ADP A/S

EY-analyse: ADP understøtter mere end 14.000 arbejdspladser i Danmark

25.9.2026 10:17:14 CEST | ADP A/S | Pressemeddelelse

Del

Aktiviteterne i ADP’s havne og Taulov Dry Port understøtter beskæftigelsen langt udover kajkanten og kommunegrænserne. Ifølge en analyse fra EY kan udviklingen på havnene i Fredericia, Nyborg, Hanstholm, Taulov Dry Port og Fyn Dry Port skabe grundlag for yderligere 5.000 årsværk frem mod 2035.

Der er travlt på ADP's havne, men der er altid plads til et godt grin blandt kollegaer.
Der er travlt på ADP's havne, men der er altid plads til et godt grin blandt kollegaer. PR-foto: ADP

Hver dag håndteres råvarer til industrien, containergods, genanvendelige materialer, fiskeri, projektlaster og en lang række andre varestrømme på ADP's havne og i Taulov Dry Port. Det er varer, som indgår i danske virksomheders produktion, eksport og forsyningskæder og dermed skaber aktivitet i store dele af landet.

Når gods ankommer til eller afgår fra ADP’s havne eller bevæger sig gennem Taulov Dry Port, skaber det arbejde hos transportvirksomheder, producenter, speditører, leverandører, håndværkere og en lang række andre erhverv. Ud af de 14.058 årsværk i Danmark er 6.610 placeret i Fredericia, Nyborg og Thisted Kommuner, mens de øvrige er fordelt i resten af Danmark.

– Selvom havne udefra set ofte bare handler om skibe og gods, handler de i virkeligheden om meget mere. Havnene skaber forbindelser mellem virksomheder, markeder og mennesker og er en vigtig del af den infrastruktur, som holder samfund og erhvervsliv i gang. Når EY’s analyse viser, hvor stor beskæftigelsesmæssig og samfundsøkonomisk betydning vores aktiviteter har, understreger det vigtigheden i at fortsætte investeringen i og udviklingen af danske havne, siger Rune D. Rasmussen, CEO i ADP.

Rune D. Rasmussen peger på. at analysens resultater afspejler den udvikling, ADP har gennemgået gennem de seneste år:

– Resultaterne i analysen hænger godt sammen med den udvikling, vi har set i ADP gennem en længere årrække. Vi har udvidet vores aktiviteter med Hanstholm Havn, gennemført havneudvidelsen i Fredericia, oplevet stigende aktivitet på både Fredericia og Nyborg Havn og set en markant udvikling i Taulov Dry Port. Derfor bekræfter analysen et billede, vi allerede kender fra både tidligere analyser og den udvikling, vi har set i vores aktiviteter: at vækst på havnene og i logistikanlæggene skaber værdi og beskæftigelse langt ud over havnenes egne områder. 

Nye investeringer vil sprede sig som samfundsøkonomiske ringe i vandet

På tværs af alle havnene i ADP stiger aktivitetsniveauet betydeligt. Særligt på Nyborg Havn overstiger efterspørgslen kapaciteten for, hvad der i dag kan tilbydes kunderne på havnen. Flere af de eksisterende virksomheder på havnen udvikler og udvider deres aktiviteter, mens nye virksomheder efterspørger kajnære arealer.

En af de virksomheder, der oplever vækst, er J.A. Shipping, som har aktiviteter på tværs af havnen:

– Vi oplever stor vækst på tværs af vores organisation, og hvis det hele går som forventet, femdobler vi bemandingen på vores værksted i løbet af det næste år. Den vækst vil også skabe behov for flere medarbejdere i de administrative funktioner. Det er afgørende for vores fortsatte udvikling, at Nyborg Havn kan tilbyde de rette rammer til virksomheder som os, der ønsker at vokse og udvikle os, fortæller Kim Alfastsen, CEO i J.A. Shipping.

Aktiviteterne på Nyborg Havn understøtter i dag 1.109 årsværk på landsplan, heraf 521 årsværk i Nyborg Kommune. En havneudvidelse kan skabe grundlag for yderligere aktivitet på havnen og give flere virksomheder mulighed for at udvikle deres forretning. EY vurderer, at udvidelsen kan understøtte yderligere 565 årsværk på landsplan, hvoraf omkring halvdelen vil være forankret i Nyborg Kommune.

Kenneth Muhs, borgmester i Nyborg Kommune, understreger betydningen af en stærk infrastruktur for vækst og udvikling:

– Byer udvikler sig omkring stærke infrastrukturelle knudepunkter, herunder motorvejsafkørsler, togstationer, lufthavne og havne. Her har Nyborg en særlig styrke med sin placering lige ved E20 samt en havn i direkte relation til en central søvej i Storebælt. Derfor er det vigtigt, at vi undersøger mulighederne for at udvikle Nyborg Havn. Havnen bidrager allerede i dag til arbejdspladser og erhvervsaktivitet, og der er et potentiale for at skabe endnu mere aktivitet til gavn for både virksomhederne og kommunen, som vil have en positiv effekt på et stærkere byliv.

Rune D. Rasmussen peger på Nyborg Havn som en potentiel hub for fremtidig udvikling grundet den attraktive placering:

– Nyborg Havn oplever i disse år en markant efterspørgsel fra både eksisterende og nye virksomheder, som ønsker adgang til kajnære arealer og gode logistikløsninger, og efterspørgslen overstiger den kapacitet, havnen kan tilbyde, siger Rune D. Rasmussen og afslutter:

– Nyborg Havn adskiller sig ikke fra andre danske havne på godssammensætningen, men der er potentiale for Nyborg Havn til at blive en meget større arbejdsplads for mange forskellige industrier, og aktiviteten på havnen vil have afsmittende samfundsøkonomiske effekter på byen omkring.

Faktaboks: Beskæftigelses- og samfundsøkonomiske effekter fra ADP på landsplan

På landsplan bidrager aktiviteterne i ADP's havne og Taulov Dry Port i dag med:

  • 14.058 årsværk
  • 3,5 mia. kr. i årlige skatteindtægter
  • 13,4 mia. kr. i bruttoværditilvækst til dansk økonomi

 

Den forventede aktivitetsforøgelse på Fredericia Havn og Hanstholm Havn samt udvidelserne på henholdsvis havnen i Nyborg, i Taulov Dry Port og Fyn Dry Port kan medføre følgende effekter frem mod 2035:

  • 4.995 yderligere årsværk
  • 1,1 mia. kr. yderligere i skatteindtægter
  • 4,1 mia. kr. yderligere i bruttoværditilvækst

Faktaboks: Beskæftigelses- og samfundsøkonomiske effekter fra Nyborg Havn på landsplan

På landsplan bidrager aktiviteterne på Nyborg Havn i dag med:

  • 1.109 årsværk
  • 274 mio. kr. i årlige skatteindtægter
  • 1,1 mia. kr. i bruttoværditilvækst til dansk økonomi

Heraf er 521 årsværk forankret i Nyborg Kommune.

Den forventede aktivitetsforøgelse som følge af havneudvidelsen kan medføre følgende effekter frem mod 2035 på landsplan:

  • 565 yderligere årsværk
  • 124 mio. kr. yderligere i skatteindtægter
  • 469 mio. kr. yderligere i bruttoværditilvækst

Faktaboks: Kommentarer eller spørgsmål

Hvis du vil læse beskæftigelsesanalysen, kan du finde den her:Samfundsansvar og bæredygtighed | CSR og ESG – ADP

Hvis du er interesseret i havneudvidelsen på Nyborg Havn, kan du følge med og få svar på dine spørgsmål på ADP’s hjemmesiden under havneudvidelse på Nyborg Havn:Havneudvidelsen af Nyborg Havn

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra ADP A/S

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ADP A/S

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye