Syddansk Universitet

De første trædesten til den kommende epx-uddannelse lægge

24.9.2026 08:52:27 CEST | Syddansk Universitet | Pressemeddelelse

Del

Syddansk Universitet, VIA University College og Københavns Professionshøjskole har i partnerskab fået opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for den nye ungdomsuddannelse epx. Partnerne skal udvikle en ny taksonomisk model for faglig progression og faglig mestring samt konkrete didaktiske principper, der kan understøtte læreplansudvikling og undervisning i den nye ungdomsuddannelse.

En ny ungdomsuddannelse kræver nye måder at forstå faglighed på

Epx kommer til at samle elever med forskellige interesser og forudsætninger og skal bygge bro mellem teoretiske og praktiske uddannelseselementer. Det kender man fra mange af vores eksisterende ungdomsuddannelser som eud, eux og hf, men erfaringen derfra er også, at der er brug for tydelige forståelser af, hvordan man kan forstå faglighed, læring og progression, hvis det skal blive en succes.

Det kræver, at teori og praksis på epx ikke ses som modsætninger, men som ligeværdige og integrerede måder at arbejde med viden og kompetencer på. Derfor er kernen i projektet, at det skal udvikle et fagligt og didaktisk grundlag, der kan understøtte samspillet mellem de to.

Taksonomien skal forbinde læring med handling

Projektet skal udvikle taksonomiske modeller for, hvordan faglig progression, og praktisk kunnen kan forstås og beskrives på epx. Disse modeller skal beskrive, at læring ikke alene handler om at forstå og kunne gengive viden, men også om at kunne bruge den i konkrete sammenhænge gennem gøren, handlen og skaben.

Epx’en skal derfor bygge på flere former for viden og kompetencer og skabe bedre sammenhæng mellem det, eleverne lærer, og det, de skal kunne i praksis.

"Hvis epx skal blive en stærk og attraktiv uddannelse, kræver det et brud med vores klassiske tænkning og tilgang til undervisning. Og her spiller udvikling af et nyt taksonomisk grundlag en afgørende rolle. Taksonomier er ikke blot redskaber til at beskrive læring; de er med til at definere, hvilken uddannelse vi rent faktisk skaber," siger professor Ane Qvortrup fra Center for Gymnasie- og Erhvervsuddannelsesforskning på SDU.

Det taksonomiske grundlag skal derfor være mere end en model til at beskrive læringsniveauer. Det skal være med til at definere, hvordan progression, udvikling og faglig mestring kan forstås på EPX.

Målet er at udvikle konkrete værktøjer, som kan bruges i arbejdet med blandt andet læreplaner, undervisning og evaluering..

Didaktiske principper skal skabe fælles retning

Parallelt med udvikling af taksonomien skal der udvikles nogen didaktiske principper, der kan give underviserne et fælles grundlag for at træffe og begrunde valg i planlægningen af undervisningen.

Her er der en særlig opmærksomhed på, at principperne ikke må blive for abstrakte eller vanskelige at omsætte i praksis. Samtidig skal de have en bredde, der favner ekspertgruppens anbefalinger.

"Udviklingen af didaktiske principper er helt afgørende for at etablere den særlige identitet og faglighed, som aftalen om epx sigter mod. Derfor vil vi lægge os i selen for at udvikle nogle meningsfulde og anvendelige principper, som kan understøtte samspillet mellem teori og praksis og bidrage til et fælles didaktisk sprog mellem de kommende lærere på epx," siger centerleder for Nationalt Center for Erhvervspædagogik på Københavns Professionshøjskole, Camilla Hutters.

De didaktiske principper skal sætte en retning for undervisningen på epx og give lærere og uddannelsesinstitutioner et fælles grundlag for at tilrettelægge undervisning, evaluere elevernes læring og arbejde med udviklingen af læreplaner.

Udviklingen sker tæt på praksis

Udviklingen af det faglige grundlag sker i tæt samarbejde med dem, der skal arbejde med og på epx. Forskere, lærere, skoleledere, elever og repræsentanter fra uddannelsessektoren inddrages løbende i udviklingsarbejdet.

Gennem løbende samlinger i 12 læringscirkler og større møder i fællesforum inddrages omkring 120 deltagere over længere tid, hvor forskellige perspektiver på den kommende uddannelse kan bringes i spil. Der gennemføres også fokusgruppeinterview med elever.

Arbejdet skal på den måde sikre, at de modeller og principper, der udvikles, både bygger på forskningsbaseret viden og erfaringer fra praksis

"Det er afgørende, at udviklingen af epx sker tæt på den virkelighed, som elever, lærere og aftagere skal møde. Derfor har vi mange aktive medudviklere og sparringspartnere med i arbejdet. Vi skal både sikre, at det taksonomiske og didaktiske grundlag er stærkt, og at det bliver praksisnært og skaber ejerskab," siger efter- og videreuddannelseschef Klaus Ernst Hansen.

Projektet er organiseret i fire faser og tre iterative udviklings- og kvalificeringsprocesser.

Tre institutioner samler stærke uddannelseskompetencer

SDU, VIA University College og Københavns Professionshøjskole står sammen om projektet og bidrager med forskellige kompetencer inden for forskning, didaktik, uddannelse og praksis.

Partnerskabet kombinerer forskningsbaseret viden med erfaring fra uddannelsespraksis og inddrager internationale traditioner for udvikling af taksonomier.

Gennem iterative udviklingsprocesser skal modellerne løbende udvikles, afprøves og kvalificeres i dialog med de aktører, der skal bruge dem.

Fundamentet lægges

Projektets hovedleverancer er en ny taksonomisk model, der beskriver faglig progression, viden, færdigheder og praktisk kunnen på epx samt en række didaktiske principper for uddannelsen.

Derudover skal projektet udvikle konkrete eksempler på, hvordan modellen og de didaktiske principper kan bruges i undervisning og  evaluering.

Resultatet skal give beslutningstagere, lærere og uddannelsesinstitutioner et fælles fagligt og didaktisk fundament for den videre udvikling af epx.

Fakta om projektet

  • Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) har givet SDU, VIA University College og Københavns Professionshøjskole opgaven med at udvikle det taksonomiske og didaktiske grundlag for epx.
  • Projektet skal udvikle en model for faglig progression og faglig mestring samt konkrete didaktiske principper.
  • Arbejdet sker i samarbejde med aktører fra uddannelsessektoren, herunder lærere, skoleledere, elevrepræsentanter fra de kommende epx-institutioner samt de kommende aftagere af uddannelsen (erhvervsuddannelser, professionshøjskoler og erhvervsakademier)
  • Projektet er organiseret i fire faser og tre iterative udviklings- og kvalificeringsprocesser.
  • Der etableres 12 læringscirkler samt et fælles forum med omkring 120 deltagere.

Nøgleord

Kontakter

Professor Ane Qvortrup
Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab
Det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet
Telefon: 65 50 22 24
email: anq@sdu.dk

Chefkonsulent Ditte Frandsen
Institut for Design, Medier og Uddannelsesvidenskab
Det Humanistiske Fakultet, Syddansk Universitet
Telefon: 24 67 40 79
email: dfran@sdu.dk

SDU

Syddansk Universitet åbnede dørene for de første studerende i Odense i september 1966, og siden da er det gået stærkt. SDU har nu fem fakulteter med omkring 20.000 studerende fra både ind- og udland. Der er ca. 4.100 årsværk på SDU, fordelt på knap 7.000 ansatte, der arbejder på hovedcampus i Odense samt på de regionale campusser i Kolding, Esbjerg, Sønderborg, København – og nu også i Vejle. 

Syddansk Universitet stræber efter at være kendt og anerkendt for motiverende, excellente, sammenhængende og mangfoldige universitetsrammer, der tydeligt understøtter talentudvikling inden for uddannelse og forskning til gavn for samfundet. 

Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye