så vi også kan hjælpe dem, der har brug for noget andet,” siger Christian Lodberg Hvas.

Professor og overlæge Søren Gregersen fra Institut for Klinisk Medicin og Steno Diabetes Center Aarhus er ligeledes programleder og kontaktperson for arbejdspakken om kostens biologiske effekter.

”Vi vil både blive klogere på, hvordan kosten påvirker vores metaboliske sundhed, og udvikle bedre metoder til at måle effekterne. Det kan bringe os tættere på, hvad der faktisk sker i kroppen, når vi for eksempel ændrer vores kost i retning af mere plantebaseret med sunde bioaktive stoffer,” siger han.

Samarbejdet skal skabe nye idéer

Den fjerde programleder er professor Jette Feveile Young fra Institut for Fødevarer på Faculty of Technical Sciences. Hun er fakultetets kontaktperson på tværs af alle tre arbejdspakker. 

For hende ligger en vigtig del af potentialet i, at forskere på tværs af fakulteterne lærer hinandens metoder og problemstillinger bedre at kende.

”Først når vi forstår hinanden, kan vi skrue de helt rigtige projekter sammen. Når vi får mulighed for at starte nye samarbejder, opstår der typisk flere idéer, nye vinkler og dybere indsigt,” siger Jette Feveile Young.

4,8 millioner kroner af programmets samlede budget er afsat til Seed and Synergy funding. Her kan forskere fra de to fakulteter søge penge til nye projekter, og samarbejder på tværs bliver prioriteret. Der kommer ansøgningsrunder i 2027 og 2028. 

På længere sigt skal forskningsprogrammet danne afsæt for større eksterne forskningsbevillinger og nye satsninger på ernæringsområdet.

”Det er en kæmpe anerkendelse af potentialet i forskningsområdet, at fakulteterne prioriterer det på den her måde. Det giver os mulighed for at afprøve nye idéer og samarbejder, som kan blive startskuddet til større projekter og ansøgninger i fremtiden,” siger Christina C. Dahm.

Om Fødevarer, Ernæring og sundt liv:

  • Forskningsprogrammet løber fra 1. oktober 2026 til 31. december 2029 og har et samlet budget på cirka 16,4 millioner kroner fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets og Faculty of Technical Sciences strategiske midler.
  • Programmet består af tre arbejdspakker: Ernæringskohorte, Nutrient kinetics og Biological effects of nutrition. Professor Christina C. Dahm, klinisk professor Christian Lodberg Hvas og klinisk professor Søren Gregersen er kontaktpersoner på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet for hver sin arbejdspakke, mens professor Jette Feveile Young er Faculty of Technical Sciences kontaktperson på tværs af alle tre.
  • Hver arbejdspakke ledes af en forsker fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet med en co-lead fra Faculty of Technical Sciences.
    Ernæringskohorte: Daniel Borch Ibsen og Hanne Christine Bertram
    Nutrient kinetics: Charlotte Lock Rud og Jan Værum Nørgaard
    Biological effects of nutrition: Fredrik Drews Mellbye og Simon Lind Kappel
  • Der er afsat 4,8 millioner kroner til Seed and Synergy-projekter med ansøgningsrunder i 2027 og 2028. Ambitionen er, at programmet skal danne grundlag for større eksternt finansierede projekter og nye satsninger på ernæringsområdet.

Kontakt

Rådgiver Louise Nygaard Kristensen
Aarhus Universitet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet – Fakultetssekretariatet
Telefon: +45 20 77 20 63
Mail: lnk@au.dk

Faculty of Health Sciences er Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet, hvis hovedopgaver er forskning og uddannelse. Fakultetet udbyder en lang række sundhedsuddannelser, bl.a. læge, tandlæge, idræt og folkesundhedsvidenskab. Health består af fem institutter, ca. 4.400 studerende, 1.500 ansatte og 600 ph.d.-studerende.

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet: Health

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye